140 millioner år gammel dinobæ er erklæret danekræ
Et forstenet dyreekskrement fundet på Bornholm er ifølge eksperter fra Statens Naturhistoriske Museum lavet af en skildpadde eller dinosaur.
Multimedia
Galleri:
Nærbilleder af 140 mio. år gammel bæ
Læs også
-
Usædvanligt dinosaur-fund slår fast: Meteornedslag slog dem ihjel
-
3D-modeller af fortidslevn kan blive palæontologernes nye studieobjekter
Læs mere om
Dokumentation
For 140 millioner år siden lagde en dinosaur eller en skildpadde en bæ i de lune laguner, som vi i dag kender som Bornholm. Bæen er med tiden blevet til en forstening, som blev fundet sidste år af to lokale fossilsamlere.
I lagunen levede også muslinger, snegle, skildpadder, pansrede fisk og hajer, mens der på land levede mindst to arter af dinosaurer. Flere fossiler af disse dyr er tidligere blevet erklæret danekræ, oplyser Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet i en meddelelse om undersøgelserne af fundet.
Også bæen er efter omfattende undersøgelser blevet erklæret danekræ af eksperter fra Statens Naturhistoriske Museum. En betegnelse, som kan tildeles naturhistoriske genstande med særlige videnskabelige eller udstillingsmæssige værdier.
»Ekskrementets – eller rettere sagt stenens – overflade er glat, og den bevarede ende er lidt tilspidset, så selv i forstenet form ligner den meget godt et moderne ekskrement. I overfladen kan man se en del små huller. De har stor lighed med de gravegange, vi ser i moderne ekskrementer, når fluelarver har været på besøg,« siger lektor Arne Thorshøj Nielsen fra Statens Naturhistoriske Museum i meddelelsen.
»De nutidige fluer, der lever i og af ekskrementer, er dog først opstået inden for de seneste 65 millioner år, så vi formoder, at hullerne i vores ‘danebæ’ er lavet af fortidige slægtninge med en lignende levevis.«
Det er ikke småting, den 2 cm x 4 cm bæ har været igennem af undersøgelser. Blandt andet er den CT-scannet af palæontologerne Jesper Milan fra Østsjællands Museum og Niels Bonde fra Københavns Universitet. De har skrevet en videnskabelig artikel om fundet, som snart bliver udgivet i Mexico.
»En CT-scanning af stenen viser også tilstedeværelsen af to lidt større indre gange i stykket – de ligner gravegange, som fortidige gødningsbiller kunne have lavet. Insektangrebene viser, at ekskrementet er lavet på land, hvorefter det formodentligt er blevet begravet i lagunens sand og derved blevet bevaret for eftertiden,« siger Arne Thorshøj Nielsen.
Ud fra bæens udseende kan forskerne dog ikke præcist give et bud på, hvilket dyr den kommer fra.
»I stenens overflade og på brudfladen i den ituslåede ende af stykket kan man se flere fiskeknogler og -skæl, så det er nærliggende at konkludere, at menuen har stået på fisk. Det er mest sandsynligt, at ekskrementet blev lavet af en skildpadde. Det kan dog ikke helt udelukkes, at der i stedet har været tale om en dinosaur, selv om fisk ikke er en typisk diæt for dinosaurer,« siger Arne Thorshøj Nielsen.






