Hvordan vidste Amundsen, han var nøjagtigt på Sydpolen?


Spørg Scientariet

I 'Spørg Scientariet' kan du stille spørgsmål om alt inden for teknologi og naturvidenskab. Redaktionen udvælger indsendte spørgsmål og finder den bedste ekspert til at svare.

Nu kan du også udfordre dine venner med ekspert-spørgsmål fra Scientariet i Ingeniørens Facebook-quiz ’Så ka' du lære det!’.

Klik for at deltage i quizzen og test dine venner.

Dokumentation

Af Caroline Rutter, tirsdag 31. jan 2012 kl. 15:00

Sven Thomsen har skrevet til Scientariet: »Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvordan Amundsen kunne vide, at han var nøjagtig på Sydpolen, om hans afmærkning stadig er intakt, og hvis den er, så med hvilken nøjagtighed stedet er i forhold til nyere GPS-målinger?«

Lars Stemmerik, institutleder ved Institut for Geografi og Geologi, Københavns Universitet, svarer:

»Sydpolen er det sydlige geografiske punkt, hvor den akse, jorden roterer omkring, skærer jordoverfladen. I modsætning til den magnetiske sydpol, der konstant flytter sig, er placeringen af rotationsaksen konstant inden for det tidsrum, vi her snakker om.
De slædebaserede ekspeditioner, der forsøgte at nå frem til Sydpolen i begyndelsen af sidste århundrede, havde monteret et hjul bag på slæden, der målte den tilbagelagte afstand. Denne målemetode gav de rejsende et relativt præcist billede af, hvor langt de havde rejst, men kunne naturligvis ikke bruges til nøjagtig bestemmelse af position.

Af Amundsens bog om Sydpolen fremgår det, at de brugte adskillige dage i området omkring den geografiske sydpol. Amundsen var påvirket af datidens debat mellem Peary og Cook, der begge erklærede, at de havde nået den geografiske nordpol i 1909, men uden at kunne dokumentere det på overbevisende måde.
Amundsen ville være sikker på at kunne dokumentere sin position. På den første polstation, som blev nået 15. december 1911, foretog de derfor 18 målinger af solhøjden med ekspeditionens sekstanter og fandt, at de befandt sig på 89 grader 54’, dvs. ca. 11 km fra den geografiske sydpol. På Polheim, deres sydligste lejrplads, målte de i solhøjden for hver time i et døgn, fra 16.-17. december og fandt, at solens øvre kulminationshøjde var 23 grader 19’2 og den nedre kulminationshøjde 23 grader 17’4. På baggrund af observationerne beregnede de lejrens position til 89 grader 58’6 og ca. 60 grader østlig længde, dvs. omkring 2 km fra den geografiske sydpol.

Med datidens målemetoder var det ikke muligt at bestemme placeringen af den geografiske sydpol helt nøjagtigt, men Amundsen sikrede sig med en ’indhegning’ af et større område mod, at Scott eller andre efterfølgende kunne påstå, at han ikke var nået frem. Amundsens afmærkninger findes ikke længere. Hvis de gjorde, ville de i løbet af de 100 år, der er gået, have flyttet sig ca. 1 km i retning mod Weddellhavet som følge af isens bevægelser. Isen bevæger sig med ca. 10 m om året, så hvert år på nytårsdag bliver det skilt, der markerer den geografiske sydpol flyttet tilbage på plads, mens den amerikanske ’Amundsen–Scott South Pole Station’ langsomt flytter sig væk fra Sydpolen.«



08. feb 2012 kl 19:43

Peter Hansen

HTML

Hvad med lige at checke de gradangivelser, for hvad betyder lige 89⁰58’6 ?

Det ligner mere Kaptajn Haddocks udbrud end noget videnskabeligt.


09. feb 2012 kl 00:17

Hans Henrik Hansen

Re: HTML


hvad betyder lige 89⁰58’6 ?

- mit gæt er: 89 grader, 58.6 minutter (S), alternativt 89 grader, 58 minutter, 6 sekunder (S); om det er det ene eller det andet gør næppe den store forskel i afstand til polen (~1000 m).
Jeg antager videre, at '⁰' skyldes, at debatforums software ikke kan håndtere det symbol for 'grader', som skribenten har benyttet(?)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto