/energi

EU-rapport: Hullet lovgivning om skifergas fungerer fint

Den er hullet som en si, men fungerer fint. En ny EU-rapport slår fast, at der ikke er behov for at stramme op på lovgivningen for indvinding af skifergas.

Af Marc Prosser, mandag 30. jan 2012 kl. 13:39

Der er ikke noget behov for at stramme op på lovgivning om indvindingen af skifergas lige nu.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport med titlen ‘Final Report on Unconventional Gas in Europe’ fra Europa-Kommissionen, som er udarbejdet af det belgiske advokatfirma Philippe & Partners.

Rapporten har studeret EU-lovgivningen og den nationale lovgivning for indvinding af skifergas i Polen, Frankrig, Tyskland og Sverige. Konklusionen er, at der på nuværende tidspunkt ikke er behov for at stramme op på hverken nationalt eller fælleseuropæisk plan, selv om der ikke findes et specifikt regelsæt, der dækker indvindingen.

»Der er tale om en ny teknologi, og derfor har vi ikke nogen specifik lovgivning for skifergas. Rapporten siger, at den eksisterende lovgivning kan anvendes for skifergas, at de lovmæssige værktøjer allerede eksisterer, og det er et spørgsmål om at anvende dem,« siger Marlene Holzner, talskvinde for Europa-Kommissionen, til euractiv.com.

Hullet si fungerer fint
Udmeldingen og rapporten står i kontrast til den første EU-rapport om skifergas, som i oktober 2011 blev forelagt for EU’s miljøudvalg. Heri identificeres i alt ni gabende huller i den fælleseuropæiske lovgivning for indvinding af skifergas.

Der er blandt andet store huller, som gør, at udvindingen kan ske uden at skele til EU-reglerne for VVM-undersøgelser. På nationalt plan kritiserer rapporten, at indvindingen dækkes af forældede love for minedrift.

Læs også: Ny rapport: EU-regler om skifergas er hullede som en si

I den nye rapport fra Philippe & Partners slås det fast, at udvindingen af skifergas endnu foregår på så småt et niveau, at det ikke kan forsvares at udbygge lovene for indvinding af skifergas.

‘Hverken på nationalt eller fælleseuropæisk plan har vi fundet store huller i den gældende lovgivning, når det gælder om at regulere den nuværende udvinding af skifergas,’ lyder det i rapporten.

Rapporten konkluderer dog, at der vil være behov for at revidere reglerne for indvinding af skifergas, hvis den i fremtiden kommer til at foregå på det, der beskrives som kommercielt niveau.



31. jan 2012 kl 10:34

Niels Meyer

Bedre før end senere

Det forudses, at den nuværende lovgivning ikke er tilstrækkelig til at sikre miljøforholdene i forbindelse med udnyttelse af skifergas. Alligevel konkluderer en ny kommission, at man hellere må vente med at gøre noget, indtil produktionen af skiftergas har nået et kommercielt niveau.

Det er en overraskende konklusion. Der vil være langt større modstand mod en regulering, hvis der er investeret så store beløb, at det drejer sig om en væsentlig kommerciel produktion. Dertil kommer hensynet til investorerne, som vel vil foretrække at vide noget om de kommende reguleringer, inden de investerer for store beløb.

Det må vist være en ommer.

Venlig hilsen fra Niels Meyer.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk