/rumfart

Raketskibet Delta Mariner fældede et brofag i en bro over Tennessee-floden. (Foto: twimg)

Raketskibet Delta Mariner fældede et brofag i en bro over Tennessee-floden. (Foto: twimg)

Raketskib ramlet ind i motorvejsbro

Torsdag ramlede et amerikansk raketskib ind i en motorvejsbro over Tennessee-floden og rev en sektion bort. Ingen kom til skade.

Af Thomas A. E. Andersen, mandag 30. jan 2012 kl. 11:26

Det amerikanske raketskib Delta Mariner ramte torsdag en bro over Tennessee-floden og sænkede et af brofagene, så broen ikke kan benyttes.

Delta Mariner ejes af det amerikanske firma Foss Marine og sejler for United Launch Alliance (ULA). Skibet benyttes til at transportere Delta-4- og Atlas-5-rakettrin fra fabrikken i Decatur i Alabama til opsendelsescentrene i Florida og Californien. Det var således på vej ned ad Tennessee-floden torsdag, da det ramte Eggner Ferry-broen, der krydser Kentucky-søen og Tennnessee-floden.

Skibet var på vej på sin 3.380 kilometer lange tur til Cape Canaveral-rumcentret i Florida med rakettrin, da skibet ramte Highway 68 og Kentucky Highway 80, som krydser floden i det sydvestlige Kentucky.

ULA oplyser i en pressemeddelelse, at ingen kom til skade ved sammenstødet – ej heller rakettrinene om bord.

Det var en hel sektion på broen, som blev revet bort ved sammenstødet. Den amerikanske kystvagt er gået i gang med at gennemføre en undersøgelse af uheldet. De lokale nyhedsbureauer oplyser, at der var biler på broen, da uheldet skete, men ingen på den sektion, som blev revet ned.

Første uheld med fragtskibet
Den 95 meter lange Delta Mariner blev taget i brug i 2002. En talsmand for Foss Marine, Sam Sacco, oplyser, at skibet ikke kom nævneværdigt til skade ved sammenstødet. Skibet kan medbringe op til tre fulde rakettrin i lastrummet, hvor de køres ind på trailere. Skibet stikker kun tre meter ned i vandet og er bygget til at kunne sejle både på de lavvandede floder og på det åbne hav syd om Florida.

Ifølge Sam Secco er årsagen til uheldet stadig er mysterium. Firmaet har foretaget disse transporter i ti år, og det er første gang, der er sket et sådant uheld.

United Launch Alliance oplyser, at skibet medbragte et første trin til en Atlas-5-raket sammen dens øvre Centaur-trin. Derudover blev der medbragt et mellemtrin til en anden raket. Rakettrinnene skal benyttes til opsendelsen af det amerikanske luftvåbens AEHF-2-satellit (Advanced Extremely High Frequency) og mellemtrinnet til en raket, der skal op med Nasas RBSP-satellit (Radiation Belt Storm Probes).

Raketten med AEHF-2 skal opsendes til april og den anden med RBSP-satellitterne til august.

Raketfirmaet oplyser i en pressemeddelelse, at man ikke forventer, at nogen af de to opsendelser vil blive udsat på grund af uheldet. United Launch Alliance påpeger, at alle raketdelene er udstyret med sensorer, der holder øje med de påvirkninger, som de udsættes for under transporten.

Firmaets teknikere vil efter deres ankomst til Cape Canaveral gennemgå alle data fra transporten og sikre sig, at der ikke har været problemer.



30. jan 2012 kl 12:40

René Kiel

skibet er kun 3 meter..

Det var alligevel ikke meget.


30. jan 2012 kl 14:56

avatar

Peter Bue Westh

dybgang

er der ikke tale om, hvor meget fartøjet 'stikker', altså dybgang.


30. jan 2012 kl 15:03

Søren Jensen

for tæt på land..?

Det kunne godt ligne på billedet, at de har forsøgt at komme under en bro-sektion som ligger tæt på land og derfor lavere end de andre sektioner. Ellers meget underligt at det går galt nu, efter 10års sejlads :O


30. jan 2012 kl 15:48

stig per andersen

Re: dybgang

@ Peter

Det var ikke dybde gangen:

http://marinetraffic.com/ais/s...1000

Problemet er snarere, at kaptejnen har taget fejl af lavbro og højbro, d.v.s. at han har sejlet "modsataf broens højder" ...

http://www.maritimedanmark.dk/...3123


31. jan 2012 kl 00:31

Jacob Christian Munch-Andersen

Skuffende

Efter overskriften havde jeg forventet at læse om en ulykke med et vildt prototypeskib drevet af en raketmotor (det må efter min bedste overbevisning være præcis hvad et raketskib er).

At det bare er en ganske almindelig fuld kaptajn som tilfældigvis sejler rumraketstumper er mildest talt en langt mindre interessant historie.


31. jan 2012 kl 02:43

Stig Larsen

Re: dybgang

Det er en flod, mon ikke der har været højvande.


31. jan 2012 kl 05:12

Thorvald Johannes Pedersen

Re: Skuffende

Efter overskriften havde jeg forventet at læse om en ulykke med et vildt prototypeskib drevet af en raketmotor (det må efter min bedste overbevisning være præcis hvad et raketskib er).

At det bare er en ganske almindelig fuld kaptajn som tilfældigvis sejler rumraketstumper er mildest talt en langt mindre interessant historie.

Ja, jeg troede faktisk også at der var tale om et raketdrevet skib... :-)


31. jan 2012 kl 09:15

avatar

Flemming Rasmussen

Re: dybgang

Det er en flod, mon ikke der har været højvande.

NEJ - de har forsøgt at sejle under et forkert brofag, som ikke havde nok frihøjde.

http://www.seanews.com.tr/arti...ion/

Hvis man ser på skibets konstruktion, er det tydeligt, at det netop er lavet så "fladt" som muligt for at kunne passere den ""clearance", der er på ruten - det hjælper så ikke, når man forsøger at sejle nder, hvor broen ikke er højest.

Hvor svært kan det være selv at søge lidt info ?


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.