Amagerforbrændings bestyrelse nægter at rette ind
Amagerforbrændingens bestyrelse afviser at gøre det, som Københavns Kommune siger, nemlig at komme med et oplæg til et meget mindre forbrændingsanlæg i stedet for Amager Bakke-anlægget.
Læs også
-
Borgmester til Amagerforbrænding: Vi vil ikke haste en beslutning igennem
-
Amagerforbrænding truer Borgerrepræsentationen med opløsning
-
Forundring hos Amagerforbrænding: Afslag givet før udvalgsmøde har fundet sted
Læs mere om
Amagerforbrændingens bestyrelse er ikke til sinds at rette ind efter beslutningen i Københavns Kommunes Borgerrepræsentation i går om at udskyde beslutning om det store anlæg- og i stedet komme med forslag til et meget mindre forbrændingsanlæg.
Fredag nedstemte et flertal i bestyrelsen det forslag fra Københavns Kommunes to repræsentanter i bestyrelsen, som netop gik på at udarbejde et projekt med et meget mindre anlæg – sådan som de to bestyrelsesmedlemmer var blevet pålagt af fremsætte.
Bestyrelsen vedtog dog ikke at opløse Amagerforbrænding som et fælleskommunalt selskab, sådan som de – i et brev til alle medlemmer af borgerrepræsentationen fredag - havde truet med at overveje at gøre, hvis beslutningen i Københavns kommune gik i mod et stort anlæg.
»Den beslutning kan stadig tages,« siger formand for bestyrelsen, Mogens Lønborg (C) fra Københavns kommune.
Han hæfter sig i øvrigt ved, at der jo netop ikke er tale om et afslag på ansøgningen om byggeri af det store anlæg med en kapacitet til 560.000 ton til afbrænding af maksimalt 440.000 ton affald.
Han siger, at nu da Københavns kommune har sagt midlertidig stop til et stort anlæg med henvisning til regeringens nye affalds- og ressourcestrategi, så må det være op til regeringen at konkretisere disse strategier, så Amagerforbrænding ved, hvilke affaldsmængder man kommer til at arbejde ud fra i fremtiden.
Amagerforbrændingens bestyrelse består af to repræsentanter fra Københavns kommune, og én fra hver af de andre interessent-kommuner, nemlig Tårnby, Hvidovre, Frederiksberg og Dragør – plus en medarbejder repræsentant.
Tårnby, Hvidovre og Dragørs kommunalbestyrelser har tiltrådt en lånegaranti til det store anlæg, mens byrådet på Frederiksberg skal behandle sagen på mandag. Indstillingen til mødet på mandag er dog at bevilge garantien.





