Ny hjertestarter-app alarmerer kun de nærmeste hjælpere
Langeland danner baggrund for et ambitiøst hjertestarterprojekt, hvor avanceret GPS-teknologi anvendes til kun at alarmere de nærmeste i tilfælde af person falder om med hjertestop.
Læs også
Læs mere om
Udbredelsen af hjertestartere (AED’er) er for alvor ved at tage fart i Danmark, og flere apps tilbyder mulighed for at se nærmeste hjertestarter. Men på Langeland er de gået skridtet videre, og lokale kræfter er gået sammen om at udvikle et hjertestarterkoncept – kaldet FirstAED – der mere intelligent hidkalder førstehjælpspersoner, når en patient falder om med hjertestop.
»Så snart alarmcentralen modtager et alarmopkald om en person, der er faldet om med hjertestop, vil den vagthavende aktivere FirstAED, og vores servere vil vide, hvilke ti personer der er nærmest på vedkommende. Herefter vil der gå besked ud til de tre, der er tættest på, hvor den første vil blive ledt hen til patienten for at give umiddelbar førstehjælp, mens den anden ledes hen til det nærmeste hjertestarterskab, der automatisk vil være låst op, og den tredje person vil kunne assistere de to øvrigere og eventuelt have kontakt med alarmcentralen,« siger adm. dir. i FirstAED Henrik Schakow til ing.dk.
Han er til daglig ambulancebehandler hos Falck Rudkøbing på Langeland og kender til betydningen af hurtig indgriben i forbindelse med hjertestop.
Initiativet på Langeland har blandt andet været medvirkende til etablering af et center på Odense Universitetshospital, der netop ser på effekterne på patienter, der er genoplivet med hjertestarter.
»De data, vi har, viser, at kan vi gribe ind inden for de første seks minutter, så har patienterne en rigtig god mulighed for at komme videre,« siger overlæge, klin.lektor, ph.d. Finn Lund Henriksen fra AED-centret, der desuden også er medicinsk direktør i FirstAED.
Projektet på Langeland er blandt andet kommet i stand, efter der lokalt er rejst 3,5 mio. kr., der blandt andet er gået til indkøb af 160 smartphones til brug for hjertestarterhjælperne, udvikling af software og den server, der kører systemet. Hertil er kommet udgifter til opsætning af omkring 90 hjertestartere på øen.
I forbindelse med projektet på Langeland vil initiativtagerne også etablere et ph.d-projekt, der kan være med til at kortlægge effekterne ved etablering af et hjertestarterkoncept. I dag findes der flere apps, der giver placering af hjertestartere, men så vidt folkene bag FirstAED ved, er der ingen af dem, der har den unikke lokalitetsbaserede tilgang, som FirstAED har.
»Andre alarmsystemer tager udgangspunkt i, hvor man arbejder, eller hvor man bor, men det er jo ikke sikkert, at man er på arbejde eller hjemme, når der kommer en alarm. I vores løsning vil man kun få en alarm, når man er i nærheden af patienten og kan gøre en forskel,« siger Finn Lund Henriksen.
Han understreger dog, at ph.d-projektet vil se på flere muligheder for app-understøttet hjælp til patienter med hjertestop.
»Det er langtfra sikkert, at vi kan få data nok i løbet af en toårig periode, så vi vil også gennemføre nogle blindtest af, hvilke konsekvenser forskellige alarmmetoder vil have. Vi har en simuleringsdukke, som vi kan anvende, og så gennemfører vi omkring 100 forsøg for at få et billede af, hvordan de forskellige alarmsystemer fungerer.«
I gennemsnit falder 3.500 personer om uden for hospitalerne med hjertestop, og overlevelsesprocenten ligger på omkring ti. Andelen af patienter der modtager akut førstehjælp, er inden for de seneste ti år mere end fordoblet, oplyser Finn Lund Henriksen.
»Befolkningen er ved at få øjnene op for det her, og det ville jo være fantastisk, hvis vi kunne få det bredt mere ud,« siger han.
Deltagerne i projektet skal ifølge Henrik Schakow have modtaget mindst 12 timers førstehjælpsundervisning samt undervisning i brug af hjertestarter. De får ved tilmelding til systemet mulighed for at købe en iPhone 4S for 1.000 kroner med et månedsabonnement på 240 kr. for fri tale, sms og data.






