Sådan ser regeringens nye pesticidafgift ud
Regeringen har præsenteret en ny, differentieret pesticidafgift, der vurderer miljøbelastningen for 600 forskellige pesticider. Se, hvordan afgiften fungerer, her.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Der findes ifølge Miljøministeriet omkring 600 forskellige pesticider på det danske marked.
Den nye, differentierede pesticidafgift, som regeringen har fremsat, kigger nærmere på dem alle for at identificere, hvor stor deres miljøbelastning er. Det sker for at finde frem til, hvilke pesticider der skal rammes hårdest af den nye afgift.
»Vi har lavet en mere målrettet pesticidafgift, der gør, at landmændene kan se en økonomisk fordel i at sænke pesticidforbruget og dermed begrænse miljøbelastningen,« fortæller miljøminister Ida Auken (SF).
Afgift kigger på tre mål
Vurderingen af miljøbelastning sker inden for tre overordnede områder:
- Sundhed – hvor stor en belastning et menneske udsættes for ved at anvende pesticiderne.
- Miljøadfærd – en vurdering af, hvor lang tid det tager for pesticidet at nedbrydes, dets potentiale for at blive ophobet i fødekæder eller sive ned i grundvandet.
- Miljøeffekt – hvilken skadelig effekt pesticiderne har på dyr på og omkring marken.
Inden for de tre overordnede områder vurderes pesticidet ud fra en række risikosætninger. Under sundhed kigges der for eksempel på, om den irriterer lungerne, kan give overfølsomhed eller muligvis skader forplantningsevnen.
Hvis pesticidet har en risiko for at gøre skade inden for et område, tildeles det point ud fra, hvor stor skade det potentielt kan gøre.
Derefter gives en samlet pointscore i hver af de tre overordnede kategorier, som samles til én score for, hvad miljøbelastningen er for et pesticid.
Ud fra det tal fastsættes der en endelig afgift.
Miljøministeriet har kigget på alle de 600 stoffer, der er godkendt i dag. Ud fra den nye beregningsmetode kommer afgiften på nogle af de mindst miljøbelastende pesticider til at falde, mens specielt insekticiderne står over for en markant stigning på op til 650 procent.






