5,6 milliarder kroner - eller 3,7 milliarder kroner. De to beløb er i den grad blevet omdrejningspunktet i de aktuelle forhandlinger mellem regeringen og oppositionen om et længe ønsket nyt energiforlig. Men hvad dækker de over - og er de egentlig så vigtige?

5,6 milliarder eller 3,7 milliarder er den ekstrapris, forbrugerne skal betale i form af afgifter og tariffer i år 2020. Pengene skal i praksis gå til tilskud, der skal få virksomheder og forbrugere til at spare eller investere i for eksempel vindmøller og biogas. Og til at kompensere statskassen for manglende energiafgifter, fordi vi sparer på energien.

De 5,6 milliarder og 3,7 milliarder er ekstraprisen i 2020 for henholdsvis regeringens udspil - kaldet 'Vores Energi' - og den forrige regerings plan - kaldet 'Energistrategi 2050'. Principperne i finansieringen af de to udspil er ens, så de to beløb afspejler derfor forskellige ambitionsniveauer. Den siddende regering vil gøre mere for at få gang i energirenoveringer og energibesparelser generelt samt udbyde en ekstra havmøllepark på 600 MW - derfor en dyrere plan.

For nemheds skyld har regeringen divideret ekstraprisen for 'Vores Energi' ud til at være 1.700 kroner pr. husholdning og 800 kroner pr. ansat i den private sektor i 2020. For 'Energistrategi 2050' var det tilsvarende beløb for husholdningerne 1.200 kroner i 2020. For begge planer gælder det, at udgifterne topper i 2020 efter gradvist at være steget frem til dette tidspunkt. Men beløbene giver langtfra hele billedet af økonomien i energiudspillene.

For det første dækker de ikke de investeringer, som borgere, virksomheder og institutioner konkret skal foretage i vindmøller, varmepumper, biogas, solceller, energibesparelser eller andet for at nå målene i 2020. Regeringen anslår disse til at ligge mellem 75 og 125 milliarder kroner i perioden 2012 til 2020, hvilket må siges at være udtryk for stor usikkerhed.

For det andet afspejler de 5,6 milliarder kroner kun udgiftssiden og altså ikke sparede udgifter til kul og olie, som for eksempel erstattes af vindmøllestrøm, der kan forsyne varmepumper, biler og fjernvarmesystemet.

I regeringens udspil har man nemlig - som noget helt nyt, man derfor ikke finder i 'Energistrategi 2050' - beregnet, hvad forbrugere og erhvervsliv 'får igen' via sparede brændselsudgifter. Det beløber sig til 6,9 milliarder kroner, hvilket altså vil sige, at de ekstra 5,6 milliarder i afgifter sådan set kommer igen til forbrugere og erhvervsliv - og mere end det: Der er oven i købet et overskud på 1,3 milliarder kroner i 2020.

Decideret samfundsøkonomi er der dog ikke regnet på i 'Vores Energi'.

For at gøre billedet endnu mere talmæssigt forvirrende præsenterede klima-, energi - og bygningsminister Martin Lidegaard (R) også nogle beregninger af, hvad 'Vores Energi' vil få af konsekvenser for udvalgte husholdninger og erhvervsvirksomheder, hvor både nye afgifter, brændselsbesparelser og investeringer i ny teknologi eller besparelser var regnet med. De viser, at det bliver lidt dyrere for de fleste, mens en forbruger, der udskifter oliefyret med en varmepumpe, vil få betydelige besparelser.

Med dette overblik over talgymnastikken i de igangværende energiforhandlinger kan man godt stille sig selv det spørgsmål, om politikerne fokuserer rigtigt, når de er så ensidigt optaget af omkostningerne til nogle virkemidler, der i virkeligheden opvejes rent økonomisk af brændselsbesparelser.

På den anden side har taldiskussionen nu medført, at regeringen har fundet besparelser, der kunne realisere planen næsten 1 milliard kroner billigere end først fremlagt. På samme tid positivt og måske lidt foruroligende, at det gik så nemt.

Mange håber ganske givet på, at politikerne snart skifter talkrigen ud med en diskussion af substans og konkrete løsninger frem mod det mål, som også oppositionen har sat sig - nemlig uafhængighed af fossile brændsler senest i 2050.

For man kan vel sige - som lektor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet, der står bag en håndfuld energiplaner, gør det - at der ikke er nogen genvej til målet om et Danmark uden fossile brændsler.

Hans pointe er, at vi godt kan vælge at omlægge energiforsyningen over en længere periode, men så kommer vi til at betale mere og mere for de fossile brændsler i stedet for at bruge de samme penge til besparelser eller vedvarende energi, der reducerer udgifterne til 'de sorte brændsler'.