To år har det taget Andreas Gursky at lave det berømte billede af to Formel 1-biler i pitstop. Billedet er sat sammen af en lang række optagelser fra forskellige Formel 1-løb, som siden er stykket sammen til det billede på seks gange to meter, der nu kan ses på Louisianas udstilling af Andreas Gursky-billeder. (Foto: Andreas Gursky, VG Bild-Kunst Bonn, Sprüth Magers)
Tysk mesterfotograf blander virkelighed med virkelighed
Den tyske mesterfotograf Andreas Gursky stykker sine fotografier sammen ved at sample stumper fra forskellige optagelser. Billederne er gigantiske og imponerende, og hans fotografier går for uhyrlige summer i de internationale auktionshuse. Nu kan de ses på Louisiana.
Andreas Gursky
Gursky er en del af det, der kaldes 'Düsseldorf-skolen', hvortil også regnes fotografer som Candida Höfer, Thomas Ruff og Thomas Struth. Andreas Gursky har haft store soloudstillinger på blandt andre MoMA i New York og Centre Pompidou i Paris.
Læs også
Dokumentation
Louisianas direktør, Poul Erik Tøjner, ser sjældent ivrig ud. Men den tyske mesterfotograf Andreas Gurskys gigantiske fotografier betager ham tydeligvis.
»Det her ville jo aldrig kunne ses ellers,« siger han under pressevisningen og peger på et af udstillingens mest spektakulære fotografier:
Et billede af et Formel 1-pitstop, hvor to teams - et hvidt og et rødt - summer i hektisk aktivitet om biler af samme farve. I sig selv måske ikke noget mærkværdigt motiv - de fleste har set noget lignende på tv. Og så alligevel. Det er ikke et motiv fra virkeligheden, men fra mange forskellige virkeligheder.
Det har taget Andreas Gursky to år at lave billedet. Det har krævet optagelse på optagelse fra forskellige Formel 1-løb, og siden har han stykket stumper af optagelserne sammen til det, der nu hænger centralt i den første sal på den store udstilling af Andreas Gurskys billeder på Louisiana.
I stort format
Formatet er stort - ligesom på de fleste af Gurskys andre billeder. Omkring seks gange to meter måler det. Og Andreas Gursky har lagt farver, lys og skygge ind, så det ser ud, som om han har brugt clair-obscur-teknikker fra et barokt oliemaleri. Ifølge Poul Erik Tøjner ligger der adskillige referencer til kunsthistorien i Formel 1-billedet - Andreas Gursky er optaget af maleri og sine forgængere i kunsthistorien.
Internationale kunstsamlere er også optaget af Andreas Gursky. Gang på gang sætter hans billeder rekorder på de internationale auktioner. Senest blev billedet 'Rein II' fra 1999 solgt for 25 millioner på Christie's i New York - det dyrest solgte fotografi nogensinde. Det billede kan man også se på udstillingen på Louisiana. Det er et stramt komponeret billede, der viser Rhinen, der løber flad og rektangulær, presset ind mellem striber af grønt græs.
Ifølge Poul Erik Tøjner er det et billede fra fotografens egen løberute langs floden. Ligesom de andre billeder har det krævet optagelse på optagelse, særligt for at få bølgerne i vandoverfladen til at makke ret. Egentlig lå der en pumpestation bagved, men den er klikket væk, og himlen og vandet skulle have en særlig sølvagtig farve.
Andreas Gursky er fotografiets svar på dj'en, der sampler forskellige musikstykker sammen til én ny komposition. Først i begyndelsen af 90'erne begyndte han at manipulere - eller rettere komponere - sine billeder med computerteknik. Indtil da var hans fotografier lidt mere afdæmpede, og flere af dem kan man ligeledes se på udstillingen. Blandt andre 'Cable Car, Dolomitten' og 'Mülheim, Anglers', der begge er fra 80'erne og nærmest klassiske landskabsfotografier. Det særlige ved dem er perspektivet - og formatet. De er også enorme og taget ovenfra. Fugleperspektivet er et af Andreas Gurskys adelsmærker, som han selv tilskriver sine læremestre fra kunstakademiet i Düsseldorf, ægteparret Bernd og Hilla Becher.
Hvad foregår der?
Samme vinkel gælder for et andet af udstillingens svimlende billeder: et fotografi af racerbanen i Bahrain. Perspektivet er centralt, positionen eleveret, og resultatet er gådefuldt. Også her skal man stå et stykke tid for at opdage, hvad der egentlig foregår på billedet. Langt fra ligner det et afrikansk stykke tekstil, tæt på kan man se forskellige kørebaner, biler, mennesker og en tribune.
Andreas Gurskys seneste værker er også med på udstillingen og er også umiddelbart svære at dechifrere. Billederne fra 2011 ligner enorme oliemalerier med store farvefelter. Men motivet er vand i en flod i Bangkok. Farvefelterne er reflekteret lys. På ét af dem er det olie, lyset reflekteres i, i et andet er det en hvid ræling, der spejler sig i vandet, og på et tredje er vandet så forurenet, at farverne changerer. Andreas Gursky har lagt forskellige elementer fra de forskellige optagelser ind, så der i vandet flyder døde fugle, brugte kondomer, en pude, papir og skrald. Men som på de andre billeder skal man stå og få øje på det.
De seneste 20 år har Andreas Gursky haft stjernestatus, og det har givet ham adgang til forskellige locations. I 2007 var han i Nordkorea til fejringen af nationens grundlægger, Kim Il-Sung, hvor over 100.000 optrædende og tilskuere står i lange, lige rækker. Går man helt tæt på, kan man næsten se de deltagendes stive ansigtsudtryk, går man langt fra, står billedet stadig skarpt.
Et spørgsmål, Andreas Gursky ofte bliver stillet, handler om, hvilken teknik han bruger. Selv er han ikke interesseret i at svare på det. Heller ikke Andreas Gurskys assistent kan lige huske, om det er Photoshop eller Paintbox, kunstneren bruger, når han sammensætter sine billeder. Blot at Andreas Gursky som regel har en idé, inden han sætter sig til computeren, og at han så derefter finder de detaljer, han skal bruge til det.
I det britiske livsstilsmagasin Wallpaper kan man læse, at da Andreas Gursky skulle komponere det blændende billede fra Nordkorea, scannede han først negativerne fra sit analoge kamera, inden han bearbejdede dem digitalt. Til det billede havde han brugt 100 ASA Fuji-film i to Linhof-kameraer. De to kameraer var sat ved siden af hinanden, det ene med en vidvinkel, det andet med normalobjektiv. For at få dybdeskarpheden er de eksponeret en ottendedel af et sekund.
Men billederne er langt mere end dybdeskarphed, detaljerigdom og store kompositioner. Det kan man se ved selvsyn på Louisiana indtil den 13. maj.
Andreas Gursky, Louisiana Museum of Modern Art, Gl. Strandvej 13, Humlebæk. Til den 13. maj 2012. Tirsdag-fredag kl. 11-22, lørdag-søndag kl. 11-18, helligdage kl. 11-18. Mandag lukket.






