Fattige lande afbetaler smart solcelleløsning med skrabekort
Ved hjælp af et lille solcellepanel og en kontrolboks kan to lamper lyse, og en mobiltelefon bliver opladet af dagens sollys. Men strømmen bliver først frigivet, når brugeren har betalt per sms.
Læs også
-
Det lysner for solcellerne - teknologien bliver bedre, og prisen falder
-
Solceller på mobilens bagside kan højst holde telefonen standby
Læs mere om
Dokumentation
Beskidt petrolium er ofte den eneste mulighed, hvis landsbyer i den tredje verden skal have lidt lys efter mørkets frembrud. Men det britiske firma Eight19, med udgangspunkt i University of Cambridge, har udviklet et lille solcellesystem, hvormed det er muligt at oplyse to små rum og oplade en mobiltelefon i op til syv timer.
Selve systemet består af et lille solcellepanel af polymersolceller på 2,5 W, to diodelamper samt en kontrolboks med et batteri.
Det nye i systemet er den forretningsmodel, der ligger bag. Brugerne får nemlig først adgang til den oplagrede energi, efter at de har købt et skrabekort til omkring én dollar. På kortet står en kode, som skal sendes til Eight19 med sms. Retur får man så et nummer, som skal tastes ind i kontrolboksen.
Afbetal dig til et større anlæg
Ideen er, at kunderne afbetaler på systemet, hver gang de køber et skrabekort. Eight19 regner med, at det vil tage en familie cirka 18 måneder at afbetale hele enheden, som har en pris på cirka 80 dollar. Dertil kommer et depositum på 10 dollar, som brugeren betaler fra begyndelsen.
Når hele systemet er afbetalt, kan brugeren frit benytte det uden at skulle købe flere skrabekort. De kan også vælge at opgradere til et større anlæg på lignende vikår. De største anlæg, som Eight19 leverer, er på 80 watt og kan levere energi nok til både lys, fjernsyn og en symaskine.
De første systemer er allerede leveret til Kenya, men Eight19 forventer at sælge 4.000 systemer til lande som Kenya, Malawi og Zambia over de næste to år.






