/karriere

9.500 ledige ingeniørjob i Sverige inden for få år

Den svenske stat kommer til at mangle 9.500 ingeniører inden for de kommende fem år. »Vi kommer til at hente ingeniører ind udefra,« siger Roger Syrén fra det svenske fagforbund ST.

Klik for at se billedet i stort

Roger Syrén, rådgiver i det svenske fagforbund ST, forudser stor efterspørgsel på danske ingeniører, der vil arbejde i den svenske stat


Læs også

Læs mere om

Af Sara Rosendal, torsdag 26. jan 2012 kl. 15:17

De danske ingeniørjob hænger ikke længere på træerne - med mindre man bor i eller flytter til Esbjerg. Eller til Sverige, hvor en ny jobfest er på trapperne.

Omkring 9.500 ingeniørjob er på vej i den svenske statslige sektor inden for de næste fem år, viser en undersøgelse fra det svenske Fagforbund ST, der organiserer stats- og kommunalt ansatte.

Ifølge Roger Syrén, rådgiver i Fagforbundet ST bliver det svært at finde tilstrækkeligt med svenske ingeniører til de mange nye job.

»Vi kommer til at mangle ingeniører allerede inden for de kommende to år og vil være tvunget til at hente ingeniører udefra – og der ligger Danmark jo lige for,« siger Roger Syrén.

Undersøgelsen er foretaget blandt 124 rekrutteringsansvarlige i myndigheder, universiteter og statslige institutioner.

Den viser, at 12 procent af arbejdsgiverne vil rekruttere flere ingeniører de kommende fem år, mens ingen siger, at de vil rekruttere færre end i dag.

Den nuværende arbejdsløshedsprocent blandt svenske ingeniører er faldet de seneste år og er i øjeblikket på omkring 0,8 procent, mens den danske ingeniørledighed ligger på 2,9 procent. Det skyldes til dels, at den svenske økonomi er kommet bedre gennem finanskrisen end den danske, dels at den svenske stat har besluttet at investere massivt i infrastruktur, energi- og miljøprojekter for at skubbe yderligere gang i økonomien, fortæller Roger Syrén.

»Generelt set har den svenske stat en solid økonomi, og eftersom energisektoren i Sverige er på statslige hænder, er der et massivt behov for statsansatte ingeniører,« fortæller Roger Syrén.

Han peger desuden på, at de udfordringer staten står over for på energi- og miljøområdet bliver stadigt mere komplicerede, og det øger behovet for ansatte med længerevarende uddannelse. Desuden betyder den demografiske udvikling, at et stort antal statsansatte ingeniører vil gå på pension inden for de kommende år.

Det private arbejdsmarked følger med
Den svenske ingeniørforening Sveriges Ingenjörer oplyser, at der ikke findes samlede tal for, hvor mange ingeniører, der kommer til at mangle i den private sektor.

I et notat fra den svenske arbejdsformidling fremgår det dog, at der ventes et stærkt arbejdsmarked inden for it og teknologi i 2012 med arbejdskraftmangel til følge, hvilket ifølge notatet vil kunne afhjælpes gennem rekruttering af medarbejdere uden for landets grænser.

Særlige industrier som for eksempel maskinindustrien har gennem en længere periode haft svært ved at skaffe den nødvendige arbejdskraft, fortæller Olle Dahlberg, rådgiver i Svenske Ingenjörer.

»Flere industrier taler om en mangel på ingeniørarbejdskraft på omkring 34 procent, men det er meget varierende. Generelt ser billedet dog lyst ud for 2012, og selv nyuddannede svenske ingeniører har ikke svært ved at finde job i øjeblikket,« siger Olle Dahlberg.

Danske ingeniører banker på
På den danske side oplever IDA, at markant flere danske ingeniører henvender sig for at få rådgivning om det svenske arbejdsmarked, fortæller chefkonsulent Bo Falkencrone.

»De fleste henvendelser går dog på ansættelse i den private sektor. Jeg kan faktisk kun huske at have haft en eneste, der var interesseret i en offentlig ansættelse, men det kan selvfølgelig ændre sig,« siger Bo Falkencrone.

Læs mere fredag på side 22-23 i Ingeniøren



27. jan 2012 kl 11:35

Sune Hjorth

Sverige

Det er lidt interessant at nyhedsbrevet Ingenjören i Sverige mener der næsten ikke er grænser for, hvor mange ledige ingeniørjob der findes i Danmark, og at der vil mangle 13 500 ingeniører i Danmark i 2020.

http://www.ingenjoren.se/2012/...der/

Men det er da en god idé at dele lidt på ingeniøreme, selvom vi snart løber helt tør for dem.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.