Rapport: Miljøbelastning fra sprøjtegifte stiger eksplosivt
I løbet af bare tre år er miljøbelastningen fra de sprøjtegifte, der bliver kørt ud på de danske marker steget med mere end 30 procent.
Læs også
-
Miljøstyrelsen: Nogle sprøjtegifte bliver 'rigtig, rigtig dyre'
-
Pesticidafgift får kun hver anden landmand til at mindske forbruget
Læs mere om
Dokumentation
De sprøjtegifte, der bliver kørt ud på de danske marker, ser ud til at blive stærkere og stærkere. Og miljøbelastningen fra dem er steget med mere end 30 procent på bare tre år.
Det viser en ny rapport fra Fødevareteknisk Institut ved Københavns Universitet, Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Miljøstyrelsen.
Rapporten har undersøgt de sprøjtegifte, der bliver solgt herhjemme og deres egenskaber er vurderet i forskellige kategorier, alt efter hvilke eksterne miljøfaktorer, de kan have en uheldig effekt på.
»For hver egenskab kigger rapporten på, hvilket tilladt pesticid, der har den 'værste værdi', f.eks. er mest giftigt for fugle. Det har så fået tildelt værdien 1 og alle andre pesticiders giftighed beregnes som en brøkdel af det. F.eks. er nogen af de mindst giftige pesticider (for fugle og andre organismer) fedtsyrer og kokosolie. De får en karakter tæt på 0,« fortæller kontorchef hos Miljøministeriet Lea Frimann Hansen og fortsætter:
»Hvis vi så ser på den generelle udvikling af, hvilke pesticider der anvendes, så kan man i rapporten se, at landmændene i stigende grad bruger pesticider, der ligger tættere på 1 end på 0 på skalaen.«
I rapporten har man analyseret den generelle udvikling for pesticiderne fra 2007 til 2010, og her viser det sig, at den gennemsnitlige miljøbelastning for de pesticider, der ender på markerne, er steget med 34 procent, mens behandlingshyppigheden er steget med 11 procent.
Groft sagt sprøjter landmændene altså oftere pesticider ud på deres marker, og det er sjældnere og sjældnere, at der er tale fedtsyrer eller kokosolie.
De er mere belastende for den omgivende natur. Til gengæld er risikoen for nedsivning ikke blevet større.
Pesticidetal chokerer og overrasker
Det er første gang, at en undersøgelse har set på, hvor stor miljøbelastning der er fra de pesticider, som bliver kørt ud på de danske marker. Tidligere har man udelukkende set på behandlingshyppigheden.
De nye tal for udviklingen kommer ifølge miljøminister Ida Auken som en overraskelse for mange.
»Landbrugets sprøjtemidler har været langt mere belastende for miljøet, end mange har troet,« siger hun i en pressemeddelelse.
Hos Enhedslisten er man bekymret over den uheldige tendens, tallene viser.
»Det er chokerende, at forbruget af pesticider ikke bare er steget i de seneste år, men at man også er gået over til pesticider, der belaster natur, miljø og sundhed mere. Det viser, at problemet med pesticiderne er langt større, end vi troede,« siger Per Clausen, miljøordfører for Enhedslisten.






