/forskning

Politiscanner bruger terahertz-stråler til kropsvisitering på fem meters afstand

Politiet i New York er i gang med udviklingen af en ny type scanner, der kan se igennem tøj og afsløre skjulte våben på fem meters afstand.

Af Marc Prosser, søndag 29. jan 2012 kl. 15:00

I fremtiden kan en politimand i New York kropsvisitere en anholdt uden at lægge en hånd på vedkommende.

Det kan lade sig gøre ved hjælp af en ny mobil scanner, der minder om de kropsscannere, der nu findes i lufthavne. Scanneren kan se igennem tøj og afsløre eventuelle skjulte våben.

Paul J. Browne fra New Yorks politi fortæller til New York Times, at man allerede er kommet så langt med udviklingen, at en prototype for tiden bliver testet. Her har den vist sig effektiv på mellem tre og fem meters afstand.

»Målet er at komme op på 25 meter,« fortæller han.

Den nye scanner kan afsløre våben ved at kigge på terahertz-frekvenser. Frekvenserne er en form for elektromagnetisk stråling, der blandt andet udsendes af alle mennesker. Strålerne går igennem stof, men kan ikke trænge gennem metal.

Det faktum bruges i scanneren, der kan samle strålingen fra et menneske til et grafisk billede. En betjent, som bruger scanneren, kan så kigge efter 'sorte huller' i terahertz-strålingen fra et menneske.

Scanneren kan ikke give et detaljeret billede af et objekt, men kan vise silhuetten af eventuelle metalgenstande.

»Med terahertz ville du kunne identificere en skjult pistol,« vurderer fysikeren John Frederici over for Huffington Post.



29. jan 2012 kl 19:30

Jan Huniche

Det skal nok gavne folkesundheden... !!!

Det skal nok gavne folkesundheden... Sådan at blive bestrålet på hvert gadehjørne... !!!.


29. jan 2012 kl 19:44

René Hansen

Re: Det skal nok gavne folkesundheden... !!!

Ikke utænkeligt, eftersom skydevåben rangerer blandt de ti hyppigste dødsårsager i USA.


29. jan 2012 kl 19:56

Elias Holm

Re: Det skal nok gavne folkesundheden... !!!

Sådan som jeg læser artiklen så udsender scanneren ikke nogen form for stråling. Den opfanger stråling som kroppen naturligt udsender.

Jeg syntes stadig det virker lidt ubehageligt at andre kan se hvad man bære rundt på fra 25 meters afstand.


29. jan 2012 kl 20:19

Stig Larsen

Re: Det skal nok gavne folkesundheden... !!!

Ikke utænkeligt, eftersom skydevåben rangerer blandt de ti hyppigste dødsårsager i USA.

Tja, der findes jo en indlysende løsning på det problem, men dér er amerikanerne jo ret mærkelige, de anskaffer endnu flere våben.


29. jan 2012 kl 20:59

avatar

Steen Jensen

Re: Det skal nok gavne folkesundheden... !!!

Ja, de bærer snart så mange våben på kroppen, at man ikke kan skyde gennem dem (de er armeret til tænderne).

:-)


29. jan 2012 kl 22:02

Niels Voigt

- en form for elektromagnetisk stråling

Er der flere former for elektromagnetisk stråling?


30. jan 2012 kl 00:43

Lasse Enevoldsen

kommentar

@ jan huniche
Læs dog artiklen før du kommenterer på noget. Kan du finde ud af at registrere dig som bruger på ingeniøren, kan du vel også læse?

@ Niels Voigt
Der menes vel bare forskellige frekvenser. Egentligt er eksempelvis radiostråling og sollys jo begge elektromagnetisk stråling, men vi har jo for vane, at betragte dem som to "former" for elektromagnetisk stråling i det daglige.

Hvor er iøvrigt alle 'healerne' henne i debatten? er det ikke menneskets aura man her måler? :-S


30. jan 2012 kl 09:38

Peter Andreasen

Re: Re: Det skal nok gavne folkesundhede

@ René Hansen
Du skriver, at skydevåben er blandt de ti hyppigste dødsårsager i USA. Er det et gæt eller har du dokumentation?


30. jan 2012 kl 10:00

Lars Jensen

Re: Det skal nok gavne folkesundheden

Ifølge US Department og Health and Human Services er mord på 15. pladsen (2009) over de mest almindelige dødsårsager.

11.493 af de 16.779 mord blev begået med et skydevåben. Samme år begik 36.909 selvmord, hvoraf de 18.735 blev udført med et skydevåben.

Til sammenligning var der 24.732, der døde af at skvatte...

http://www.cdc.gov/nchs/data/d....pdf


30. jan 2012 kl 10:06

Lars Juul

Terahertzstråling

Selv om der her åbenbart er tale om en passiv detektor, så ligger THz-stråling energimæssigt *under* synligt og infrarødt lys og over RF området.

Der er altså dermed ikke tale om ioniserende stråling som röntgen og UV.

Selvom der har været spekulationer fremme om teoretisk (u)mulige skadevirkninger på arvemateriale, så er der p.t. ikke andre realistiske mekanismer, end at hvis der er nok effekt på strålingen, varmer det vævet op. Nøjagtig som hos mobiltelefoner.

Ydermere er kompakte THz-kilder så svage (mikrowatt), at det ikke slet ikke kommer i nærheden af moderne mobiltelefoner, effektmæssigt. Desuden dæmpes de effektivt af vand, så de trænger kun få mm ind i huden.

Det interessante ved teknologien er dog at man med spektroskopi dels kan gennemtrænge indpakning og ydermere også kan aflæse den "molekylære signatur" der ligger bag. Det er allerede demonstreret for visse former for narkotika og eksplosiver. Det er ikke tilfældigt at størstedelen af forskningsmidlerne i anvendt THz-teknologi kommer fra militære organisationer.


30. jan 2012 kl 10:40

avatar

Steen Jensen

Re: Det skal nok gavne folkesundhede

USA har 800% flere mord pga. skydevåben end Japan har !


30. jan 2012 kl 12:43

Peter Andreasen

Re: Re: Det skal nok gavne folkesundhede

@René Hansen
Så det kunne altså ikke dokumenteres at "- skydevåben rangerer blandt de ti hyppigste dødsårsager i USA.". Og i 2010 er skydevåben ikke engang blandt top femten, de er afløst af lungebetændelse forårsaget af væsker og faste stoffer.... http://www.cdc.gov/nchs/data/n....pdf



30. jan 2012 kl 16:06

René Hansen

Re: Det skal nok gavne folkesundhede

Nu kan man jo lave top-10 lister efter forgodtbefindende, og selv gruppere hvad man finder passende. Og delte man fx listen nr. 1 og 2 (hjertesygdomme og cancer) op i deres respektive mange specifikke diagnoser, ville det utvivlsomt have stor indflydelse på ranglisten :-)

Det ser ud til at antallet af døde pga. skydevåben (og deri medregnes altså også ulykker med skydevåben, selvmord mm.) er faldet lidt de seneste år og nok har skubbet skydevåben ud af dødsårsagernes top 10 i USA.

Men min påstand (som jeg bare huskede som en slags "almenviden") blev umiddelbart bekræftet af bl.a. disse to kilder:

http://library.med.utah.edu/We...html
(6. linje under overskriften - tallene er for 2006).

Wikipedia bekræfter tal i samme størrelsesorden for 2007:
http://en.wikipedia.org/wiki/G...ates

Dykker man lidt nærmere ned i nogle flere tal og lister, falder påstanden lidt fra hinanden (våben som dødsårsag rykker nok ned på 11.pladsen eller deromkring):

Man kan med denne kilde finde selvmord angivet som 10. hyppigste dødsårsag for 2009 (små 37 000 tilfælde), men her er alle metoder medregnet: http://www.cdc.gov/nchs/fastat....htm

Denne kilde har en overskuelig kurve over dødsfald pga. skydevåben (s. 5), hvor det ses at tallet toppede i 1992, og har været svagt faldende siden.

Konklusionen for nyere tid må nok være noget i retning af at:
Dødsfald pga. skydevåben medregnet. selvmord, lige akkurat overstiges af selvmord medregnet skydevåben.


30. jan 2012 kl 16:21

René Hansen

(Edit)

Kunne ikke redigere indlægget, men her er det link jeg ikke fik indsat til kilden med kurven: http://www.uphs.upenn.edu/fica....pdf


03. feb 2012 kl 13:25

Jacob Mathiasen

Og så er det kun et spørgsmål

om tid før de apparater ender i hænderne på folk, som ikke burde have dem. Altså folk og organisationer som ikke kan administrere den magt de giver og som har en dokumenteret fortid for magtmisbrug.. Øhh.. vent.. det er de jo allerede...


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.