Kronik: Byggeriet har nået grænsen for sin formåen
Af Kronikør Erik K. Kristensen ,
torsdag 09. feb 2012 kl. 12:05
Erik K. Kristensen er ph.d., cand. arch., HD i udenrigshandel, konsulent og forsker.
Byggebranchen har nået grænsen for sin formåen, fordi selve byggeprocessen aldrig er blevet (færdig-) industrialiseret. Det køber-styrede byggeri præsterer ringere end moderne sælger-drevne brancher, og konsekvenserne bliver lav produktivitet, høje omkostninger, kvalitetsproblemer, lang produktionstid, sparsom produktudvikling samt manglende udviklingen af ‘rigtige’ virksomheder.
Byggeriets stagnation skyldes altså systemiske barrierer, og det understreger vigtigheden af at undersøge, hvori barriererne for industrialisering af nybyggeriet består, hvilket har været emnet for min forskning, der er udført i Storbritannien.
I den danske byggesektor er det kun produktionen af materialer, komponenter, byggeelementer etc., der foregår industrielt, mens byggeprocessen, hvor disse materialer og komponenter anvendes, er fastholdt i en førindustriel forretningsmodel og produktionsform. Den udeblevne industrialisering og fortsat meget ringe produktivitet er et tegn på, at byggeriet har nået toppen af sit potentiale.
Byggeriet er formet og begrænset af den gamle håndværkskultur, som eksempelvis Mies van der Rohe gjorde opmærksom på i 1924: Industrialisering handler om fundamentalt at omforme byggebranchen og ikke om at rationalisere de eksisterende byggemetoder.
Det indebar den totale destruktion af det kendte byggeri, fordi fremtidens hus ikke kunne bygges af håndværkere. Den ‘kreative destruktion’ har været måden at industrialisere på uden for byggeriet, hvor den ene branche efter den anden blev industrialiseret, selv om det forståeligt nok ikke skortede på modstand i de berørte fag.
Fremtidens byggebranche
Men Mies van der Rohe præciserede aldrig, hvad en fundamental omformning af hele byggeriet præcist indebar. Derfor er det nyttigt at forestille sig, hvordan byggebranchen ville se ud, hvis den skulle modsvare moderne virksomheder, fordi det muliggør en sammenlignende test af barriererne for omformningen fra den gamle til en ny, imaginær version af primært nybyggeriet.
Men først må vi definere begrebet industrialisering. Sædvanligvis forestiller vi os en bestemt måde at producere på, men det er kun den halve sandhed, idet læren fra det første industrialiseringsforsøg (Gutenbergs trykpresse) handler om at erkende, at produktion og salg er hinandens forudsætninger (Mørch 2008).
Gutenberg viste, at industrialisering krævede, at håndværkets traditionelle indkøbsmodel, hvor en kendt opdragsgiver bestiller en specificeret vare til senere levering, erstattes med selv-initieret produktion efterfulgt af salg til ukendte kunder. En innovativ ny forretningsmodel i sin tid, men for byggebranchen stadig ‘farligt ukendt land’, selv om byggefolk vist altid bruger den nye model, når de selv køber bil, vaskemaskine og dagligvarer!
Med udgangspunkt i typiske forhold, der fungerer som systemiske variable i en hvilken som helst branche, opstilles to arketypiske modeller med henblik på at analysere barriererne for forandring fra den håndværks- til den industribaserede model:
Repræsenterer de to modeller to forskellige systemer, hvis elementer ikke kan udveksles og er gensidigt afhængige? Sammenligning og simpel logik viser, at variablene har forskelligt indhold i de to modeller og at de hører sammen som et ‘sæt’ for hver model.
Forretningsmodellen = et styresystem
Ligesom en computer har et styresystem, der afgør hvilket program, der kan afvikles, har alle brancher en forretningsmodel, som afgør brugen af de systemiske variable, som kort beskrevet nedenfor:
Forretningsmodellen: I det nuværende byggeri tager køberen initiativet, organiserer udbudsforretninger, og kontrollerer processen. Køberen fandt sælgeren i alle brancher i den førindustrielle, håndværksbaserede periode. Denne køber-kontrollerede forretningsmodel, KKK, kontrasteres af den sælger-drevne marketing model, SDM, der sejrede i de industrialiserede brancher, hvor sælgeren initierer og driver processen fremad. Rådgiverne udbyder eksempelvis ikke byggeri på markedet, men integreres i bygherrens projekt, og bliver underlagt den køber-styrede model, som stadig dominerer byggebranchen. Offentlige bygherrer er endog tvunget af dansk lov og EU-direktiver til at bruge den gamle køberstyrede indkøbsmodel, mens private bygherrer er stillet frit.
Køberens rolle: I byggeriet er køberen en bygherre, som ansætter de firmaer, der skal udføre projektet, og han er formelt leder af byggeprocessen. Det er køberen, der finder sælgerne i KKK, mens sælgeren finder de ukendte kunder i SDM. Rådgiverne vælger ikke selv, om de vil have bygherrer eller kunder. Den afgørende forskel mellem de to køberopfattelser består i, at bygherren har ledelsesansvar i forbindelse med byggeprocessen. Hvis byggeriets forhold var gældende for andre køb, ville det betyde, at køberen skulle lede produktionen af det købte.
Produktionsmåden: I KKK er det typisk, at deltagerne varierer fra projekt til projekt, hvilket ‘umuliggør’ rationel rutineproduktion. Historisk betyder projektformen, at deltagerne ikke kan danne egentlige virksomheder selv, men bliver ‘nomader’, der vandrer fra projekt til projekt, fordi bygherren har objektiv interesse i sit eget projekt, men ikke i, at deltagerne selv udvikler ‘rigtige’ virksomheder. Derfor er der typisk kun projektbaserede rådgiver- og entreprenørfirmaer i byggebranchen. De industrialiserede brancher har uafhængige, integrerede virksomheder med selvigangsat produktion, marketing og produktudvikling samt egne, interne ledelsesfunktioner.
Ledelse og management: Bygherrens evne til at lede de skiftende deltagere i byggeprojekterne er ofte beskeden, og når der kun findes enkeltopgaver at lede, får industriel management umulige vilkår. Byggeriet foregår på byggepladsen, udsat for vejr og vind og påvirkes af deltagernes varierende evne og vilje til samarbejde, hvilket i praksis gør projektet til en ukontrollabel størrelse, hvor det ikke er muligt at bruge den management, som kendes fra industrien, fordi forudsætningen her er kontrollable interne funktioner. I stedet må branchen bruge førindustriel ledelse såsom Fase-modellen, der fokuserer på bygherrens projekt- og procesproblemer.
Forandring kræver at koden brydes
Byggeriets fundamentale problem er, at de systemiske variable er gensidigt afhængige inden for hver sin model og det er ikke muligt at ‘nøjes’ med at ændre en enkelt variabel. Hvis der opereres med KKK, følger bygherrebegrebet automatisk med (i stedet for kunden), samt det enkeltstående projekt (i stedet for industriproduktion), den gamle byggeprocesledelse (i stedet for management).
Det betyder i praksis, at variablene holder hinanden i skak inden for hver model og derfor udgør systemiske barrierer for udvikling og industrialisering.
Hvis vi vil køre et andet program eller skifte variable, må vi skifte styresystem/forretningsmodel. Det medfører, at variablene ikke kan udveksles mellem de to modeller, og at byggeriet ikke kan dele variable med industriens virksomheder. Udvikling sker ved at bryde den systemiske kode, gennem at skifte alle variable samtidigt. (Der er næppe teknologiske barrierer, men omstilling kræver en solid investering).
Når de systemiske barrierer er erkendt, bliver det straks lettere at forklare de ellers uforklarlige særheder, som byggebranchen er fuld af. Det bliver eksempelvis forståeligt, at kompetencekravene til at lede et rådgivende firma, der servicerer en kendt bygherre, er meget forskellige fra ledelseskravene til en virksomhed med ukendte kunder.
I den første situation med ledelsesfokus på projektet og i den anden med fokus på vigtigheden af marketingfunktionen.
De systemiske barrierer er årsag til, at behovet for industrialisering i byggebranchen ignoreres. Derfor er der et stort behov for yderligere forskning i, hvordan en sælger-drevet model bedst gennemføres.
Læs også:Forsker: Håndværksmentalitet blokerer for effektiv byggebranche
Læs også: Erik K. Kristensens ph.d.-afhandling
35
