Denne sukkerafgift (som også rammer sukkerfri varer) er blot endnu en kilde til finansiering af det store offentlige apparat. Det er i virkeligheden dét, der skal bekæmpes - afgifterne er blot et symptom.
Jeg vil ikke bruge plads her, på at være imod eller at støtte op om disse synspunkter, men gå lige til mit ærinde. Mit ærinde her er, at anskueliggøre hvorfor vi igen og igen skal debattere det samme om og om igen overalt. Når man har læst mit indlæg håber jeg, at man fremover bedre vil kunne sortere i nyhedsstrømmen og debatterne, så man kan prioritere sin kostbare tid her på Jorden noget bedre.
Der findes i industrialiserede samfund 2 modeller, man kan indrette sig efter:
1. Det totalt markedsstyrede kapitalistiske system, hvor kun privatpersoner kan eje og tjene penge og hvor der ikke er noget fælles og dermed ikke nogen fælleskasse, som alle betaler til.
2. Det socialistiske/kommunistiske system, hvor staten i forskellig grad ejer og tjener penge på basale samfundsmæssige virksomheder (banker, energi, etc) og herigennem er selvfinansierende i forhold til det samfund og fællesskab det så understøtter og opretholder.
Problemet er, at vi som folk ikke har valgt side i de to samfundmodeller. Vi kunne ikke blive enige om hvilken af de to modeller vi skulle vælge. Ikke engang gennem demokratiske valg, kunne vi blive enige. Der er udkæmpet krige og mange slagsmål over de to modeller verden over gennem mere end 150 år; men ingen har vundet. Ingen repræsentanter for de to systemer har den dag i dag, noget som helst realistisk bud på, hvordan deres utopier iøvrigt skulle kunne realiseres og fungere tilfredsstillende i praksis.
Af denne grund, har vi af nød - mere end af lyst -, valgt en balancegang mellem de to modeller. Også kaldet velfærdsstaten eller den socialdemokratiske model (uden at ville referer direkte til det eksisterende socialdemokratiske parti!). I denne model som vi så lever i, ejer staten ikke nogle indtjeningsvirksomheder af betydning og må derfor finansiere til samfundets opretholdelse på anden vis. Denne anden vis er skatter i diverse afskygninger.
Det er forholdsvist indlysende, at denne velfærdsmodel med tiden bliver noget ustabil; men da vi som sagt ikke har kunnet løse de grundlæggende ideologiske problemer og vælge klar side fra starten af, er det alligevel den vej vi er gået og der er ikke noget fungerende alternativ i horisonten.
Man kan brokke sig og te sig, men hvad har man tænkt sig at stille op? Alle brokkerierne kan føres tilbage til den uoverensstemmelse jeg har skitseret ovenfor og er derfor triviel. Alligevel skal vi spilde vores gode tid på at høre på det i aviser, TV, radio og alverdens debatter. Spild af tid.
35
