Hackere forsinker togdrift ved at fifle med jernbanesignaler
Det er lykkedes hackere at forsinke togdriften i USA ved at påvirke de computere, der styrer signalsystemet langs skinnerne, fremgår det af et notat fra de amerikanske transportmyndigheder.
Læs mere om
Dokumentation
Det var ikke sne på skinnerne, der i begyndelsen af december forsinkede togafgangene for et nordvestligt amerikansk jernbaneselskab, men derimod et hackerangreb rettet mod de computere, der styrer signalsystemerne langs jernbanestrækningen.
Det fremgår af et notat, der beskriver et møde mellem de amerikanske transportmyndigheder og repræsentanter fra blandt andet den amerikanske transportsektor 20. december 2011, som NextGov.com er kommet i besiddelse af.
Af notatet fremgår det, at togdriften blev forsinket et kort øjeblik, 15 minutter efter at forstyrrelsen opstod.
Hackerangrebet satte ind 1. december og betød altså, at jernbanetrafikken blev forsinket en overgang. 2. december indtrådte, hvad de amerikanske transportmyndigheder beskriver som ‘endnu en hændelse’ kort inden myldretiden. Den anden hændelse fik dog ikke nogen indflydelse på togtrafikken.
Da transportmyndigheden TSA (Transportation Security Administration), som er ansvarlig for sikkerheden i den amerikanske transportsektor, fik mistanke om, at der var tale om et egentlig hackerangreb og ikke en systemfejl, antog TSA's efterforskere, at angrebet kunne udgøre en bredere trussel mod det amerikanske transportsystem, fremgår det af det officielle notat.
Notatet beskriver, hvordan noget kunne tyde på, at angrebet blev udført af personer uden for USA. Undersøgerne fandt frem til to forskellige IP-adresser som blev brugt til angrebet 1. december og yderligere en IP-adresse, der blev benyttet til angrebet 2. december. Notatet nævner dog ikke noget om, hvilke lande IP-adresserne kunne tænkes at høre hjemme i.
Først om mandagen, 5. december, blev en officiel besked sendt ud om, at der var tale om et målrettet angreb. Hvorvidt mere end ét selskab blev ramt af hackerangrebet, melder det officielle notat ikke noget om, ligesom nærmere detaljer om, hvordan angrebet er blevet gennemført, heller ikke er umiddelbart tilgængelige.






