/energi

Statsejede højspændingsnet bliver billigere for kunderne

Danske elkunder sparer over 200 millioner kroner om året på, at staten køber de regionale elnet af de danske elselskaber, viser en beregning fra Energistyrelsen.

Af Magnus Bredsdorff, torsdag 26. jan 2012 kl. 12:58

Der er trecifrede millionbeløb årligt at spare for de danske elkunder, fordi staten køber de såkaldte regionale net.

Selv om købet sker til en pris, der ligger langt over prisen på tilsvarende net i Tyskland, så kan det statslige transmissionsselskab Energinet.dk drive nettene billigere, end hvad de nuværende ejere formår. I dag er nettene ejet af de fleste elselskaber i landet, samt af Frederiksberg og Københavns kommuner.

Læs også: Milliardhandel forgylder elselskaber – kunderne skal malkes i årevis

Ifølge et nyt notat fra Energistyrelsen, der er udarbejdet i forbindelse med forhandlingerne om et energiforliget, sparer elkunderne i år 2020 alene 209 millioner kroner (2011-priser), fordi nettene havner på statens hænder.

Kun omkring en tredjedel af besparelsen skyldes de stordriftsfordele, som Energinet.dk får ved at være alene om at drive nettene med en spænding på 132 kV (øst for Storebælt) og 150 kV (vest for Storebælt).

Hovedparten af besparelsen, 132 millioner kroner, henter kunderne ved, at Energinet.dk modsat elselskaberne ikke skal have forrentet sin investering, fremgår det af Energistyrelsens beregninger.

Læs også: Kritikere: Her fortsætter røveriet af de danske elkunder

De elselskaber, som sælger de regionale net, er ellers ejet af forbrugerne. I princippet kan de derfor vælge at nedsætte deres priser med det beløb, de får i kassen ved salget. Men så simpelt kan man ifølge Energistyrelsen ikke ræsonnere:

'Da de forbrugerejede netselskaber imidlertid i praksis også foretager investeringer i andre områder som f.eks. fibernet, er sammenhængen mellem overskuddene i de regionale transmissionsselskaber og de priser, som elforbrugerne i de relevante distributionsområder betaler i et givet år, imidlertid uklar,' skriver styrelsen.

Embedsmændene har taget udgangspunkt i den pris på 5,7 milliarder kroner, som Energinet.dk har budt for de ti regionale elselskaber. Prisen tager udgangspunkt i den indtjening, elselskaberne ville have haft fra de regionale net de næste 40 år, hvis de havde beholdt dem.

Læs også: Elkunder betaler en milliard for investeringer, der ikke er foretaget

Da de regionale net har vist sig at være en usædvanligt god forretning for elselskaberne, har flere kritiseret, at de nu skal have den fremtidige indtjening i hånden ved et salg. Men trods den beregning af prisen er der altså penge for kunderne at spare, ved at staten overtager nettet.

Læs også: Energiminister: Lukrativt at drive elselskab i Danmark

Handlen ventes afsluttet i løbet af andet kvartal.



26. jan 2012 kl 13:29

Birger Nielsen

Jamen dog...

"Hovedparten af besparelsen, 132 millioner kroner, henter kunderne ved, at Energinet.dk modssat elselskaberne ikke skal have forrentet sin investering"

Princippet kan måske med fordel overføres til andre områder !


26. jan 2012 kl 13:32

Mikael Boldt

Det forstår jeg ikke

Hovedparten af besparelsen, 132 millioner kroner, henter kunderne ved, at Energinet.dk modssat elselskaberne ikke skal have forrentet sin investering, fremgår det af Energistyrelsen beregninger.

El selskaberne får da stadig forrentet deres investering - det er jo derfor el-nettet sælges og foræres væk.


26. jan 2012 kl 14:44

Karsten Pedersen

Horibel overpris

Hvordan kan det blive billigere med den horrible overpris staten skal betale for nettene?
Det er blevet anført at den tilbudte pris var 10X årsomsætningen.
alm . erhvervsvirksomheder sælges til 1-2X årsomsætning


26. jan 2012 kl 14:53

Tommy Schouw Rasmussen

besparelse => skat?!?

At staten vælger ikke at "forrente" investeringen, men alligevel vil drive og vedligeholde nettet betyder vel bare at det vi ikke betaler som "forrentning" får vi lov til at betale gennem skatten eller via nytrykte pengesedler -> inflation.

Lige den del af regnestykket er regulær kassetænkning uden nogen form for reel besparelse.


26. jan 2012 kl 16:33

Birger Nielsen

Re: besparelse => skat?!?

Som jeg forstår det, vil forrentning af investering i privat regie indebære afkast til aktieejere.

I offentligt regie er det tilstrækkeligt, at investeringen er omkostningsneutral, selv om de sikkert gerne ser der også kommer penge i kassen.


26. jan 2012 kl 18:15

Svend Ferdinandsen

Re: Horibel overpris

Da de regionale net har vist sig at være en usædvanligt god forretning for elselskaberne, har flere kritiseret, at de nu skal have den fremtidige indtjening i hånden ved et salg. Men trods den beregning af prisen er der altså penge for kunderne at spare, ved at staten overtager nettet.

Var det ikke mere rimeligt at man baserede prisen på en normal og rimelig forretning.
Altså først tillader man at selskaberne malker kunderne, og derefter betaler man dem for det. De skulle jo nødig miste deres gode indtjening.
Hvilken uddannelse kræves for at få dette til at se rimeligt og fornuftigt ud?
Hvorfor ikke bare ekspropriere det til hardware værdien som ellers.


26. jan 2012 kl 18:25

M. Madsen

Statsejede EL selskaber også tak!

Forestil jer statsejede el-selskaber som kun skulle koncentrere sig om at producere el, og som kun skulle hvile økonomisk i sig selv, se her ville der være penge at spare og meget billigere priser for alle kunder!!!


26. jan 2012 kl 20:53

Erik Herskind

Så mangler vi bare ...

.. en kunde, der lægger sag an, så overskuddet skal betales tilbage til de til en hver tid værende kunder, som med varmeoverskud i Århus...

Det kunne man jo gøre, da den omtalte besparelse nærmest ikke vil kunne ses på el-regningen.


28. jan 2012 kl 19:51

Niels Larsen

Re: Så mangler vi bare ...

Jeg deltager gerne i et gruppesøgsmål.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk