300 mio. kroner at spare på at udskyde sønderjysk dobbeltspor
Hvis man venter med at bygge et nyt spor mellem Vamdrup og Vojens, som regeringen og godsoperatørerne foreslår, bliver projektet op mod 300 millioner kroner billigere.
Læs også
-
Godsoperatører om sønderjysk dobbeltspor: Glem de billige løsninger
-
Blå blok: Pensionskasser kan sikre el-tog til Esbjerg om fire år
Læs mere om
Alt godt kommer til den, der venter, siger ordsproget. Det er i særdeleshed rigtigt for Folketingets trafikpolitikere, der i disse dage hiver både sig selv og hinanden i håret for at finde penge til en lang række trafikprojekter. Og faktisk kan politikerne hente op mod 300 millioner kroner, hvis de kan enes om at udskyde anlæggelsen af et nyt spor i Sønderjylland.
I 2009 valgte politikerne nemlig at fremskynde anlæggelsen af et nyt spor mellem Vamdrup og Vojens ved siden af det nuværende. Strækningen er en af de vigtigste flaskehalse på ruten fra Sverige gennem Danmark til Tyskland. Derfor afsatte politikerne bag trafikforliget 760 millioner kroner til anlægningsprojektet.
114 af de 760 millioner skulle gå til en midlertidig signalteknisk løsning på strækningen. Alle signaler på de danske baner bliver nemlig skiftet ud fra 2017 til 2021, så da man fremskyndede anlæggelsen af den nye bane, accepterede man også at bruge 114 millioner kroner på signaler, der allerede skal skiftes ud igen i 2019. Ved at udskyde projektet til efter 2019, kan politikerne derfor spare op mod 114 millioner kroner.
Men det er ikke alt.
Anlæggelsen af det nye spor vil nemlig kræve så mange lukninger af banen, at banegodsoperatørerne DB Schenker, Hector Rail og DSB, der kører passagertog på strækningen, har bedt politikerne om enten at finde 200 millioner kroner til at flytte det nye spor så langt væk fra det eksisterende, at togene kan køre uhindret i anlægsfasen eller alternativt at udskyde projektet til efter Femernforbindelsen åbner i 2020. På den måde ville operatørerne kunne sende togene over Lolland i den periode, hvor sporene i Sønderjylland skal bygges om.
Hvis man udskyder anlæggelsen af sporet, kan man altså spare op mod 300 millioner kroner.
Læs også: Barfoeds løfte om dobbeltspor blokerer for elektrificering
Umiddelbart har regeringen været mere end villig til at følge operatørernes ønske, fordi man hellere vil bruge de 760 millioner kroner på at elektrificere strækningen mellem Lunderskov og Esbjerg, men Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti vil ikke opgive sporet.
»Vores holdning er den samme, som den hele tiden har været. Der ligger et stort trafikforlig, og aftalerne skal selvfølgelig gennemføres. Det er det, vi går efter,« siger Kristian Pihl Lorentzen fra Venstre.
I Dansk Folkeparti tvivler Kim Christiansen på, at det vil koste 200 millioner kroner at forlægge sporet, som godsoperatørerne ønsker.
»Regeringen og Banedanmark vil jo gerne bruge pengene til at elektrificere for, så de prøver at male et billede af, at det vil blive så dyrt at forlægge sporet, at det ikke kan betale sig. Jeg tror, at det er en lidt søgt problematik, som Banedanmark stiller op,« siger han og fortsætter:
»Med tidligere udvidelser har det slet ikke været så dyrt, så vi andre har jo også en holdning til, om det i virkeligheden kommer til at koste 200 millioner kroner. Det virker bare underligt, at der tilsyneladende ikke længere er brug for det spor, som vi alle sammen var enige om i 2009.«
Politikerne forhandler om et nyt trafikforlig frem til begyndelsen af februar.






