B&O-chef bliver deltidsprofessor på Aalborg Universitet
Forskningschef hos B&O Søren Bech er netop ansat som professor på Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer med en fast ugentlig arbejdsdag i Aalborg.
Forskningschef hos B&O er netop udnævnt som deltidsprofessor på Aalborg Universitet. (Foto: Aalborg Universitet)
Læs også
Læs mere om
En usædvanlig ordning har gjort det muligt for Aalborg Universitet at udnævne forskningschef hos B&O Søren Bech som professor på deltid. Søren Bech får en ugentlig arbejdsdag på universitetet i Aalborg, hvor han vil undervise og vejlede studerende samt indgå i universitetets forskning.
»Det har været meget vigtigt for mig at holde min videnskabelige specialistkarriere i gang, og jeg har deltaget aktivt i alle de forskningsprojekter, vi har i B&O. Men i og med at vi har fået flere og flere projekter, er det blevet sværere for mig, fordi jeg også har det overordnede strategiske ansvar,« siger Søren Bech i en meddelelse om det utraditionelle samarbejde.
»Jeg har ledt efter en model, som kunne give mig bedre mulighed for at fokusere på mit eget specialistspor, og tilbuddet fra Aalborg Universitet passer perfekt med mine ambitioner,« siger han.
Søren Bech er i forvejen adjungeret professor og gæsteprofessor ved McGill University i Canada, University of Surrey i England og Aarhus Universitet.
Institutleder Børge Lindberg fra Institut for Elektroniske Systemer er godt klar over, at en stor tilknytning på seniorniveau til en bestemt virksomhed kan indeholde visse udfordringer.
»Det har vi overvejet nøje. Der er ikke nogen eksklusivitet i ordningen, og vi samarbejder også meget gerne med B&O's konkurrenter. Det har vi en stærk tradition på AAU for at kunne håndtere, og det kan selvfølgelig betyde, at der er emner og projekter, som Søren Bech ikke bliver involveret i, præcis som der kan være ting, han ikke indvier os i,« siger han.
For B&O betyder samarbejdet, at de mere åbne projekter kan få deltagelse af studerende fra universitetet, og Bang & Olufsen får mulighed for at få kendskab til speciale og ph.d.-projekter, der kan bane vej for en senere rekruttering.






