/elektronik

Printet computer på plastik skal afsløre gammel medicin

Norske ThinFilm er på vej med kredsløb printet på plastik, der med både hukommelse og display kan opsamle og vise data.

Af Torben R. Simonsen, mandag 30. jan 2012 kl. 10:09

Det bliver snart muligt bogstaveligt talt at printe en computer direkte på plastik. Computeren vil være udstyret med regnekraft, hukommelse og display og alt sammen påført plastik ved en såkaldt roll-to-roll-proces.

Det er et af resultaterne af norske ThinFilms samarbejde med Xerox-selskabet Parc, der har givet nordmændene adgang til printet regnekraft og displayteknologi, skriver Cnet.

Sammen med et batteri vil teknologien kunne bruges til eksempelvis at opsamle informationer om fødevarer eller lægemidlers opbevaring, så kunder kan sikre sig, at det pågældende produkt har været opbevaret forsvarligt.

ThinFilm har indledt et samarbejde med PST Sensors, en sydafrikansk producent af sensorer, om netop udvikling af en overvågningscomputer til letfordærvelige varer som eksempelvis vacciner. Ifølge ThinFilms administrerende direktør, Davor Sutija, vil prisen på en overvågningscomputer kunne komme ned på 30 cent pr. styk eller omkring et par kroner.

ThinFilm har arbejdet siden 1990’erne på printbar computerteknologi, hvor digital information gemmes ved at ændre retningen på polymerkæder, når der tilføres elektricitet.

Selskabet har ikke mindst store forventninger til det, man populært kalder 'Internet of things', hvor ting udstyres med computerteknologi og kan tale sammen på tværs. Davor Sutija oplyser da også over for Cnet, at selskabet forventer at kunne sætte en trådløs kommunikationsenhed på plastikcomputeren i 2013 eller 2014, så den vil være i stand til at kommunikere trådløst med en mobiltelefon.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.