»Begge mine forældre er akademiingeniører. Lige så kikset som det kan lyde, er jeg nok nødt til at fortælle det alligevel,« ler 22-årige Lise Kjær Andersen.

Hun er netop dimitteret som bygningsingeniør - og som den første diplomingeniør fra Ingeniørhøjskolen i Århus har hun fået et eksamensbevis med lutter topkarakterer. 17 12-taller blev det til.

Selv om rektor Ove Poulsen kalder det ’et enestående tilfælde’ og ekstremt sjældent, så er det ikke noget, Lise Kjær Andersen har spekuleret så meget over, før hun pludselig blev kontaktet af skolens kontor og kommunikationsafdelingen:

»Det er i virkeligheden først gået op for mig nu, at det er noget enestående, som ikke er sket før. Men det er da sjovt, at folk begynder at ønske tillykke, men ellers synes jeg ikke, det er mere fantastisk. Det har jo været en lang proces og er ikke kommet fra den ene dag til den anden. Og det ville heller ikke have været verdens undergang, hvis jeg ikke havde fået 12 i mit afsluttende projekt,« siger Lise Kjær Andersen.

Interessant at regne på noget, der bliver til noget
Den familiære baggrund spiller nok ind på hendes studievalg, men ellers er det i høj grad glæden ved matematik og fysik, og især dét, fagene kan bruges til, der betød, at hun gik direkte fra studentereksamen på Egå Gymnasium og til studiet på Ingeniørhøjskolen i Århus – og ikke mindst et ophold som erhvervspraktikant hos Cowi, da hun gik i 8. klasse:

»Det er nok hos mine forældre, at interessen er startet, men jeg har altid været glad for matematik og fysik, ikke for teoriens skyld, men for at anvende det i praksis. Det er interessant at regne på noget, som bliver til noget, f.eks. en bro. Og det er nok den store interesse, der gør, at jeg har succes med mit studium. Men selve lysten til at blive ingeniør fik jeg nok for alvor, da jeg var i praktik, for det var vildt spændende,« siger Lise Kjær Andersen.

Tid til studenterliv
I løbet af det tre et halvt år lange studium har Lise Kjær Andersen haft, hvad der svarer til en almindelig arbejdsdag fra 8 til 16 på ingeniørskolen plus et par timer ekstra til opgaveregning et par gange om ugen. Herudover sjusser hun sig frem til, at hun nok i snit har brugt en time om dagen til at læse teori – lidt mere op til eksamen.

Hun har hele tiden lagt vægt på, at der skal være tid til både veninderne, kollegielivet og kæresten, Morten, som hun har mødt i Ingeniørhøjskolens fredagsbar, men hun har skippet badminton og håndbold, som hun dyrkede som yngre.

For halvandet år siden valgte Lise Kjær Andersen at flytte hjemmefra og ind på Steen Billes Torv Kollegiet i Aarhus.

»Jeg ville gerne møde nye mennesker og syntes, det var rart at flytte ind et sted med folk fra andre studier, så det ikke var for nørdet. Nu bor jeg sammen med en jurastuderende, en lægestuderende og en, der skriver ph.d. i statistik, og det er fedt at møde folk fra andre retninger,« siger Lise Kjær Andersen.

Nogle søde knejte
Selv om hun var den ene af kun tre kvinder på et hold med 20 mandlige studerende, har Lise Kjær Andersen ikke følt sig særligt udsat, nærmest tværtimod:

»Jeg har det som blommen i et æg. Det første semester gik de nærmest og åbnede døre for én. De er så søde, de 'knejte'. Når man går i byen, har man ikke otte studiekammerater, men otte storebrødre med. Underviserne gør heller ikke forskel på, om man er en lille lyshåret pige eller en stor mørkhåret dreng,« siger Lise Kjær Andersen.

Hun oplevede dog en lille snert af forskelsbehandling, da hun i tredje og fjerde semester havde job som undervisningsassistent for yngre studiekammerater:

»Jeg er meget lille af bygning og ser nok lidt spinkel og sart ud, så det tog en uge eller to i hvert semester, inden de syntes, de ville høre på, hvad jeg sagde. Jeg kan huske, at en af de studerende kiggede lidt mistænksomt på mig, da han spurgte, om jeg mon kunne svare på et spørgsmål om et eller andet emne. Det er ikke sikkert, han har ment det på den måde, men nogle gange har jeg lige skullet overbevise dem om, at jeg godt kan tænke,« siger Lise Kjær Andersen.

Tager en pause
Med sit flotte eksamensbevis som diplomingeniør er hun egentlig klar til at komme ud på arbejdsmarkedet, men Lise Kjær Andersen har valgt at læse videre til civilingeniør, og det er der flere forskellige årsager til:

»For det første er jeg overhovedet ikke træt af at læse, og jeg tror ikke, det skader at have noget mere med i bagagen – uden det på nogen måde skal lyde snobbet, for en diplomingeniøruddannelse er en fin uddannelse. For det andet er jeg ikke helt klar til at slippe studielivet og fredagscafeen endnu – og den fleksibilitet, man har som studerende. Og endelig føler jeg mig ikke helt voksen nok til at gå arbejdslivet i møde,« siger Lise Kjær Andersen.

Sammen med sin kæreste har hun valgt at tage en pause på et semester, inden de begge fortsætter på civilingeniørstudiet. Det halve år skal bruges på en tre måneders rundrejse til Thailand, New Zealand og Australien, som de drager ud på 1. februar. Når de kommer tilbage omkring 1. maj, vil Lise Kjær Andersen prøve at finde et job, inden hun kaster sig ud i studielivet igen.

Job som rådgiver eller forsker
Når hun efter planen bliver færdig som civilingeniør i sommeren 2014, håber hun at få et arbejde som rådgivende ingeniør eller måske som forsker:

»Jeg forestiller mig et helt almindeligt job, hvor jeg på et tidspunkt får lov at komme på et større projekt – måske i udlandet. Teorien interesserer mig også meget; det var derfor, jeg valgte at skrive et teoretisk afgangsprojekt, hvor vi udviklede en beregningsmodel, der bestemmer betonkonstruktioners styrke og fleksibilitet, så hvis jeg får en chance for at forske, vil jeg have svært ved at sige nej,« siger Lise Kjær Andersen.

Artikler som denne og eksponering i andre medier som '12'er-pigen'kunne føles som et pres, når den nyslåede diplomingeniør går i gang med sit civilingeniørstudium, men sådan ser Lise Kjær Andersen ikke på det:

»Det kunne nok lægge et pres, men jeg vil bestræbe mig på, at det ikke gør det. Når jeg har skullet til eksamen, har jeg tænkt, at det kunne vær sjovt med et 12-tal til, men det er ikke noget ved at læse, hvis det hele går op i det. Det ville være træls, hvis det skulle påvirke de næste to år, at jeg skal leve op til det, når det har været så sjovt at læse de første tre et halvt år,« siger Lise Kjær Andersen.