Lollands borgmester: Brug vores ler til at indkapsle atomskrot
En speciel ler fra den lollandske undergrund kan måske bruges til at indkapsle radioaktivt affald fra det japanske atomkraftværk ved Fukushima.
Læs også
-
Ny rapport: Ingen alvorlig risiko ved atomlager ved Østersøen
-
Rapport om atom-ulykke: Chefen gav op og alle styrtede forvildede rundt
Læs mere om
Dokumentation
Den tidligere japanske ministerpræsident Naoto Kan besøger i dag Lolland. I forbindelse med besøget har borgmesteren for Lolland Kommune, Stig Vestergaard (A), foreslået, at ministerpræsidenten kigger på, hvad der gemmer sig i den lollandske undergrund.
Her finder man nemlig store mængder af lerarten bentonit, som måske kan bruges til at indkapsle radioaktivt affald fra atomkraftværket ved Fukushima.
Grunden til, at bentonit potentielt egner sig til opgaven, er, at det indeholder store mænger af smektit.
»Smektit har en række egenskaber. Det er blandt andet godt til at suge vand og kan binde forurenende stoffer til sig. Det kan også fungere som en membran, som kan afgrænse et affaldsdepot,« forklarer Niels Nielsen Foged, Forskningsleder Emeritus ved DTU Byg.
Han var i 90'erne med til at undersøge forekomsterne af betonit, som ligger tæt på Rødbyhavn på Lolland. Det viste sig, at der var tale om mange millioner kubikmeter af lerarten, som lå fra 15 – 50 meter under jordoverfladen og nedefter.
Niels Nielsen Foged og hans kolleger forslog, at den kunne bruges til at lave membraner til lossepladser. Hvis man lagde et lag af den i bunden af en losseplads og derefter tromlede den, ville man kunne skabe en meget stærk membran, som kunne forhindre nedsivning af giftige stoffer.
Det er den samme grundtanke med at anvende bentonit som en isolerende membran, der nu potentielt skal bruges af de japanske myndigheder.
Svenskere planlægger at bruge betonit
Niels Nielsen Foged slår over for Ingeniøren fast, at ideen med at bruge betonit til at indkapsle atomaffald ikke er færdigudviklet.
Der foregår dog en række forsøg med teknikken, og i Sverige er man nået så langt, at der er konkrete planer om at anvende bentonit i et nyt lager til atomaffald.
Bentonitten bliver efter planen én af tre barrierer i den såkaldte KBS-3-metode, som skal anvendes i et depot til radioaktivt affald fra atomkraftværker, der efter planen skal opføres i Forsmark.
I KBS-3-metoden indkapsles det radioaktive affald først i kobberkapsler, dernæst sænkes kapslerne 500 meter ned i undergrunden, hvor de bliver placeret i individuelle huller og hver især omgives af en buffer af bentonit, der forhindrer, at kobberkapslen kommer i kontakt med vand og korroderer.






