Fyring af kendt DTU-professor udløser ballade
Fyring af professor Arne Villumsen som centerleder får formanden for styregruppen for Arktisk Teknologi til at trække sig i protest og i skarpe vendinger angribe direktøren for DTU Byg.
Læs også
-
Meterhøje solfanger-rør pryder Grønlands første ingeniørkollegium
Læs mere om
Lederen af Center for Arktisk Teknologi på DTU Byg (Artek), professor Arne Villumsen, blev i fredags meget overraskende fyret som centerleder af institutdirektør Michael Havbro Faber.
Det bekræfter Arne Willumsen selv over for Ingeniøren.
Arne Villumsen, der havde forventet at gå på pension inden for de næste par år, oplyser, at han gennem det seneste halvanden år har lagt op til et generationsskifte på lederposten. Nu bliver der dog ikke tale om det gnidningsløse skifte på posten, som han havde ønsket.
Arne Villumsen var været en markant leder af centeret i over ti år og har bl.a. været med til at opbygge en ingeniøruddannelse i arktisk teknologi i Sisimiut. Han fortsætter som professor ved DTU Byg og vil også færdiggøre nogle af de planlagte projekter i Grønland i den kommende tid, men uden at have ledelsesansvar.
Arne Villumsen ønsker ikke at give en nærmere uddybning af fyringen, men en forklaring kan måske findes i en kommentar fra formanden for centrets styregruppe, Michael Binzer, der er administrerende direktør for Air Greenland. Han har som en konsekvens af fyringen af Arne Villumsen trukket sig fra sin post i styregruppen.
Michael Binzer siger følgende til avisen Sermitsiaq:
»Jeg sidder tilbage efter tre gode år som formand for styregruppen, men det seneste halve år har desværre været med mange personlige uoverensstemmelser med institutbestyreren for Institut for Byg (Michael Havbro Faber, red.), der har en meget arrogant holdning til, at Artek er et samarbejdsprojekt mellem Grønlands Selvstyre og DTU.«






