IPod-hjulets bagmand designer intelligent termostat
Tony Fadell, som i sin tid designede det berømte iPod-hjul, har nu begået en termostat, der lærer af sine erfaringer.
Tony Fadell, som opfandt hjulet til iPod'en, brillerer nu med denne smukke termostat. (Foto: Nest Lab)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
For en årrække siden gav designeren Tony Fadell iPod’en det smukke og karakteristiske drejehjul – efter sigende stærkt inspireret af Brauns lommeradio T3 – og nu er denne æstetik overført til en intelligent termostat til hjemmet. Termostaten skulle kunne knalde 20-30 procent af elregningen i forhold til en uprogrammerbar termostat.
Men ud over at se godt ud har termostaten fra Nest Labs flere funktioner. Blandt andet kan den efter en uges brug selv indstille sig efter brugerens vaner i de forgangne dage og justerer sig herefter løbende. Plejer man f.eks. at skrue ned for varmen om aftenen inden sengetid, vil termostaten selv sørge for det fremover.
Desuden er den udstyret med en sensor, som gør, at hvis der ikke er nogen i rummet, så sænker den varmen, indtil der igen er nogen i rummet, skriver det svenske teknologisite Ny Teknik.
Læs også: Brænder man penge af ved at spare på nattevarmen?
Termostaten har også wifi og kan fjernbetjenes fra en smartphone. Og så skifter LCD-skærmen farve til rød eller sort, hvis temperaturen i rummet stiger eller falder. Et lille grønt blad på fronten indikerer, at varmen er indstillet efter strømbesparende hensyn.
Termostaten koster ca. 1.400 kroner, men er indtil videre kun til salg i USA – når den altså kommer i handlen igen, for p.t. er den udsolgt.
Se en demonstration af Nest Lab-termostaten i videoen herunder (tryk F5, hvis videoen ikke kommer frem):






