Hvordan klæder man en amatør-astronaut på?
Af Peter Madsen ,
søndag 22. jan 2012 kl. 20:45
Det er faktisk meget vanskeligere end man lige skulle tro. Kikker vi på den professionelle rumfart så kan man se at frem til rumfærge flyvningerne startede i 1981 var svaret entydigt – man skal bruge en trykbærende rumdragt.
Er dette løsningen ? Designet er strømlignet på en CS agtig måde og der indgår to korbogen endebunde. Æstetikken med det store 3 tal og den orange stribe er på plads. Antennerne er ren CS stil - men aligvel - rigtig sexet er den altså ikke.
En rumdragt er, selv i sin simpleste form, noget meget avanceret grej. Kompleksiteten stiger alt efter om den bare skal kunne beskytte astronauten ved tab af kabinetrykket, eller om han skal kunne gå på rumvandring i den - eller skal gå rundt oppe på månen.
Selv niveau 1 - en dragt der beskytter mod tab af kabinetryk er meget svær og kostbar at konstruere.
I højder op til ca. 3 km ( nej, jeg vil ikke benytte flyvningens underlige enheder ) behøver man ikke at foretage sig det store i relation til at skaffe et menneske oxygen nok. Fra 3 km til ca. 10 km kan man klare sig med en oxygenmaske - og fra ca. 10 km og opefter er det nødvendigt med en eller anden form for trykbærende indpakning hvis vi mennesker skal kunne overleve.
Der er dog store individuelle forskelle. Der findes mennesker som bestiger Mount Everest og andre bjergetoppe i over 8000 meters højde uden oxygen. Man falder heller ikke momentant om når trykket når hvad der svarer til 3001 meter - men i de højder vi gerne vil flyve til, altså over 100 km, er der ingen tvivl, der skal man pakkes trykbærende ind.
Man behøver ikke holde 1,0 atmosfære - hvis man kører med en 100 % oxygen atmosfære i indpakningen kan man gå helt ned til omkring 0.25 atmosfære - og dermed opnås nogle fordele. Rumdragter - som altså er en fleksibel indpakning laves altid til ren oxygen og lavt tryk - ellers ville det gå fra svært til umuligt at bøje lemmer eller fingre.
Der er behov for en indpakning - men om den udgøres af en fleksibel dragt - eller af rumfartøjets stive, men meget solide skrog er i princippet lige meget. Når astronauterne i gamle dage havde dragter var det som en ekstra sikkerhed.
I 1981 fløj så rumfærgen første gang. Rumdragter er dyre og besværlige - så man droppede dem, og fløj i noget der minder om en kedeldragt. De havde hjælme, og en pæn blå farve, men de på ingen måde trykbærende.
I 1986 forliste rumfærgen Challenger. Astronauterne om bord omkom, og ville være omkommet uanset hvad de havde haft på.
Foto: NASA
Her ses Challenger´s besætning i "the white room" kort før de går ombord. Billedet gør ondt - ikke bare fordi de omkom - men fordi de omkom mens ingeniører på jorden vidste at det var overhængende sandsynligt at det ville ske. På vej gennem NASA´s mange ledelsesniveauer druknede advarsler om affyring i lave tempraturer og STS 51L fik sit "go ahead" - da de to SRB hjælpetraketter blev tændt var besætningens skæbne beseglet.
Men ved i dag stadig ikke om de var ved bevidsthed efter fartøjet brød op, men det er sandsynligt at de var det i det mindste i en kort periode. Havde de haft rumdragter på havde de måske kunnet være ved bevidsthed hele turen ned fra et apogee i ca. 18 km højde, men de var stadig omkommet ved nedslaget. Spørgsmålet er om det objektivt set havde været bedre.
Efterfølgende opgav NASA at opfatte rumfærger som rutinemæssig billig adgang til rummet, og b.la. dragtsagen blev taget op. Fra Challenger og frem har rumfærge astronauter fløjet i en forsimplet, men trykbærende overlevelsesdragt. Der findes egentligt ikke så mange senarier hvor den redder liv, men den ser i det mindste meget sejere ud styrthjelm / kedeldragt modellen før Challenger.
Foto NASA.
Space Ship One astronauterne havde ikke rumdragter - eller dragter som post Challenger - astronauter. Der er heller ikke nogen planer om at Virgin Galatic Space Ship Two astronauter skal have trykbærende beklædning. Det er ganske enkelt så vanskelig en opgave at løfte at man vælger at satse på at selve yderskroget holder.
Det er ikke så dumdristigt som det måske lyder.
Skal vi bygge fly, rumskibe og undervandsbåde er der gode til at styrte / gå ned - og som man kan overleve katastrofer med - eller skal vi bygge og operere dem så det ikke sker?
Det er faktisk svære valg. Man har for mange år siden opgivet at redde flypassagerer hvis noget sker med flyet. Man overlever flyvning ved at lande mere eller mindre kontrolleret, ellers ikke. Husk det, næste gang du læser avis under take off. Det er alvor, det der sker omkring dig. Mange steder i et fly vil man kunne finde enkeltkomponenter som er så kristiske at hvis de fejler er det slut. Man kunne i det mindste have så meget respekt for situationen at man sætter sig til rette og mærker denne maskine som man nu har valgt at vie sit liv til.
Vestlige undervandsbåde ( og vores egen Nautilus ) er i dag uden trykbærende vandtæt inddeling - så punkteres et sted på en sådan ubåd går den ned. Punktum. Russerne ser anderledes på det - de har omfattende vandtæt inddeling - men de har også mange flere forlis. '
Ved Kursk katastrofen betød netop vandtæt, trykbærende indeling at en lille del af besætningen kunne overleve nogle dage mere i en delvist oversvømmet sektion. Igen er det et spørgsmål om det var det værd. Russerne valgte at lade dem omkomme, for at undgå at tabe ansigt ved at lade vestlige ( Norske og Brittiske ) dykkere og DSRV fartøjer redde de indespærede. Om det valg giver Putin større respekt er nok et sprøgsmål også.
Men tilbage til raketterne...
I von Bengtsons rumskibsdesign afdeling er der ingen tvivl - vi flyver i "skjorteærmer" lige som Virgin Galatic, og pre Challenger rumfærger. Vi kører med en 1.0 atm alm luft atmosfære - som renses for C02, og tilsættes oxygen. Den nye kapsel er dog så stor at den helt uden nogen anstalter kan holde en person med luft i seks timer - og den længste flyvetid vi tænker i er omkring 15 minutter. Man kunne reelt helt droppe et Life support system, selvom det lyder underligt.
Hvis jeg skulle klæde en CS astronaut på ville jeg tænke meget mere i at beskytte ham mod at få det for varmt eller for koldt, og give ham en rimelig chance til havs efter en nogenlunde blød landing. Men at beskytte mod vakuum, i en fleksibel dragt er meget vanskeligt - og ressourcerne kan bruges bedre andre steder.
Andet emne:
Vi leder efter en tre kro til drejebænk. Vi har erkendt at vores dinosaurus drejebænk kan meget mere end bare dreje monster emner som f.eks. ø 700 flanger og HEAT dyser. Med sin overlegne stivhed, maskinkraft og nøjagtighed kan den sagtens bruges til mindre emner også.
http://youtu.be/vxtwP916wys
Her ses drejning af SMARAGD dyse - ø 140 mm, 244 rpm med en spån på 10 mm. Optagelsen er lavet ved 300 fps.
Begrænsningen rent praktisk er at dens plan opspænding med fire individuelle spændebakker koster en del tid. Hvert nyt emne skal rettes op - og det ville være fikst at have en 3 bakke til mindre ting. Den kunne så komme i, rettes op en gang - og så kører Dinosaurus maskinen som en lidt mere normal drejebænk.
Hvis der dybt inde i et mørkt værkstøjsskab et sted i dansk maskinindustri henstår en gammel, glemt trebakke - gerne lidt bastant i størrelsen og gerne med hhv. indvendige og udvendige spændbakker til - må man gerne tænke på CS. Den ville kunne gøre megen lykke her.
Peter Madsen
31
