Undersøisk radar skal vride mere olie ud af undergrunden
NKT Photonics genbruger teknologi fra optimering af vindmøller til radar, der kan øge udvindingen af olie i eksempelvis Nordsøen.
Det fiberoptiske net virker som en radar, der kan afsløre olieforekomster i undergrunden. (Illustration: NKT Photonics)
Læs også
Læs mere om
En ny teknologi, der er udviklet til at optimere vindkraftproduktion, kan nu overraskende nok blive en værdifuld håndsrækning til den danske olieudvinding i Nordsøen. Den er nemlig for nedadgående, fordi omkostningerne med at få den resterende olie op af undergrunden overstiger gevinsterne.
I udviklingen af teknologien har NKT Photonics kunnet genbruge viden fra et forskningsprojekt om bedre udnyttelse af vindenergi.
»Vi deltager i et projekt sammen med DTU Vindenergi, der er støttet af Højteknologifonden, hvor vi udvikler optiske målesystemer, som kan kigge frem foran vindmøllen og se vinden, før den rammer vindmøllen. Det har den fordel, at man kan styre vindmøllen bedre, og man kan optimere den effekt, der kommer ud af vindmøllen. Vi kan også eventuelt gøre møllen større i forhold til en given placering eller reducere materialeomkostningen på en vindmølle,« fortæller Chief Technology Officer i NKT Photonics Christian V. Poulsen.
Fokus i projektet har fra NKT Photonics side først og fremmest været at få udstyret til at blive så billigt og robust som muligt og så også at reducere udstyrets eget støjniveau.
»Når man skal have optiske målesystemer op i vindmøller, så skal de være så støjsvage som muligt, og så skal de heller ikke koste for meget,« uddyber Christian Poulsen.
Og det er præcis de samme forhold, som har gjort sig gældende for selskabets arbejde med tilsvarende teknologi til olieindustrien.
»Vi har faktisk arbejdet på løsninger til olieindustrien i seks år, så det er resultatet af et længere projekt. Og da vi kom med i projektet fra Højteknologifonden, anstrengte vi os decideret på kostpris og støj, og dér kom vi lige under den trigger, der gjorde, at det her blev ekstra interessant,« siger Christian Poulsen.
Netværk af lasersensorer
Kort fortalt består de systemer, som NKT Photonics leverer lasere til, af et netværk af tusindvis af lasersensorer – såkaldte optiske interferometre, der strøes ud på havbunden og fiberforbindes med en lyskilde på en platform.
»Oven på vandet vil der sejle både, der giver lydsignaler ned, og de vil få de forskellige sedimenter under havbunden til at reflektere lyden og påvirke de optiske sensorer, der ligger på havbunden, så det er klart, at det er meget svage påvirkninger, som vi skal kunne registrere,« uddyber den tekniske direktør.
Nettet af sensorer på havbunden vil ifølge Christian Poulsen fungere som en syntetisk apertur-radar (SAR):
»Alle de mange sensorer på havbunden virker som én stor sensor, fordi man kender fasen imellem dem præcist på grund af vores laserlys. På den måde får man en meget stor radar, der kan kigge ned i undergrunden.«
Og kunderne i olieindustrien er allerede ved at line op hos NKT Photonics i Birkerød nord for København.
»Vores lasere er netop nu ved at blive installeret i Nordsøen og i et sydamerikansk land. Hvis man kan eftervise den forventede forbedring, kan systemet overføres til verdens store oliefelter, og vi ser derfor åbenlyse kommercielle muligheder i denne teknologi,« forklarer Christian Poulsen.
Han tilføjer, at NKT Photonics på dette marked konkurrerer med løsninger, der typisk er elektriske systemer, der bruger højeffektelektronik, som skal ned i saltvand, hvilket begrænser udstyrets levetid:
»Vi har et godt kendskab til fiberkablers levetid i saltvand, da der er kabler, der har ligget på havbunden i over 30 år, så det vigtige her er ikke mindst pålidelighed. Det felt, vi taler om, ud for Sydamerikas kyst er på dybt vand, og alene det at lægge måleudstyret ned er halvdelen af omkostningerne, så det er vigtigt, at man tror på, at det kan leve i hvert fald i ti år. Det gør en kæmpe forskel.«
Ifølge Christian Poulsen er der i olieindustrien kommet en forståelse af, at jo før man tager avanceret ny teknologi i anvendelse, desto mere kommer man til at få ud af sit oliefelt. En del af pointen med NKT Photonics' løsning er netop at få mere olie ud af et eksisterende oliefelt. Beregninger har vist, at teknologien kan give et ekstra udbytte på mellem tre og fem procent.
Alene for Danmark vil hver ekstra procent, som kan hentes op af undergrunden, svare til en bruttoværdi på 60 milliarder kroner.






