/energi

Statsrevisor om fejl i pesticid-rapport: »Dybt beklageligt«

To statsrevisorer slutter sig nu til koret af højlydte kritikere, der kræver en redegørelse af, hvordan det kunne ske, at Naturstyrelsen udsendte en fejlbehæftet rapport om pesticider i grundvand. Styrelsen nægter at lade sin fejl i Rigsrevisionens rapport få konsekvenser.

Af Julie Ring-Hansen Holt, fredag 20. jan 2012 kl. 11:42

Statsrevisor Kristian Jensen (V) mener, at det er »dybt beklageligt«, at den rigsrevisionsberetning om statens sikring mod pesticider i grundvandet, som de skulle kommentere, har været fejlbehæftet, og at nogle af de kritikpunkter, de har udtalt sig på baggrund af, ikke har været korrekte.

»Det er et problem for os, for vi har naturligvis ikke mulighed for at gå ind og efterprøve alle de oplysninger, der ligger i det materiale, vi får. Derfor skal oplysninger fra for eksempel Naturstyrelsen være korrekte.«

I Rigsrevisionens beretning fremstod flere vandværker, som om de ikke har overholdt reglerne i perioden 2001-2009, fordi de kun har analyseret for 20 stoffer. Men værkerne har overholdt reglerne, fordi de i den periode netop kun skulle analysere for de 20 stoffer.

Statsrevisorerne – seks politikere – vurderede efterfølgende den samlede beretning, og ud fra den anlagde de et vist niveau af kritik. I tilfældet med beretningen om statens sikring af grundvandet mod pesticider, var kritikken af Miljøministeriet hård.

På den skala for kritik, som statsrevisorerne arbejder med, lå kritikken på et niveau syv ud af ni.

»Det var en barsk kritik, fordi vi kunne se, at der var en stribe af fejl. Men hvis striben i virkeligheden var kortere, så har vi da et problem. Det betyder ikke, at der ikke er anledning til at give kritik, men den kritiske vinkel havde været mindre og vores udtalelser havde været anderledes,« siger Kristian Jensen, der ikke vil vurdere, hvilken konsekvens fejlen skal have for Naturstyrelsen.

20 var o.k.
Også statsrevisor Mogens Jensen (S) mener, at det er meget uheldigt, hvis Naturstyrelsen har begået en fejl. »Selvom fejl jo kan ske,« siger han og forventer, at miljøministeren – og Naturstyrelsen – vil redegøre for sagen.

I Rigsrevisionens beretning om statens sikring af grundvandet mod pesticider står der, at kun 74 procent af de små vandværker, 82 procent af de mellemstore værker og 98 procent af de store værker fik analyseret for de pesticider, de skulle, i perioden 2001-2009.

Men det er ikke rigtigt, for indtil 2005 var det i orden kun at teste for 20 stoffer i stedet for 21. Og ifølge Geus, som står for indsamlingen af data, har de fleste testet for 20 stoffer i perioden.

Naturstyrelsen foretager sig intet
Miljøminister Ida Auken skal komme med en officiel redegørelse senest den 22. februar, men ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere sagen. I stedet henviser hun til Naturstyrelsens ledelse.

Vicedirektør og ansvarlig for vandområdet i Naturstyrelsen Helle Pilsgaard siger, at det er »ærgerligt«, at Naturstyrelsen ikke var opmærksom på den omtalte fodnote i vejledningen fra Miljøstyrelsen fra 1997.

»Naturstyrelsen beklager de gener, som vandværker måtte have haft af, at tallene ikke i udtrækket i Rigsrevisionens beretning ikke er helt præcise, men derudover vil vi ikke foretage os yderligere,« siger Helle Pilsgaard.

Professor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet Henning Jørgensen har tidligere kaldt Naturstyrelsens fejl dybt, dybt uheldigt. Også selvom det ’kun’ har påført vandværkerne gener.

»Jeg tror, der er mange, der vil bagatellisere det og sige, at det bare var 1 stof ud af 21, men en offentlig myndighed må altså have en kvalitetskontrol af sig selv og sørge for, at det helt basale er i orden. Ellers har det konsekvens for mange. Så jeg bagatelliserer det ikke,« siger han.

Når statsrevisorerne har modtaget miljøministerens redegørelse i februar, skal statsrevisorerne behandle den på et møde i april.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk