Skudsekunder lever videre – foreløbig til 2015
Den internationale teleunion har besluttet at udskyde en afgørelse om skudsekundernes fremtid til 2015.
Læs også
Der kunne ikke opnås enighed om at afskaffe skudsekunderne på ITU’s Radiocommunication Assembly i Geneve torsdag.
USA var den mest markante fortaler for at afskaffe skudsekunderne, mens Storbritannien talte varmt for at opretholde skudsekunderne, som med mere eller mindre regelmæssige mellemrum indføres for at holde tiden bestemt ud fra atomure overens med den astronomiske tid, som er bestemt af Jordens rotation.
I stedet for en afstemning blev der i stedet opnået enighed om at udskyde den endelige behandling til 2015. Denne beslutning skal formelt konfirmeres af World Radiocommunication Conference, som begynder i næste uge.
Radiocommunication Assembly og World Radiocommunication Conference holdes normalt med 3-4 års mellem, hvor de 193 medlemslande i ITU mødes for at fastlægge internationale standarder.
Den britiske seniorforsker Peter Whibberley fra National Physical Laboratory, der leder den britiske delegation, erklærer til BBC, at han er tilfreds:
'Resultatet sikrer Storbritanniens ønsker om en bredere debat af konsekvenserne af at afbryde sammenhængen mellem UTC (den koordinerede universaltid) og soltiden før en endelig beslutning tages'.
Denne problemstilling har dog allerede været drøftet i en ITU-arbejdsgruppe siden 2000.






