Leder: Elmarkedet er et pseudomarked - beskyt andre områder
Læs også
-
Milliardhandel forgylder elselskaber – kunderne skal malkes i årevis
-
Elselskaber: Nu har vi fjernet vildledningen fra vores prisportal
-
Private trodser uoverskueligt elmarked: Strømmer til fælles indkøbsordninger
-
Elbranchens organisation: »Vi er klar til et grundigt service-eftersyn af elsektoren«
-
Ingeniørens Visionarium: Kedelig el skal sælges med spændende apparater
Læs mere om
Det er svært at finde penge i kommunal økonomi til at renovere nedslidte skoler eller bygge en svømmehal. Der vil være sparetider, så langt øjet rækker.
Derfor vil flere og flere kommuner fristes til at sælge ud af arvesølvet, som ud over jordbesiddelser kan være selskaber inden for fjernvarme, spildevand og affald. Kommunen har interesse i at sælge så dyrt som muligt - med det resultat, at en privat køber vil sende regningen videre til borgerne på et forsyningsmarked, der reelt ikke er udsat for konkurrence.
Frasalg af selskaber, som når København vil sælge sit regionale elnet til Energinet.dk for et trecifret millionbeløb, bliver de facto-skattepolitik via forbrugsregningerne.
Det kom allerede til udtryk, da Gentofte solgte Nesa til Dong, og det bliver nu gentaget i Herning, hvor kommunen har solgt sit fjernvarmeværk til Dong, og i Nordsjælland, hvor varmekunderne kæmper for at slippe fri af tyske Eon's høje priser.
Kort og godt kan det konstateres, at privatisering af offentligt ejet infrastruktur nemt går galt. Det har Ingeniøren dokumenteret gennem det seneste halve år i en række artikler om liberaliseringen af elmarkedet, der nok har givet virksomheder billigere strøm, men har gjort det dyrere at være privat elkunde - alt for dyrt.
Skal vi undgå den samme ulykke for fjernvarme, affald og vand, bliver politikerne nødt til at lovgive på en måde, så aktørerne på det liberaliserede marked presses på prisen.
Det har vist sig langt vanskeligere at kontrollere elbranchen, end nogen havde troet. Forventningen var, at man kunne gøre som med telebranchen, hvor kapitalstærke konkurrenter fra Sverige, Norge og Frankrig på den ene side sørgede for at holde myndighederne til ilden og på den anden side med nye teknologiske muligheder gennem mobiltelefoni kunne udfordre den daværende livsnerve i TDC - kontrollen med det rå kobber.
Elforsyning, fjernvarme, affald og vand er imidlertid noget helt andet. Medmindre vi finder ud af at bygge Tesla-tårne, skal strøm flyde gennem kabler, skraldeposer skal afhentes, og vand pumpes gennem vandledninger og afledes i kloakrør. Ny teknologi kommer derved næppe til at åbne disse markeder, hvorfor vi er tilbage ved markedskræfterne, der er alt andet end frie.
Når vi shopper efter et billigere elselskab, vedrører det kun det kvarte af elregningen. Resten er afgifter og betaling for infrastruktur. Og det elnet, der i televerdenen lå samlet i ét selskab, er spredt mellem Dong, Seas og et stort tocifret antal jyske og fynske selskaber. Forbrugerne er stavnsbundet, og mange betaler for meget. Således varierer tarifferne med op til 250 procent.
Et samlet folketing vil nu endelig til at kulegrave området og vurdere, om myndighederne har haft tilstrækkelig snor i elselskaberne. Resultatet af dette arbejde bør bruges til at minimere skaden for en branche ved eksempelvis at stille krav til åbenhed, effektivisering og maksimalpriser (som vi kender det fra EU's aftale med teleselskaber om data-download).
Men især skal vi undgå, at vi ud fra de bedste intentioner om at konkurrenceudsætte endnu et infrastrukturområde gør danskerne en bjørnetjeneste. Telebranchen kan ikke bruges som benchmark.
