Dansk teknologi på vej: Nye løbebukser høster selv energi til GPS'en
Løbebukser med makrofiberkomposit genererer nok strøm under en løbetur til, at sensorer kan indsamle GPS-position eller data fra kroppen og sende dem videre.
Multimedia
Video:
Se løbebukserne der laver strøm
Infografik:
Sådan skal dine løbebukser opsamle energi
Læs også
-
Fabrikkens rystelser bliver til strøm med minimal energihøster
Læs mere om
Det danske teknologiinstitut Delta har udviklet et par løbebukser, der kan udnytte den bevægelsesenergi, som kroppen skaber under løb. Løbebukserne er udstyret med makrofiberkomposit - et piezo-elektrisk materiale - som er placeret på bagsiden af lårene ca. en håndsbredde over hver knæhase.
Hver gang benene bøjer, bøjer makrofiberkompositten også, og en lille strøm bliver genereret. Det kaldes energy harvesting, eller energihøst.
»Vi har arbejdet med tre hovedparametre: at finde en energikilde i tøj, der er vedvarende, at gøre det på en måde, så det ikke er til gene for brugerne, og endelig at finde ud af, hvor meget energi, vi kan høste,« siger Thomas Sørensen, seniorkonsulent ved Delta og en af ophavsmændene til løbebukserne.
Ideen til de strømgenererende bukser opstod i kølvandet på intelligent tøj. Det vil sige tøj, der er fyldt med små kredsløb, som eksempelvis kan få tøjet til at lyse, give varme eller indsamle en GPS-position.
»Alle de her ting, de skal forsynes med en eller anden form for energi, og så længe den ikke er i tøjet, falder resten lidt til jorden, og det er egentlig det, vi har kigget på,« siger Thomas Sørensen.
Valget af teknologi faldt på makrofiberkomposit efter overvejelser om at udnytte den energi, der opstår, når løbeskoene rammer jorden - eller den varme, kroppen genererer.
Sko-løsningen ville kræve upraktiske ledninger fra skoene, og udnyttelse af varmeenergien fungerer i praksis som en meget ubehagelig afkøling af kroppen, fortæller Thomas Sørensen.
»Der er et varmeflow, når vi omdanner varmen til elektricitet. Det svarer til, at vi leder varme væk fra kroppen, og det er ret ubehageligt at gå med, for det er iskoldt,« siger han.
Makrofiberkomposit har dog vist sig heller ikke at være uden udfordringer.
»Vi testede det ved sidste års DHL-stafet (et motionsløb for virksomheder, red.). En af udfordringerne var, at kroppen jo ofte er svedig. Og ved små strømmængder betyder det, at lækstrømmen kan blive enorm. Men det fik vi styr på, og vi er faktisk ret glade for og stolte over resultatet,« siger Thomas Sørensen og tilføjer:
»Nu har vi bevist, at vi har noget, der virker, og at vi kan byde ind med noget tøj, der kan klare sig i et generelt hårdt miljø, eksempelvis i forhold til sved,« siger Thomas Sørensen og pointerer, at bukserne også kan holde til både vaskemaskine og tørretumbler.
Bukserne genererer i deres nuværende form ca. ½ millijoule pr. kilometer, og det er ifølge Thomas Sørensen nok til at lave en sensoraflæsning for hver 25. meter, eller nok til én sensoraflæsning med trådløs transmission fra løberen i løbet af en løbetur på 2,5 km.
Da der foreløbig er tale om en prototype, er Thomas Sørensen sikker på, at energiudnyttelsen vil kunne øges i fremtidige versioner, eksempelvis ved sætte mere makrofiberkomposit på bukserne. Den fremgangsmåde er dog ikke helt problemfri, da det piezo-elektriske materiale godt kan mærkes af løberen.
Strømmen fra bukserne vil også kunne øges ved at at indarbejde makrokomposit-materialet i selve stoffet, fortæller Thomas Sørensen:
»Det kan faktisk laves helt ned på fiberniveau.«
De indsamlede data, som sensorer i tøjet kan registrere på baggrund af den selvskabte strøm, kan være alt fra GPS-position til puls og varme, hvilket med regelmæssige mellemrum vil kunne sendes til en mobiltelefon, hvor brugeren kan aflæse dem, fortæller Thomas Sørensen.
»Jeg tror, at denne teknologi virkelig kan vise sit værd inden for områder, hvor vi i dag ikke har haft mulighed for eller erfaring med at bruge teknologi, f.eks. i modeindustrien, hvor nyt sjovt tøj vil være en mulighed,« siger Thomas Sørensen.






