PCB-rensning i Farum Midtpunkt vil koste 950.000 kroner pr. bolig
Prisen for at fjerne det giftige PCB fra 295 lejligheder i Farum Midtpunkt ender omkring 283 millioner kroner. Men det kan ikke gøres billigere, mener boligselskabet.
Multimedia
Infografik:
Her er planen der skal rense Farum-lejligheder for PCB
Kan ler binde PCB?
»Det er meget besværligt at fjerne PCB, der er trængt få millimeter eller centimeter ind i betonelementernes overflade,« begrunder seniorforsker Lars Gunnarsen fra Statens Byggeforskningsinstitut.
Hvis leret blandes med et opløsningsmiddel, er håbet, at PCB'en vil migrere fra betonen til opløsningsmidlet og dér binde sig til lerpartiklerne, efterhånden som opløsningsmidlet fordamper. Derefter kan leret skrabes af væggen og opsamles.
Endnu foreligger der ikke endelige målinger af forsøget, men ifølge Lars Gunnarsen er den teoretiske forklaring på leropløsningens egenskaber troværdig.
Læs også
-
Farum-fund: Tre fjerdedele af bygningsfuge var ren miljøgift
-
Nu skal vi have svaret: Hvor udbredt er miljøgift i danske bygninger?
-
Beboere i Farum Midtpunkt har 2-3 gange så meget PCB i blodet som kontrolgruppe
-
Derfor er PCB i bygninger farligere i dag end for 40 år siden
Læs mere om
Det kommer til at koste beboerne i landets almene boliger 283 millioner kroner at rense miljøgiften PCB ud af 295 lejligheder i Farum Midtpunkt. Det viser foreløbige tal fra boligselskabet KAB, der administrerer lejlighederne i Farum Midtpunkt - herunder de seks blokke i de såkaldte Birkhøjterrasser, hvor der er fundet PCB i fugerne.
»Vi ender nok på en pris omkring 950.000 kroner pr. lejlighed,« fortæller teknisk chef i KAB, Torben Trampe.
Aftale i to etaper
KAB indgik kort før jul en aftale med entreprenøren Enemærke & Petersen om renoveringen af de seks blokke med 295 lejligheder. Entreprenøren har afgivet to tilbud: et på renoveringen af den mindste af de seks blokke, hvor man kan teste og optimere renoveringsmetoderne, og et andet tilbud på de resterende fem blokke.
Enemærke & Petersen vandt med et tilbud på 43 millioner kroner for at fjerne PCB'en i de 35 lejligheder i den første blok og genetableringen af boligerne. Så i den første blok ender prisen altså på over en million kroner pr. lejlighed.
»Men så skal de helst lære så meget i den første blok, at prisen falder en del på resten af blokkene,« understreger Torben Trampe.
Det regner entreprenøren tilsyneladende også med, for han skal 'kun' have 923.000 kroner pr. lejlighed for at rense PCB'en væk i de resterende 260 lejligheder . Dermed er den samlede håndværkerudgift 283 millioner kroner. Prisen dækker dog også reparationer, som ikke er relateret til PCB-forureningen. Bebyggelsens lavtage bliver lappet, og gangstrøg moderniseret. Oveni kommer så udgifter til genhusning af beboerne.
Landsbyggefonden betaler
Den slags beløb vil lejerne i de 295 lejligheder aldrig kunne betale, så regningen for både håndværkerarbejde og genhusning ender hos Landsbyggefonden - den pengetank, som alle beboere i ældre almene bebyggelser betaler til.
Prisen er markant højere end de 500.000 kroner pr. lejlighed, som KAB regnede med i maj 2011. Forklaringen på fordyrelsen er dels, at det har vist sig sværere at komme virkelig langt ned i PCB-koncentration, end man forventede, og dels, at KAB nu går hele vejen og stripper lejlighederne fuldstændigt for at være sikre på at få bugt med PCB'en. Desuden udføres der som nævnt lidt forbedringer i blokkene.
Det store spørgsmål er imidlertid, om det er økonomisk fornuftigt at investere 283 millioner i nogle 35 år gamle betonboliger.
Det mener KAB's byggedirektør, Rolf Andersson, at det er:
»Det er selvfølgelig afsindigt mange penge at bruge på en renovering, men prisen for at rive ned og opføre noget nyt er omkring 1,8 millioner kroner pr. lejlighed. Så renovering er stadig en god forretning. Desuden får vi og sektoren stor viden om at håndtere PCB, som vil gøre de næste saneringer meget billigere,« siger han.






