/transport

Peugeot trækker sig fra Le Mans

Et vigende bilmarked i Sydeuropa betyder, at Peugeot trækker sig med omgående virkning fra Le Mans-serien. »Carte blanche til Audi,« siger Le Mans-legenden John Nielsen.

Af Andreas Lang Hedegaard, torsdag 19. jan 2012 kl. 15:28

De seneste år har fans af racerløbet Le Mans været vidne til nogle episke kampe mellem Tyskland og Frankrig, men det er slut nu, for Peugeot kommer ikke til at vifte med le drapeau tricolore længere over den traditionsbundne franske racerbane.

Peugeot trækker sig fra Le Mans-serien og langdistanceløb og overlader dermed scenen fuldstændig til tyske Audi, der har domineret løbet med 10 sejre ud af 12 siden 2000.

Den officielle forklaring fra Peugeot er, at man lancerer fem nye modeller i 2012 og derfor ikke har økonomien til også at finansiere racerteamet.

Peugeots danske pressechef afviser, at årsagen har noget med den teknologiske udvikling at gøre, nu hvor hybridbilerne endelig er på vej ind serien.

»Det har ikke været på grund af det tekniske, eller at vi har følt, at vi var bagud med vores hybrid, for den har vi jo testet i lang tid. Nej, det er simpelthen på grund af det finansielle, at man har trukket i bremsen,« forklarer Hanne Sørensen.

Salget hos Peugeot/Citröen-koncernen faldt sidste år med ni procent, og specielt på det sydeuropæiske marked, hvor de franske biler traditionelt har stået stærkt, er de to bilmærker gået tilbage.

2012 bliver hybridens år

2012 er ellers året, hvor hybridbilerne for alvor rykker ind i Le Mans. Den store nyhed, indtil Peugeots exit, var, at Toyota er tilbage efter flere års fravær og tilmed med en benzinhybrid.

Audi opruster også med deres R18, som blev introduceret sidste år, med en mindre 3,7 liters V6’er. Iagttagere har set Audi teste bilen i en opdateret version, som med stor sandsynlighed kører med hybridkomponenter.

John Nielsen er tidligere Le Mans-kører og var blandt andet med til at udvikle supersportsvognen Jaguar XJ 220. Han synes, det er ærgerligt, at Peugeot trækker sig fra Le Mans-serien nu.

»Peugeot har lige givet Audi carte blanche. Audi kommer til at køre solo, for man kan ikke forvente, at Toyota vinder i deres første sæson.«

Sjovt nok var Peugeot faktisk først med hybridteknologien i Le Mans-serien med deres 908 HY, som de viste allerede i 2008. I marts 2011 viste de 908 Hybrid4, som blev testet fra oktober sidste år, og man må formode, at den har været færdigudviklet og klar til dette års Le Mans, inden direktionen gav racerholdet kniven, ifølge det engelske magasin Racecar Engineering.

Selvom John Nielsen finder det trist, at det ene store fabrikshold trækker sig, så glæder han sig alligevel over den teknologiske udvikling, hvor han kun ser hybridteknologien som første skridt.

»Det er selvfølgelig spændende at se, hvordan Toyota klarer sig, når de kommer med en benzinmotor, parret med elmotor. For Audi og Peugeot har jo påstået, at den eneste grund til, at dieselbilen vinder på Le Mans, er, at der ikke er en fabrik, der udvikler på en benzinbil, og derfor er dieselmotoren så meget bedre. Men det får vi selvfølgelig svar på nu, hvor Toyota kommer på banen,« forklarer John Nielsen.

Peugeot 908 Hybrid4

Peugeots nyeste hybrid var en videreudvikling af 908, som deltog i 2011 løbet med en 3,7 twinturbo diesel-V8’er med 550 hk. Men ud over dieselmotoren, var bilen også udstyret med et lithium-ion-batteri, som opsamlede op mod 500 kJ bremseenergi og kunne sende 60 kW tilbage igennem drivlinjen. Bilen opfyldte kravene til hybridbiler på Le Mans, nemlig at kunne køre pittens længde kun på el.



19. jan 2012 kl 17:30

Benny Olsen

Hvad med teknikken?

Nu er udskylningen for at bruge så mange penge på legetøj, at det tvinger udviklerne til at finde på løsninger, som med tiden kan bruges i almindelige biler.

Et krav anno 2012 bør være at der kun må bruges biobrændstoffer som ethanol og metan, og brint, og ikke meget mere end tilstrækkelige kilo joule end til at give lidt spænding om udfaldet, og lad os så se hvilket team der har mest styr på teknikken.


20. jan 2012 kl 20:55

Peter Svarre

lemans med hverdags komponenter.

Jeg keder mig når der køres Le Mans. Audi. sidder på hele sendefladen. Jek ville ønske. scandia,volvo,iveco,renault. stillede op med. nogen standard lastbiler. som stille & roligt uden pitstop. & motornudbrud,dæksskift,liggestole,brændstofpåfyldning. stille & roligt. med en gennem snitsfart. på 140km/t kunne tøffe afsted. & måske komme først i mål allene pga driftssikkerhed. forstå mig ret. drop. de toptunede motorer. kør stabilt med noget der holder. & minder om virkeligheden.


20. jan 2012 kl 21:56

Benny Amorsen

Re: lemans med hverdags komponenter.

Jek ville ønske. scandia,volvo,iveco,renault. stillede op med. nogen standard lastbiler. som stille & roligt uden pitstop. & motornudbrud,dæksskift,liggestole,brændstofpåfyldning. stille & roligt. med en gennem snitsfart. på 140km/t kunne tøffe afsted. & måske komme først i mål allene pga driftssikkerhed.

Sidste år kørte vinderen 5.410,71km på 24 timer. Med 140km/t i gennemsnit kommer du kun 3360km, og det er end ikke nok til at få en tid registreret (alt langsommere end 70% af vindertiden tæller som at man ikke gennemførte).

De seneste år har vinderbilen ikke haft uheld eller stop ud over dækskift og brændstof. 24-timers-løb er ikke længere et spørgsmål om driftssikkerhed; det HAR de bedste biler bare styr på -- og hvis de ikke har, så udgår de. Der er ikke noget formål med at skrue en halv time på en bil, man har alligevel tabt hvis man spilder 10 minutter. Hvis man er rigtigt heldig kan man måske vinde selvom man har haft en punktering.

Længere nede i klasserne er det stadig anderledes, men for de hurtigste er der ingen væsentlig forskel på et 2-timers-ræs og et 24-timers-ræs.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.