Testområdet på Østersøen, ES D 139, er Europas absolut største opsendelsesområde for eksperimentelle amatørraketter. Det er samtidig det, der giver absolut mindst bureaukratisk hovedbrud. Det er simpelthen intet mindre end historisk, at vi blot ved at rykke ud på vandet har fået adgang til at flyve eksperimentalraketter i den skala som f.eks. HEAT 1X

Intet andet sted i Europa kan man gøre dette. Områderne ved Esrange og Andoya i Nordscandinavien er kun for professionelle - og normalt må man ikke flyve raketter de to steder, som ikke har fløjet andre steder først. Det gør de to områder ret uinteressante for raketudviklere.

Derfor er Østersøen og Sea Launch så usandsynligt vigtig for raketudviklere. Det må vi sørge for at bruge, når vi nu har muligheden.

Vi har lavet foreløbige baneberegninger for de to to-trins raketter SMARAGD. De indikerer flyvehøjder på 20 - 25 km.

En af de ting, jeg tog med mig fra undervandsbådene og tidligere raket aktiviteter, er, at det er vigtigere at noget er pålideligt end, at det har høj ydelse. Hvis man starter med at vægtoptimere, vil det typisk komme til en høj pris i pålidelighed. Når SMARAGD ikke flyver højere, er det altså fordi, de er optimerede til at virke, ikke til at være lette.

Det kan læses ud af, at vi har ti statiske tests i rap med vellykket resultat og en rekord høj ISP på op over 200 sek., men et forfærdeligt masseforhold, hvor kun 30 - 40 % af startvægten er drivmiddel.

Det viser også, at vi er både forsigtige og konservative i vores designvalg, uanset hvad myterne om os måtte sige.  I motor afdelingen har jeg bevidst valgt at tage tingene i den rækkefølge.

Hvis vi havde nogle sindssygt vægtoptimerede motorer, der eksploderede eller smeltede igennem hver anden gang, kunne vi ikke forsvare at flyve med dem - eller sætte dyre systemer oven på som f.eks. styresystemet.

Men ærligt - jeg havde gerne set, at vi kunne flyve højere end f.eks. vejrballoner.

Man kunne sagtens vægtoptimere HATV raketterne f.eks. med N20-tanke af aluminium og ved at bruge tyndere materialer. Vi har f.eks. brændkamre, der kan holde til omkring 120 bar; men som vi kører ved 35 bar.

Hvis vi valgte at gøre dette, måtte vi hele vejen tilbage til felt no. 1 og lave statiske tests på de forandringer. Man må ganske enkelt tage en ting af gangen

Skulle vi få et skud til f.eks. 18 km her i maj-juni ville det også være rigtigt fint.

Vi vælger i stedet at bruge optimeringskrudtet på 2X. Vi har modtaget den ultralette aluminiumstank fra VST i Lem. Den vejer kun 120 kg, men kan rumme 1180 kg LOX, som kan leveres ved 24 bar.

I dette tilfælde udgør drivmidlet 92% af startvægten. Det er - mildt sagt - en helt anden snak. Når alt udenomsskramlet er kommet på - finner, intertank, tryktanke til drivgas etc. - falder drivmidlet til omkring 75% af startvægten for 2X. Det er rigeligt godt til vores brug.

HEAT 2X kan, alt efter hvor meget payload vi laster den med, rigeligt nå 100 km, - og formentlig noget mere. En V2 med sammenligneligt ISP og sammenlignelig masseforhold kunne nå 180 km ved et lodret skud.

I løbet af februar regner jeg med at vi tager den definitivt sidste statiske test før opsendelserne til sommer. Det er SMARAGDs omkonstruerede 2.-trin, som kommer i bænken. Den første 102 mm version brændte vi i stykker efter 19,77 sek.. En ny, lidt forandret model har en diameter på 133 mm og skulle køre i 12 sekunder. Vi åbner, som vi har tradition for, portene til testområdet og håber at dele den sidste raketild i denne omgang med vores raketvenner.

Næste gang, noget buldrer i VTC 1, er det TM2: testversionen af HEAT 2X. Det bliver i tiden efter opsendelserne i sommer. TM2 skulle gerne vise os vejen til de virkeligt store motorer, og vores erfaringer fra 1X og HATVer mht. store tests, oscillationer, injektordesign mv. siger mig, at vi får vildhesten tæmmet og stoppet eller dæmpet 9 Hz-hammeren.

SMARAGD 2.-trinnet er altså lidt større end det, vi prøvede sidst. Derfor har den en ny type grain med 4 kanaler. Den er dog ikke mere ny, end at den ligner den Space Ship One brugte til rumflyvninger.

133 mm giver lidt bedre plads til payload, så vi flyver bl.a. en initial platform, så vi kan få flere data fra turen. SMARAGD accelererer med 25 g og har et spin system. Det svarer faktisk til Hærens Honest John raketter i 50erne. Så vi kan forvente en meget stabil bane denne gang. Honest John raketterne var som vores SMARAGD passivt stabile og havde en vandret rækkevidde på ca. 25 km. Her ramte de typisk inden for nogle hundrede meter fra målet. Det er helt fint med et kernevåben, og det var, hvad man forventede at bruge den til i praksis. Hvis vi kunne lande med en nøjagtighed inden for et par kilometer, er det næsten alt for godt.

Spin gør det dog omsonst at forsøge at filme ud af den. Derfor har vi planlagt et sødt lille system, som får payloaddelen til at rotere nøjagtigt lige så hurtigt den modsatte vej, så denne sektion står stille, mens motor sektionen roterer. Vi flyver et GoPro kamera i alle raketterne - og fire styk på LES-testen, når den kommer.

Dette anti-roll system har en af CS venner kikket lidt på, se her:

http://dzlsevilgeniuslair.blogspot.com/

Det skal nok blive interessant.

Peter Madsen