Min indgang til denne debat var dette hjertesuk fra en mor i "den rådne banan", Tina Andersen:
Nå, jeg glædede mig til at læse et
Indlæg om, hvordan man retter op på "Den rådne banan", men herude på landet mishandler vi så bare vores børn!
Der findes her i Norge statistik omhandlende noget så vigtigt i folks liv som deres "rede" (bolig), der viser dramatiske forskelle på fokus afhængig af, hvor meget, de ved om huse.
- Folk, der ikke ved noget særligt er næsten entydigt optaget af, at "nogen" overvåger sælger, udlejer, bank og tilsynsmyndigheder, så de undgår negative overraskelser ved køb eller leje af bolig.
- Bygningshåndværkere - der som oftest ikke har stærk økonomi - drømmer om et billigt ældre hus, som de kan restaurere gennemgående. - De kvier sig for alt papirarbejdet ved nybygning/tilbygning, og deres selvtillid mht. at "klare alt teknisk" giver dem en offensiv holdning til at kunne klare "omsorgen" for selv et gammelt hus. - De skyr dog fredede huse.
- Arkitekters drøm er at tegne deres helt specielle nye hus efter deres ultimate personlige visioner. - De har altså heller ikke selvtillid til "omsorg" for noget eksisterende, men har til gengæld en - ja man fristes at sige - til tider megaloman tillid til at kunne forandre hele bygningskulturen.
Tina Andersen:
Jeg har haft min søn "nægtet hjemgivelse"- og brugte 8 mdr på at ændre mig. Det var afsindigt hårdt!
Når der debatteres børneværnsager i et - i den forbindelse - amatørforum som dette, bliver det naturligvis
overvågning, der bliver det centrale (jvf. ovenstående).
Gode "håndværkere" blandt børneværnskonsulenter (eller hvad de nu kaldes i DK) med god selvtillid tager ud til familier med åbenbar mangel på selvtillid og laver "omsorg" ved at komme med tilbud til selvhjælp ud fra den families selvbillede og egenart. - Som en håndværker prøver at reparere sit nedslidte hus - ikke at "lave det om".
Politikere og akademikere, der engagerer sig i børneværn, har ofte visioner om en total omlægning af både synet på, hvordan "resurssvage" familier skal "ændre sig", og hvordan børneværnskonsulenterne skal arbejde.
At blive "overfaldet" af velmenende "hjælpere", der definerer en som "resurssvag" er måske det mest diskriminerende, nedværdigende og demotiverende, man kan opleve.
- Min rwandiske flygtningekone har har flere gange sagt til mig:
"Pieter, you'r the only human being I ever met in Norway".
Derved mente hun, at jeg var den eneste, der ikke antog hende for at være et hjælpetrængende offer, men mødte hende, som jeg ville have mødt ethvert andet menneske.
- Som tutsier flest har hun temperament som dog er godt gemt bag en enorm selvkontrol. - Alligevel har hun flere gange eksploderet, når hun er kommet hjem efter at have haft møde med folk, der bare vil hende det gode - men også derfor vil "lave hende om".
- Desværre er akademikere og engagerede visionære "eksperter" blandt politikere blevet totalt dominerende i dette minefelt, så de gode "håndværkere" blandt børneværnsarbejderne "på gulvet" er enten flygtet væk i frustration eller gør bare det, de bliver "sat til", for ikke at risikere at gøre noget, som "overdommerne" kan kritisere.
- -
Ellers mærker jeg mig, at ingen har modsagt dette citat fra mit tidligere indlæg:
Der er få eller ingen, der er blevet dårligere fungerende mennesker ved at blive mødt og behandlet med respekt, tillid og anerkendelse af deres vilje til fremgang.
Det tolker jeg som ganske stærkt, når man ellers her har debatteret det hele som et "problem" og ikke som noget, der handler om mennesker, der næsten altid kan være et positivt element i samfundet, hvis de får selvtillid og hjælp til selvhjælp.
Mvh Peder Wirstad
27
