/elektronik

QR-koder til smartphones viser, hvordan tøj er testet

Teknologisk Institut har i netop afsluttet projekt brugt QR-mærkater i tøj til at fortælle, hvordan det er testet, og hvad det kan tåle.

Af Torben R. Simonsen, torsdag 19. jan 2012 kl. 14:24

Brug af QR-koder kan være en genvej i forbindelse med kommunikation af teknisk kompliceret indhold. På Teknologisk Institut har de netop afsluttet et projekt, hvor QR-koder anvendes til at oplyse kunder om, hvordan tøjet er testet.

»Vores kunde er interesseret i at fortælle kunderne i stormagasinet, hvordan tøjet er testet, men frem for at skrive en lang tekst bruger vi QR-koder, som, når de optages med en smartphone, automatisk vil starte en film, der viser, hvilken type test det pågældende stykke tøj har gennemgået,« siger e-læringskonsulent hos Teknologisk Institut Ulf Hartmann til ing.dk.

De test, beklædningsstykkerne kan gennemgå, varierer, alt efter hvilken type tøj der er tale om. Sportstøj skal kunne ånde, mens en flyverdragt til et barn gerne skal være vandtæt, og for bomuld kan det væsentlige være, hvor meget tøjet krymper.

»Vi har lavet 30 til 60 film, der viser forskellige typer af test, som tøjet har gennemgået. Og det smarte er, at sker der en opdatering af metoden, så skal vi ikke rette på mærkaterne, men kan blot lægge en ny film op,« siger Ulf Hartmann.

QR-koden kommer i butikkerne til at hænge på hvert stykke tøj, og ifølge Ulf Hartmann vil man allerede i den nærmeste fremtid se eksempler på tøjet i butikkerne.

Teknologisk Institut er i forvejen akkrediteret tekstillaboratorium, og udviklingen af QR-modulet er et led i serviceforbedringerne over for kunderne i laboratoriet, fortæller Ulf Hartmann.



19. jan 2012 kl 14:45

Leif Neland

Historieforfalskning

»Vi har lavet 30 til 60 film, der viser forskellige typer af test, som tøjet har gennemgået. Og det smarte er, at sker der en opdatering af metoden, så skal vi ikke rette på mærkaterne, men kan blot lægge en ny film op,« siger Ulf Hartmann.

Den buks, der er testet med metode A Version 1.0 er vel stadig testet med version 1.0, selvom der nu er udviklet version 1.1

Derimod skal den nye buks så have en version 1.1 label.


19. jan 2012 kl 22:11

Anders Würtz

Re: Historieforfalskning

Den buks, der er testet med metode A Version 1.0 er vel stadig testet med version 1.0, selvom der nu er udviklet version 1.1

Ja, men hvis man ændrer på hvordan metode A1.0 skal præsenteres, kan man lave en ny video for denne.
Lad os kalde den nye film A1.0.2.

Det er altid en god ide at kunne opdatere information - det gør det ikke til historieforfalskning.


20. jan 2012 kl 10:21

avatar

Christopher Gersbo-møller

Re: Historieforfalskning

Jeg tror ikke, at der foreligger et ønske om at begå historieforfalskning hos Teknologisk Institut. Det, der menes i artiklen er, at informationen om kvalitetstest ikke lægges i selve QR-koden. QR-koden er bare en pegepind, der linker til en URL, hvor indholdet kan udskiftes efter behov.

Bemærk desuden, at QR-koder ikke kun kan anvendes på smartphones - der findes QR-skannesoftware til stort set enhver mobiltelefon med kamera.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.