/karriere

Norsk optimisme uden ende efter oliefund i Barentshavet

To store oliefund i Barentshavet er en del af årsagen til, at Norge i øjeblikket skriger efter ingeniørarbejdskraft. »Så længe der er vækst i Asien, og olieprisen holder sig oppe, vil vi kun opleve et stigende behov for ingeniører,« siger den norske cheføkonom Tor Steig.

Af Sara Rosendal, onsdag 18. jan 2012 kl. 15:04

Det norske olieeventyr synes uden ende – og danske ingeniører er inviteret med til fest. Det er situationen i vores nordiske broderland, der netop har meldt ud, at de skal bruge 16.000 ingeniører for at holde væksten oppe.

Det er i særdeleshed to store oliefund, gjort i begyndelsen af januar i Barentshavet, der har sat yderligere tryk på behovet for udenlandske ingeniører, fortæller cheføkonom Tor Steig fra NHO, Næringslivets hovedorganisation.

»De to nye felter skaber store forventninger til fremtiden. I øjeblikket synes der ingen ende på optimismen i den norske oliebranche,« siger Tor Steig.

Han forklarer, at der i øjeblikket er et stort behov for udvikling af ny teknologi i jagten på olie fra stadig dybere felter. En krævende og særdeles vanskelig disciplin, der gør, at den norske olieindustri søger efter de bedste medarbejdere verden over.

I begyndelsen af januar meddelte Statoil, at de havde gjort det største oliefund i Norge inden for de seneste ti år. Selskabet planlægger at forhøje deres udviklingsaktiviteter i Norge med 27 procent og bygge Norges største kompetencecenter inden for IOR (Improved Oil Recovery).

Sidste år blev der investeret 125 milliarder kroner i den norske olieindustri, og olieleverandører forventer en netto-medarbejdertilgang på tre procent i 2012, hvilket er en del mere end andre norske brancher, der er blevet ramt hårdere af den globale finanskrise.

»Den fortsatte udvikling i Asien er med til at holde olieprisen oppe, og så længe det fortsætter, vil vi kun opleve et yderligere behov for kvalificerede ingeniører,« siger Tor Steig.

Dertil skal lægges den demografiske udvikling i Norge, der betyder, at et stort antal norske ingeniører vil gå på pension inden for den nærmeste årrække.

»Der uddannes simpelthen ikke nok ingeniører i Norge til både at erstatte de, der går af, og opfylde behovet i oliebranchen,« siger Tor Steig.

Behov for alle kompetencer
Spørger man den norske ingeniørforening, Nito, hvilke kompetencer de primært søger efter, lyder svaret kort: »Alle.«
»Vi har behov for alle typer af ingeniører. Der er generelt brug for folk, der kan foretage beregninger. Det gælder også i den offentlige sektor, der længe ikke har kunnet følge med lønudviklingen i det private og derfor har problemer med at tiltrække ingeniører,« siger Petter Teigen, arbejdsmarkedsekspert, Nito.

Han forklarer, at den norske stat har som mål, at selv de fjerntliggende egne af landet skal være tiltrækkende for familier at slå sig ned i. Derfor har staten store investeringsplaner inden for både infrastruktur og sygehusvæsen, og formår landet ikke at tiltrække den nødvendige arbejdskraft vil det have vidtrækkende konsekvenser.

»Der vil være offentlige opgaver, vi ikke får løst, og vi risikerer, at den værdiskabelse, som oliebranchen kan tilføre, vil forsvinde til andre lande, hvis virksomhederne vælger at flytte deres afdelinger for eksempel til Asien for at skaffe den nødvendige arbejdskraft,« siger Petter Teigen.



19. jan 2012 kl 13:39

Peter Andersen

Pause i Barentshavet

Sæt en pauseprop i hullet og scaler langsomt op med de norske Barentshavhuller.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.