IDA: EPJ-kritik skudt helt ved siden af
Det er helt forkert, når IDAs oplæg til et kommende fælles EPJ-system beskyldes for at reducere borgeren eller patienten til en reservedel i et stort maskineri. Mennesket er i den grad i centrum, hedder det fra IDAs formand, Frida Frost.
»Mennesket er i den grad i centrum i hele arbejdet. Implementeringen af nye teknologier kan kun blive en succes, hvis borgere og patienter inddrages på den rigtige måde,« siger IDAs formand, Frida Frost, som svar på kritikekn af forslaget om et nyt fælles EPJ-system.
Læs også
-
Sikkerhedsekspert om EPJ-udspil: Centralistisk, forældet tankegang
Læs mere om
Det er skudt helt ved siden af, når innovations- og sikkerhedsekspert Stephan Engberg langer ud efter IDAs oplæg til et kommende fælles EPJ-system. Ifølge Stephan Engberg reducerer IDAs EPJ-udspil patienten/borgeren til kun at være en reservedel, der skal repareres. Men det afviser formand for ingeniørforeningen IDA klart.
»På ingen måde! Mennesket er i den grad i centrum i hele arbejdet. Implementeringen af nye teknologier kan kun blive en succes, hvis borgere og patienter inddrages på den rigtige måde,« siger hun.
Læs også: Sikkerhedsekspert om EPJ-udspil: Centralistisk, forældet tankegang
I forbindelse med afslutningen af IDAs sundhedsår har ingeniørforeningens ekspertpanel fremhævet otte punkter, der kan have stor betydning for det fremtidige sundhedsvæsen, og her har ekspertpanelet peget på et fælles EPJ-system som det mest betydningsfulde initiativ.
Stephan Engberg er især fortørnet over, at patientens data tilhører systemet og ikke patienten selv, men også her afviser formanden kritikken.
»I rapporten beskrives et etisk regelsæt, hvori det blandt andet fremgår, at 'data ejes af borgeren, og at borgeren skal let have adgang til egne data, og selvrapporterede data skal indgå i mødet med sundhedsvæsenet'. Privacy er i øvrigt understreget adskillige steder – netop fordi det er fundamentalt vigtigt,« siger Frida Frost.
Ifølge Stephan Engberg vil et centralt EPJ-system ud over at være rigidt i sin opbygning også hæmme en innovativ udvikling og være ineffektivt. Men heller ikke her deler Frida Frost kritikken.
»Tværtimod – ambitionen er netop, at man i en behandlingssituation skal kunne trække relevante data ud, så det er muligt at inddrage alle forhold, når diagnosen skal stilles, hvorefter behandlingen af patienten kan gå i gang uden for eksempel at skulle gentage allerede gennemførte forundersøgelser. Ligeledes bør det være muligt at indtaste diagnose og behandlingsresultater i det samme system, så opfølgning hos praktiserende læge kan ske smidigt,« siger hun.
Læs også: IDA: Fælles EPJ-system skal i gang nu






