/energi

Elselskaberne: Uholdbart at spare på at grave kabler ned

Det vil være uskønt at ændre en langsigtet plan om at grave 3.200 kilometer højspændingskabler ned i den danske muld, fordi der mangler penge nu. Den slags beslutninger skal ikke ændres hvert andet år, mener elselskabernes organisation.

Af Magnus Bredsdorff, tirsdag 17. jan 2012 kl. 16:27

De danske elselskaber vender sig imod at spare et milliardbeløb på at grave de danske højspændingsledninger ned.

Direktør Lars Aagaard fra elselskabernes organisation, Dansk Energi, påpeger, at Folketinget var igennem en lang proces frem til 2009, hvor kabelhandlingsplanen blev vedtaget. Den plan koster 15,4 milliarder kroner, hvoraf en stor del kunne spares ved at undlade at grave kabler ned.

»Politikerne skal tænke sig om to gange, inden de laver en kabelhandlingsplan om. Det vil være meget uskønt, hvis en plan, som vi hele tiden har vidst var langsigtet, skal laves om hvert andet år,« siger direktøren.

Han fremhæver, at da handlingsplanen blev vedtaget, var det ikke, fordi politikerne fandt det 'megasjovt at grave i jorden'.

»Det skyldtes en opfattelse af, at det i stigende omfang var uacceptabelt for den danske befolkning at se på højspændingsledninger. Det er ikke min opfattelse, at det er blevet mindre uacceptabelt i dag. Vi skal passe på med at spare, fordi det kan give folkelige protester,« argumenterer Lars Aagaard.

At regalvanisere de eksisterende master og lade dem blive stående kan teknisk godt lade sig gøre.

»Men folk ved, at de skal fjernes. Hvis vi laver om på det, så vil naboerne næppe opfatte det som en velfærdsgevinst, at masterne skal blive stående 40 år endnu,« siger han.

»Derfor er det ikke en politisk holdbar løsning at spare alle pengene nu. Man kan dog godt overveje, at se på, om investeringerne kan gennemføres over en lidt længere årrække,« tilføjer direktøren.

Elselskaberne har været med til at udarbejde kabelhandlingsplanen sammen med Energinet.dk.

De ti regionale elselskaber, som i dag ejer cirka 2.800 af de 3.200 kilometer luftledninger, er ved at blive solgt til Energinet.dk, som har budt 5,7 milliarder kroner for deres net.

Ved siden af prisen for at kabellægge de regionale net skal Energinet.dk bruge 1,7 milliarder kroner på at nedgrave og søkabellægge 400-kV-nettet på seks udvalgte, naturskønne områder i Danmark. Også det blev godkendt af et bredt flertal i Folketinget i 2009.



17. jan 2012 kl 18:36

Svend Ferdinandsen

Betaling?

De får 5.7milliarder for nettene, som skal nedgraves for 15milliarder, ergo energinet burde få 10milliarder for at overtage nettene og den fremtidige udgift.
Hvor svært kan det være.


18. jan 2012 kl 08:27

Anders Christensen

Re: Betaling?

Sådan regner man når det er "de andre" der betaler. Så lægger man tallene sammen og præsenterer regningen.


18. jan 2012 kl 10:58

Victor Eremita

Egennytte

Værdien af Lars Aagaards kommentarer er ca. lige så høj som hvis bonden kommenterer resultatet af årets høst, vindmøllenaboen kommenterer vindmølles påvirkning på husets værdi eller gennemsnitsdanskerens giver sit syn på det egne skatteniveau.

Selvfølgelig ønsker de der tjener store penge på nedgravning og salg af deres selskaber at nedgravningen skal fortsætte, uanset samfundsøkonomien i det hele.


18. jan 2012 kl 15:46

Svend Spanget

Forurening?

Giver det mon forurening med tungmetaller på langt sigt, når kablerne graves ned?


18. jan 2012 kl 16:18

Michael Rangård

Re: Forurening?

Der vil altid være forurening ved nedgravning af kabler, men kablerne graves op igen den dag de ikke anvendes mere... Så forureningen kommer ikke fra efterladte kabler hvis det er det du mener...


22. jan 2012 kl 00:38

Jens Ove Nielsen

Enig - lad højspændingsledningerne være

Jeg kan helt og fuldt tilslutte mig Jørgen Munk Hansens debatindlæg om nedgravning af højspændingsledningerne. Jeg har fra starten men det var et unyttigt luxusprojekt, som ikke bidrager afgørende til forskønnelse af vores landskab, næsten tvært i mod. Jeg har selv daglig udsigt til 2 af de store luftledninger tværs over Nørreå-dalen øst for Viborg. De har aldrig generet mit øje, og i forhold til mange andre tekniske installationer i vores samfund, vil jeg nærmest mene de pynter. Prisen 14 mia. er helt ude af proportioner. Pengen kunne til mange langt mere nyttige og fremtidsorienterede ting. Jeg kan bare i flæng nævne: Elektrificering af jernbanestrækninger, opsætning af solceller, evig sikring rent drikkevand til hele Danmark befolkning, Storstrømsbro, osv. osv. Det er måske ikke elselskabernes bord, men i sidste ende er det jo bl.a. mig og alle andre borgere i Danmark der skal betale.


22. jan 2012 kl 06:06

Jakob Rasmussen

Re: Forurening?

Der vil altid være forurening ved nedgravning af kabler, men kablerne graves op igen den dag de ikke anvendes mere... Så forureningen kommer ikke fra efterladte kabler hvis det er det du mener...

Nej - i dag er det sådan at kabler, rør m.m. som forsyningsselskaberne ikke skal bruge mere, graves IKKE op, med mindre andre forsyningsselskaber eller vejmyndigheden skal bruge tracéen.
Dette sker ud fra en samfundsmæssig vurdering og er en beslutning/aftale der er truffet i fuld enighed i med Kommunesnes Landsforening og Fællesudvalget for Ledningsejere.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk