Forskning er, som al anden menneskelig stræben, en proces, hvor der er risiko for at lave fejl. Trods adskillige kontrolprocesser optræder der alligevel fejl inden for den fagfællebedømte (peer reviewed) litteratur, selv om de ofte rettes, når andre forsøger at genskabe de publicerede – fejlbehæftede – resultater.

Nogle gange kender man til fejlbehæftede artikler, men ignorerer dem, især hvis artiklen ikke er specielt fremtrædende, eller hvis forskningen er irrelevant for området.

For nylig fandt en italiensk forskerkollega, dr. Lorenzo Stella, og jeg dog et forskningsområde, hvor basale – klassiske – fejl inden for metodikken var blevet standarden blandt en relativt stor gruppe forfattere. Med over 150 artikler i mere end 25 forskellige tidsskrifter lod det til at være en relativt unik iagttagelse, da ingen af os nogensinde havde set noget lignende inden for vores egne kerneområder.

Men selv hvis det er unikt, kan vi lære noget vigtigt af det: For det første er det et dramatisk eksempel på, at processen med fagfællebedømmelse, der bruges inden for forskningsudgivelse, hvor flere eksperter bliver bedt om at udtale sig om kvaliteten af en artikel, ikke er ufejlbarlig.

Denne opdagelse bør ikke komme som en overraskelse for forskningsverdenen, men selv om man ikke hører til inden for den, kan man lære af det, at man aldrig bør betragte en enkelt artikel som ‘sandheden’. Den er kun ‘sandheden’, når andre har været i stand til at genskabe konklusionerne. Det viser også nødvendigheden af fagfællebedømmelse, da antallet af fejlbehæftede artikler ellers højst sandsynligt ville eksplodere.

For det andet betyder det stigende antal udgivne artikler, at den fejlagtige information bliver sværere og sværere at finde og dermed potentielt kan vokse og blive et betydeligt problem. Resultatet heraf er, at det er svært at vende udviklingen og gøre hele den berørte gruppe opmærksom på problemet.

På grund af de mange involverede publikationer kæmper dr. Stella og jeg stadig med at få alle til at blive opmærksomme på problematikken, da man selv i de tidsskrifter, som har trykt vores kritiske kommentarer, stadig ser fejlbehæftede artikler slippe igennem.

Det betyder, at forskningsverdenen bliver nødt til at være endnu mere på vagt og hurtigt rette fejlbehæftede artikler frem for bare at ignorere dem. Det er ikke så let, som det måske lyder, idet man på mange publikationer ikke er glade for kommentarer og ofte slet ikke trykker dem.

Men med den moderne teknologi, som betyder, at stort set alle forskningsartikler kan findes online, bør det være enkelt at indlægge muligheden for at kommentere artiklerne online.

En ekstra fordel ved det er, at kommentaren så er direkte tilgængelig sammen med selve artiklen, frem for at den offentliggøres et eller to år senere og dermed let overses. Kontrol er nødvendig her for at forhindre, at usande og/eller grove kommentarer dominerer. Diverse udgivelsessteder, som Public Library of Science, har vist, at dette er muligt, og det bør derfor udvikles yderligere.

Yderligere forbedringer kan også ske ved brugen af professionelle redaktører og/eller redaktionsassistenter, som ikke skal håndtere den daglige forskning og undervisningsforpligtelser forbundet med deres faste job, som de fleste forskningstidsskrifters redaktører skal i dag. Ideelt set vil man også opmuntre til yderligere højnelse af kvaliteten i fagfællebedømmelse, således at bedre kvalificerede forskere trækkes til arbejdet med bedømmelsen, og så man sørger for, at de udfører arbejdet tilfredsstillende.

Trods flere forsøg er der dog ikke fundet nogen løsning på det sidste. Derfor bliver vi måske nødt til at leve med de fejl, der ligger i fagfællebedømmelsen af artiklerne, og finde forbedringerne andre steder.

Marco van de Weert er lektor i farmaci ved Københavns Universitet

Læs også: Hver tiende britiske forsker kender til fusk med detaljer