Fakta om betalingsringen: Op til 24 procent mindre bilforurening til københavnerne
En betalingsring nedsætter emissionerne med op til 24 procent, vurderer rapport fra Aarhus Universitet. En begrænset miljøeffekt, kalder seniorforsker det. Ringen kan ikke stå alene, hvis København skal overholde 2015-grænseværdier.
Multimedia
Infografik:
Se de fire modeller for betalingsringen
Læs også
-
Kollektiv trafik vinder kun få ekstra passagerer med en betalingsring
-
Forskere: Københavnske bilejere bør ikke være gratister i betalingsringen
-
Trafikforskere: Politikerne lefler for bilkulturen i København
Læs mere om
Dokumentation
Nationalt Center for Miljø og Energi (DCE) på Aarhus Universitet har undersøgt luftkvaliteten i forhold til fire forskellige placeringer af en betalingsring i en ny rapport, som DCE har lavet for Vejdirektoratet.
Resultatet viser, at en begrænsning af trafikken vil nedsætte emissionerne fra personbilerne med 5-24 procent i 2016. Mest effektiv er scenariet, hvor en betalingsring placeres ved Ring 2, mens den mindst effektive er Motorring 3-alternativet.
Seniorforsker ved Aarhus Universitet Steen Solvang Jensen mener overordnet, at effekten er begrænset miljømæssigt.
»Men hovedformålet med betalingsringen er, at den skal reducere trængsel, og det er den rimeligt god til. Så det er en positiv sideeffekt, at den også begrænser støj og luft,« siger han og skyder på, at der til sammenligning er cirka 25 procents forskel på luftforureningen fra søndag til mandag, hvor byen bliver indtaget af markant flere biler.
Ikke et fix til at nå nye grænseværdier
En betalingsring vil altså have den positive sidegevinst, at luftforureningen bliver sænket, men Steen Solvang Jensen slår også fast, at det ikke vil være nok til at overholde grænseværdierne for udslip i 2015.
»Hvis man gerne vil have et tiltag, der gør, at vi overholder grænseværdierne i 2015, så er det her ikke helt nok. Vi har regnet ud, at der vil være 11 overskridelser i 2016, som bliver reduceret til fem-syv overskridelser med betalingsringen – alt efter hvilket alternativ man vælger,« siger han.
Så betalingsringen er effektiv i forhold til personbiler, men hvis man vil have en decideret miljøeffekt, er miljøzoner mere effektive, fordi man kan målrette dem mod varebiler og ældre biler.
Det kommer ikke bag på sekretariatsleder i Det Økologiske Råd Christian Ege, der er varm fortaler for betalingsringen.
»Undersøgelsen er blevet mødt med flere kommentarer om, at den viser, der er tale om en trængselsring og ikke en miljøring. Det bygger på en misopfattelse af, at hvis det skulle være en miljøring, skulle den alene kunne løse miljøproblemet. Vi har hele tiden vidst, at den skal indgå sammen med andre virkemidler, især stramning af miljøzonen,« udtaler han i en pressemeddelelse og foreslår yderligere, at man lader taksterne for at passere ringen afhænge af bilens miljøstandard, de såkaldte euronormer.
Miljøzonerne omfatter i dag udelukkende kommunerne København, Frederiksberg, Aarhus, Odense og Aalborg, og regeringen meldte allerede sidste år ud, at den vil give de største byer større frihed til at etablere effektive ren luft-zoner – som en forbedring af de nuværende miljøzoner – og vedtage krav til luftkvaliteten og virkemidler til at opnå den.
De fire scenarier i DCE’s rapport
- Alternativet afgrænset ved kommunegrænsen for Københavns Kommune nedsætter emissionerne med 10-19 procent i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune og i hele hovedstadsområdet reduceres emissionerne med 4-6 procent.
- Alternativet afgrænset ved kommunegrænsen for Københavns Kommune plus Amager nedsætter emissionerne med 10-15 procent i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, og i hele hovedstadsområdet reduceres emissionerne med 4-6 procent.
- Ring 2-alternativet nedsætter emissionerne med 10-24 procent i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, og i hele hovedstadsområdet reduceres emissionerne med 3-4 procent.
- Motorring 3-alternativet nedsætter emissionerne med 5-10 procent i Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune, og i hele hovedstadsområdet reduceres emissionerne med 5-7 procent.






