blogs kategori-billede

Hvad er fidusen ved at dele ?

Af Peter Madsen ,  søndag 15. jan 2012 kl. 16:13

Man kan sagtens have glæde af at gøre noget alene. Jeg kan skam rigtigt godt lide at smede et eller andet bare i mit eget selskab.

For mange år siden, i 1994 tog jeg ned til min brors værksted i Skælskør. Med mig havde jeg en masse dele som jeg havde drejet på maskinmesterskolen, hvor jeg gik den gang.

I min brors værksted kunne jeg TIG svejse alle de maskin bearbejdede dele sammen. Det blev til Danmarks første væskedreve, omstrømningskølede raket motor - EM-3 - som blev testaffyret første gang i april 1994.

En af min brors medarbejdere kikkede ind den søndag. Han fandt mig meget koncentreret i gang. Jeg var bestemt ikke snakkesalig - og han undrede sig bravt over at jeg end ikke havde lukket op for musikken som normalt kørte i værkstedet. Jeg havd ikke skænket det en tanke - for mig var turen til TIG svejsemaskinen en mission - planlagt uger før - og set frem til. Jeg ænsede faktisk ikke andet end denne mission. Saml den nye motor, slut.

Så det var sådan set okay at arbejde alene og koncentreret. Bare for en gangs skyld.



Da EM-3 bliver affyrret med LOX og JP4, er vi tre personer med.

Men - denne blog handler om hvor rig man kan blive af at dele og give bort. Jeg har lært at ting som ejendomsret, brugsret og ansvar for noget, ikke hænger sammen på en enkel måde.

Jeg støder af og til på udtrykket - Peter Madsens ubåd - eller Peter Madsens raket. Det irriterer mig altid. Når folk bruger udtrykket, er det selvfølgelig i en form for misforstået respekt for min ejendomsret. Misforstået - fordi ejedomsret er noget jeg fuldkommen afstår fra. Ikke af idealisme, eller fordi jeg har mødt Buddha, eller er blevet kommunist, men fordi det er berigende ikke at klamre sig til ejendomsretten over ting.

Hvis det gælder om at nå sine mål - og indfri sine vildeste drømme - er det bedre og mere effektivt at dele.

Et eksempel...

Larsen køber en båd. Larsen kan nemlig godt lide at sejle, og han drømmer om at tage sine venner med ud og være sammen med dem på HANS motorbåd. Larsen kan, selvom han ikke siger det højt, selvfølgelig også godt lide at andre imponeres over den smukke hvide motoryact.

Det har jo en vis "steet value" at lade de to enorme motorer rumle mens men med fire knob går ned gennem Københavns Havn. Eftersom Larsen køber og betaler motorbåden er det fandme HANS båd, og han bestemmer ubetinget over den. Men Larsens drøm om at sejle med hans venner kommer aldrig rigtigt til at gå i opfyldelse - for de tager ud med DERES egne både, eller i DERES egne sommerhuse.

Gennem mit perspektiv viser Larsen dog kun at han kan tjene penge - hvilket er meget almindeligt. Han har jo ikke formgivet eller bygget båden - så i mit perspektiv kunne han bare vise mig et kontoudtog - det ville være lige så ophidsende. Men - såden er folk ikke flest.

En dag opdager Larsen så at toppakningen på HANS båds en yanmar motor er gået. Han aner ikke noget om dieselmotorer, så HAN må bare punge ud til en renovering. For med ejendomsretten følger ansvaret - og hans venner gider fandme ikke ordne HANS båd, for de har DERES egne.

Måske er det ikke toppakningen der er Larsen problem, men hans insisteren på den hellige private ejendomsret.

Jeg har opdaget at det er meget smartere at dele. Jeg har ikke et behov for at kunne sige MIN dinosaur drejebænk, eller MIN raket, eller MIN undervandsbåd. Fra dag et har jeg ganske bevidst valgt at dele. En person kan slet ikke lave den slags projekter som jeg drømer om. Undervandsbåden Nautilus kræver så meget at jeg ikke på nogen måde kan løfte den opgave selv hun udgør selv. Det kræver en yactskipper eksamen at sejle hende, det kræver maskinister og dæksfolk, det kræver teknikere, elektrikere, smede og maskin ( diesel ) folk. Men det går fint, for i arbejdsgruppen omkring Nautilus findes alle de kompetencer. Jeg mangler bestemt ikke nogen at sejle med, og når toppakningen er gået, er der folk som nøjagtigt ved hvad man gør ved sådan noget.

Der er, vil jeg tilføje, ufatteligt meget mere street value i en undervandsbåd af stål end i almindelig stor motorbåd i plast. Jeg har, siger og skriver, set en cyklist køre i havnen mens han filmede Nautilus med sin mobil. Det var i december måned. Vi lagde bi for at yde assistance - men den ulykkelige blev reddet i land af tililende. Det kunne ellers være sejt om han var reddet om bord i Nautilus - og bragt ned i undervandsbådens indre...

Jensen står helt alene - og ejer i virkeligheden kun alle udgifterne, problemerne og står med alt ansvaret.

Jeg tror på at det kun er fordi han ikke ved hvor meget glæde der knytter sig til at dele ansvar, glæder, sorger, op og nedture med andre - så man aldrig står alene. Det gælder når der skal flyttes 800 kg jernbarrer fra bunden af komandorummet, og det gælder når der lægges til, når der skal navigeres, når der skal males - og knokles i batterilast, inden i ballasttankene og alle steder. Sure job bliver til udfordringer man overkommer sammen.



Det gælder når vi stolt og sammen søsætter hende. Man kan bare ikke gøre den slags alene.

Med hensyn til raketten bliver det endnu mere udtalt. Der er mange ting på Nautilus jeg ikke kan, men trods alt - den er et ret enkelt mekanisk system. Til forskel med HEAT 1X. Der var ting i den raket jeg kun forstår på principniveau. Jeg kunne aldrig have bygget 1X, og de næste raketter vi flyver med aktiv styring ligger så langt fra det jeg kan, at det svarer til hvis Jensen ville installere en atomreaktor i sin motorbåd. Men ved at dele projektet med andre bliver det muligt.

Jeg bestemmer ikke. Tit og ofte må jeg se mig irettesat of folk som er klogere end mig selv. Hvis jeg var ejer kunne jeg trumfe mine fejl igennem ja, og selv betale regningen. Nej tak.

Det sker jeg "tager ledelsen" og prøver at virke katalytisk på gutterne - men det er en servicefunktion - og bliver jeg for smart siger de fra - og vi får gjort jobbet alligevel. For alle føler et fælles ansvar.

Hvis jeg gør det op - så har jeg ingen bil, ingen hus, intet værktøj, ingen møbler, ingen fjernsyn. Jeg er de facto ejer af en cykel. Det er en model til 1250 kr. fra Harald Nyborg med teksten "A ride for a Star" skrevet på stellet. Baghjulet holdes på plads med et stykke ståltråd. Mit tøj er for det meste sponsoreret til CS, så det er faktisk heller ikke mit.

Jeg ved godt at der faktisk er mange mennesker som lever efter devisen - "Den der har mest når han dør har vundet" - og når jeg læser om innovationsprojketer kan jeg også godt mærke at beskyttelsen af rettigheder og ejendoms ret - i sidste ende kroner og øre - vejer tungere end glæden ved at berige verden med en ide.

Jeg ejer altså meget lidt - men jeg er aligevel meget lykkelig. I går var ti tolv mand ( heraf to af Nautilus kvinder ) i HAB. Nautilus kom meget langt mod sin reaktivering - og i raketværkstedet gennemførtes en komplet oprydning. Alle værktøjerne til de to drejebænke blev sorteret og lagt klar, og der blev skåret dele til vores fire sonderaketter til 2012. Båndsaven blev renset. Materiale reolen ryddet op. Det var en enorm masse ting der skete. I mens var min kære kollega von B ude og besøge faldskærmsbyggerne - så vi kan lande pænt under tre enorme orange og hvide faldskærme til sommer.

Man kunne have insisteret på at eje. Men så var intet af dette sket - og alle drømme om raketter, undervandsbåde - samhørighed og samarbejde forblevet drømme.

Eksemplet med Larsen var naturligvis tænkt. Ikke et ondt ord om store motorbåde - et skib er jo som de mennesker det sejler det - og min ensomme ejer Larsen findes måske slet ikke i virkeligheden. Jeg ville bare eksemplifisere, hvad jeg mener jeg har erfaret. At man altid skal forsøge at lave projekter der indrager i stedet for at eskludere.



Peter Madsen



15. jan 2012 kl 19:20

avatar

Lars Bjerregaard

Cool

Jeg synes det er sejt og mægtigt inspirerende. Må man kalde dig en "high tech Gandhi"? I har IMHO fat i den lange ende i CS, sådan er det bare.


15. jan 2012 kl 20:40

Kristian Hougaard

Tillykke :-)

Hey, lidt hyggelæsning på Wikipedia fortæller at du havde fødselsdag i torsdags :-)

Nu skal man jo ikke tro på alt hvad man læser på Wikipedia, men jeg tager chancen her...

Tillykke med fødselsdagen. Jeg håber du fortsætter med at være lykkelig, både for din egen skyld og for en masse andres. Du må jo gerne fortsætte i mange år med at give så mange herlige oplevelser og inspiration videre til os alle sammen.

Vi er mange der ønsker dig og resten af CS endnu et fantastisk år med masser af vilde raketdrøn, og i år måske oven i købet i den rigtige retning ;-)

/Kristian


15. jan 2012 kl 22:56

avatar

Peter Madsen

Gandhi - nej nej

næe udspekuleret røver der får sine gakkede ideer i luften ved at snakke fanden et øre af...:o)

Peter Madsen


15. jan 2012 kl 23:55

avatar

Anders Skærlund Petersen

Enig

@ Peter

Tak for et godt indlæg. Kan kun være enig. Kan i øvrigt anbefale bogen Wikinomics der låner sit navn hos Wikipedia, men ikke direkte har noget med Wikipedia at gøre. Bogen har rigtig mange gode eksempler på at samarbejde (i offentlige rum) og mange gange ulønnet samarbejde er mere lønsom end det modsatte:

http://www.wikinomics.com/book...ook/

/Anders


16. jan 2012 kl 00:35

Lars Tørnes Hansen

Re: Enig

@ Peter

Tak for et godt indlæg. Kan kun være enig. Kan i øvrigt anbefale bogen Wikinomics der låner sit navn hos Wikipedia, men ikke direkte har noget med Wikipedia at gøre. Bogen har rigtig mange gode eksempler på at samarbejde (i offentlige rum) og mange gange ulønnet samarbejde er mere lønsom end det modsatte:

http://www.wikinomics.com/book...ook/

/Anders

Den bog lyder meget interessant.
Hele open Source og så småt også Open Hardware* ligger vel egentlig også i kategorien "samarbejde (i offentlige rum)"

*:
Om opencores.org: http://opencores.org/opencores...sion
Projekter på opencores.org: http://opencores.org/projects...ects


16. jan 2012 kl 03:33

Peter Lykke

Re: Enig

Tak for indlægget - det er godt at se idealisme fungere i praksis, for det sker sandelig ikke for tit.

Men i virkeligheden tror jeg det drejer sig om "kontrol"; For at fortsætte din analogi, så kan Larsen selv bestemme hvornår han vil ud at sejle, og der er ingen der pludseligt har booket sig ind på på båden i hans sommerferie - han bestemmer selv (eller konen gør, hmmm?).Jeg tror enhver der har deltaget i en carpool vil vide hvad jeg mener: Det er hyggeligt at køre sammen med andre, men det har også sin begrænsning.

Det hjælper selvfølgelig hvis man er enige om målet. Det er meget lettere at indrette sig efter de andre hvis man har en fornemmelse af at alle forsøger at nå det samme sted hen. Og det skal være et tilpas utilgængeligt mål, så ingen kan nå derhen alene og alle er interesseret i det samme. For mindretallet er der ingen forskel på demokrati og diktatur...

Det er selvfølgelig her det særlige danske "konsensus" kommer ind i billedet. Koncensus er efter min mening den ypperste form for management, men det er en svær balancegang at foretage: Man skal undgå at sniksnakke for meget, for så kommer der ikke noget resultat, og samtidig må man ikke mase så hårdt på at der skabes fraktioner i gruppen. Det er hypersvært at få balancen rigtig, og måske kun velegnet til frivilligt arbejde eller meget små grupper der kender hinanden godt.

Engang imellem kunne jeg godt tænke mig at nogen ville vove at prøve det samme i erhvervslivet. Men måske er det det der sker med open source?


16. jan 2012 kl 03:34

Peter Lykke

Re: Enig

- eller udvikling af mods til spil?


16. jan 2012 kl 11:30

avatar

Peter Madsen

@ Peter Lykke

Ret skarpt set - ja, - vi er også nået det punkt hvor konceptet er lidt belastet.

Jeg spørger mig selv hvordan 300.000 amerikanere så kunne blive enige om farven på Saturn V, måden, størelsen, formen, formatet - for vi har ikke altid let ved at opnå det samme 22 mand høj. Er Amerikanere bare meget bedre til at samarbejde ?

Hvis det var penge der gjorde det, skulle de stadigvæk have 300 millioner amerikanere til at blive enige om at bruge dem - på samme måde som vi ser 515 CSSere være meget enige om deres bidrag.

Vi svarer nok til ca. fem fuldtidsfolk idag. Skulle vi være det ville det kræve en ti dobling af budgettet. Det ser jeg som meget usandsynligt.

Det virker kun fordi gutterne overdrager mange beslutninger til von B og jeg. Det kræver deres tillid og deres tolerance. Den kan man takke for meget.

Peter Madsen


16. jan 2012 kl 21:39

Henrik Ishøy

Larsen eller Jensen?

Er det en trykfejl når der et par steder står Jensen?


16. jan 2012 kl 22:04

Peter J. Hansen

Re: Larsen eller Jensen?

Det er fordi Jensen også har en båd, hvor han sidder og venter på, at der kommer nogle frivillige gaster.

Og lidt længere henne ligger Larsen til kaj og venter på frivillige gaster.

Faktisk har Petersen også en båd. Og Hansen. Og Sørensen.

Men alle de frivillige gaster hygger sig sammen, med at bygge raketter og ubåde og dén slags ...


16. jan 2012 kl 22:10

avatar

John Jensen

Re: Larsen eller Jensen?

Det er fordi Jensen også har en båd, hvor han sidder og venter på, at der kommer nogle frivillige gaster.
Og lidt længere henne ligger Larsen til kaj og venter på frivillige gaster.
Faktisk har Petersen også en båd. Og Hansen. Og Sørensen.

Men Olsen, Knudsen og Poulsen har købt en båd sammen, som de deler.
Så kan de skiftes til at være skipper og gaster.
Om vinteren hygger de sig sammen ved båden med at drikke øl og bundmaling
:-)


17. jan 2012 kl 02:28

avatar

Peter Madsen

Jensen og Larsen

Det med den store motorbåd var kun et eksempel - det kunne have være så meget andet Jensen / Larsen er en fejl - jeg skiftede til Larsen under skripleriet fordi jeg kom i tanke om Sangen om Larsen - som nogen vil kende. Så fik jeg altså ikke slettet samtlige Jensen...

Peter Madsen


17. jan 2012 kl 06:00

Peter Lykke

Amerikanske beslutninger...

Peter, I gør nok klogt i at blive ved med at foretage "danske" beslutninger...

Personligt har jeg været ansat i et amerikansk firma der gik under øgenavnet "the warring tribes", og der var ikke meget rationelt i lige præcis deres måde at foretage beslutninger. Top ledelsen kom med en inspirerende, overfladisk pep -talk og forventede så at vi formåede at udvikle et produkt der svarede til det.

Og sådan har det vist været altid. Jeg er lige blevet færdig med Neufelds mammutbioigrafi af von Braun, og der er slet ingen ende på de modstridende beslutninger von Braun må udholde før de endelig fik sat Apollo på skinner. Sjovt nok lader det til at det var lettere - rent projektmæssigt - at udvikle i Tyskland: "Du får to år i fred til at udvikle det her. Hvis du ikke er færdig til den tid bliver du skudt".

Men når det virker, når amerikanerne har et mål alle forstår, SÅ kører det. Big time. Amerikanerne har jo alle dage været gode ingeniører.


17. jan 2012 kl 08:20

Bjørn Larsen

Hva' med at skrive en bog?

Hej Peter,

Har du taenkt paa at skrive en bog om dine tanker og ideer? - baade de tekniske og specielt de filosofiske...

Jeg holder meget af at laese dine blogs pga din filosofiske vinkel, - jeg tror det kunne blive en interessant bog.

- bare en ide...

Mvh Bjorn


17. jan 2012 kl 20:06

svend erik Venstrup-Nielsen

CNC-skære maskine

Hejsa Peter

Nu når du selv lægger op til at dele, vil jeg spørge dig om du på dit/jeres raket værksted har en CNC-skæremaskine, som kan skære i 4m.m. aluminium. Vi mangler nogle monteringsbeslag til følgende project:

https://github.com/openspaceaa...wiki

Det drejer sig om ca 20 beslag af forskellig type, vi har tegninger til samtlige beslag. Jeg håber at hører fra dig.

hilsen/regards
svend-ev


17. jan 2012 kl 21:14

avatar

Thomas Pedersen

Re: CNC-skære maskine

Der findes desværre ikke CNC udstyr i HAB.


18. jan 2012 kl 12:44

Niels Foldager

Re: @ Peter Lykke

Peter:

Jeg spørger mig selv hvordan 300.000 amerikanere så kunne blive enige om farven på Saturn V,

Vi ved jo heller ikke, om de var enige. Kun hvad farven blev.

(De sorte og hvide arealer er i virkeligheden nok selve afstemningsresultatet)


18. jan 2012 kl 22:27

Bill Selmer Jensen

Re: @ Peter Lykke

Peter:
Jeg spørger mig selv hvordan 300.000 amerikanere så kunne blive enige om farven på Saturn V,

Vi ved jo heller ikke, om de var enige. Kun hvad farven blev.

(De sorte og hvide arealer er i virkeligheden nok selve afstemningsresultatet)

Indlysende LOL :)


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Debatterede
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.