Man kan sagtens have glæde af at gøre noget alene. Jeg kan skam rigtigt godt lide at smede et eller andet bare i mit eget selskab.

For mange år siden, i 1994 tog jeg ned til min brors værksted i Skælskør. Med mig havde jeg en masse dele som jeg havde drejet på maskinmesterskolen, hvor jeg gik den gang.

I min brors værksted kunne jeg TIG svejse alle de maskin bearbejdede dele sammen. Det blev til Danmarks første væskedreve, omstrømningskølede raket motor - EM-3 - som blev testaffyret første gang i april 1994.

En af min brors medarbejdere kikkede ind den søndag. Han fandt mig meget koncentreret i gang. Jeg var bestemt ikke snakkesalig - og han undrede sig bravt over at jeg end ikke havde lukket op for musikken som normalt kørte i værkstedet. Jeg havd ikke skænket det en tanke - for mig var turen til TIG svejsemaskinen en mission - planlagt uger før - og set frem til. Jeg ænsede faktisk ikke andet end denne mission. Saml den nye motor, slut.

Så det var sådan set okay at arbejde alene og koncentreret. Bare for en gangs skyld.



Da EM-3 bliver affyrret med LOX og JP4, er vi tre personer med.

Men - denne blog handler om hvor rig man kan blive af at dele og give bort. Jeg har lært at ting som ejendomsret, brugsret og ansvar for noget, ikke hænger sammen på en enkel måde.

Jeg støder af og til på udtrykket - Peter Madsens ubåd - eller Peter Madsens raket. Det irriterer mig altid. Når folk bruger udtrykket, er det selvfølgelig i en form for misforstået respekt for min ejendomsret. Misforstået - fordi ejedomsret er noget jeg fuldkommen afstår fra. Ikke af idealisme, eller fordi jeg har mødt Buddha, eller er blevet kommunist, men fordi det er berigende ikke at klamre sig til ejendomsretten over ting.

Hvis det gælder om at nå sine mål - og indfri sine vildeste drømme - er det bedre og mere effektivt at dele.

Et eksempel...

Larsen køber en båd. Larsen kan nemlig godt lide at sejle, og han drømmer om at tage sine venner med ud og være sammen med dem på HANS motorbåd. Larsen kan, selvom han ikke siger det højt, selvfølgelig også godt lide at andre imponeres over den smukke hvide motoryact.

Det har jo en vis "steet value" at lade de to enorme motorer rumle mens men med fire knob går ned gennem Københavns Havn. Eftersom Larsen køber og betaler motorbåden er det fandme HANS båd, og han bestemmer ubetinget over den. Men Larsens drøm om at sejle med hans venner kommer aldrig rigtigt til at gå i opfyldelse - for de tager ud med DERES egne både, eller i DERES egne sommerhuse.

Gennem mit perspektiv viser Larsen dog kun at han kan tjene penge - hvilket er meget almindeligt. Han har jo ikke formgivet eller bygget båden - så i mit perspektiv kunne han bare vise mig et kontoudtog - det ville være lige så ophidsende. Men - såden er folk ikke flest.

En dag opdager Larsen så at toppakningen på HANS båds en yanmar motor er gået. Han aner ikke noget om dieselmotorer, så HAN må bare punge ud til en renovering. For med ejendomsretten følger ansvaret - og hans venner gider fandme ikke ordne HANS båd, for de har DERES egne.

Måske er det ikke toppakningen der er Larsen problem, men hans insisteren på den hellige private ejendomsret.

Jeg har opdaget at det er meget smartere at dele. Jeg har ikke et behov for at kunne sige MIN dinosaur drejebænk, eller MIN raket, eller MIN undervandsbåd. Fra dag et har jeg ganske bevidst valgt at dele. En person kan slet ikke lave den slags projekter som jeg drømer om. Undervandsbåden Nautilus kræver så meget at jeg ikke på nogen måde kan løfte den opgave selv hun udgør selv. Det kræver en yactskipper eksamen at sejle hende, det kræver maskinister og dæksfolk, det kræver teknikere, elektrikere, smede og maskin ( diesel ) folk. Men det går fint, for i arbejdsgruppen omkring Nautilus findes alle de kompetencer. Jeg mangler bestemt ikke nogen at sejle med, og når toppakningen er gået, er der folk som nøjagtigt ved hvad man gør ved sådan noget.

Der er, vil jeg tilføje, ufatteligt meget mere street value i en undervandsbåd af stål end i almindelig stor motorbåd i plast. Jeg har, siger og skriver, set en cyklist køre i havnen mens han filmede Nautilus med sin mobil. Det var i december måned. Vi lagde bi for at yde assistance - men den ulykkelige blev reddet i land af tililende. Det kunne ellers være sejt om han var reddet om bord i Nautilus - og bragt ned i undervandsbådens indre...

Jensen står helt alene - og ejer i virkeligheden kun alle udgifterne, problemerne og står med alt ansvaret.

Jeg tror på at det kun er fordi han ikke ved hvor meget glæde der knytter sig til at dele ansvar, glæder, sorger, op og nedture med andre - så man aldrig står alene. Det gælder når der skal flyttes 800 kg jernbarrer fra bunden af komandorummet, og det gælder når der lægges til, når der skal navigeres, når der skal males - og knokles i batterilast, inden i ballasttankene og alle steder. Sure job bliver til udfordringer man overkommer sammen.



Det gælder når vi stolt og sammen søsætter hende. Man kan bare ikke gøre den slags alene.

Med hensyn til raketten bliver det endnu mere udtalt. Der er mange ting på Nautilus jeg ikke kan, men trods alt - den er et ret enkelt mekanisk system. Til forskel med HEAT 1X. Der var ting i den raket jeg kun forstår på principniveau. Jeg kunne aldrig have bygget 1X, og de næste raketter vi flyver med aktiv styring ligger så langt fra det jeg kan, at det svarer til hvis Jensen ville installere en atomreaktor i sin motorbåd. Men ved at dele projektet med andre bliver det muligt.

Jeg bestemmer ikke. Tit og ofte må jeg se mig irettesat of folk som er klogere end mig selv. Hvis jeg var ejer kunne jeg trumfe mine fejl igennem ja, og selv betale regningen. Nej tak.

Det sker jeg "tager ledelsen" og prøver at virke katalytisk på gutterne - men det er en servicefunktion - og bliver jeg for smart siger de fra - og vi får gjort jobbet alligevel. For alle føler et fælles ansvar.

Hvis jeg gør det op - så har jeg ingen bil, ingen hus, intet værktøj, ingen møbler, ingen fjernsyn. Jeg er de facto ejer af en cykel. Det er en model til 1250 kr. fra Harald Nyborg med teksten "A ride for a Star" skrevet på stellet. Baghjulet holdes på plads med et stykke ståltråd. Mit tøj er for det meste sponsoreret til CS, så det er faktisk heller ikke mit.

Jeg ved godt at der faktisk er mange mennesker som lever efter devisen - "Den der har mest når han dør har vundet" - og når jeg læser om innovationsprojketer kan jeg også godt mærke at beskyttelsen af rettigheder og ejendoms ret - i sidste ende kroner og øre - vejer tungere end glæden ved at berige verden med en ide.

Jeg ejer altså meget lidt - men jeg er aligevel meget lykkelig. I går var ti tolv mand ( heraf to af Nautilus kvinder ) i HAB. Nautilus kom meget langt mod sin reaktivering - og i raketværkstedet gennemførtes en komplet oprydning. Alle værktøjerne til de to drejebænke blev sorteret og lagt klar, og der blev skåret dele til vores fire sonderaketter til 2012. Båndsaven blev renset. Materiale reolen ryddet op. Det var en enorm masse ting der skete. I mens var min kære kollega von B ude og besøge faldskærmsbyggerne - så vi kan lande pænt under tre enorme orange og hvide faldskærme til sommer.

Man kunne have insisteret på at eje. Men så var intet af dette sket - og alle drømme om raketter, undervandsbåde - samhørighed og samarbejde forblevet drømme.

Eksemplet med Larsen var naturligvis tænkt. Ikke et ondt ord om store motorbåde - et skib er jo som de mennesker det sejler det - og min ensomme ejer Larsen findes måske slet ikke i virkeligheden. Jeg ville bare eksemplifisere, hvad jeg mener jeg har erfaret. At man altid skal forsøge at lave projekter der indrager i stedet for at eskludere.



Peter Madsen