/produktion

Holland bejler til Danmark: Lad os købe kampfly sammen

Hollands forsvarsminister har officielt foreslået, at Danmark, Norge og Holland køber F-35 sammen. Dansk forsvarsminister er klar på partnerskaber

Af Erik Holm, fredag 13. jan 2012 kl. 11:56

Et nyt europæisk kampflysamarbejde tager mere og mere form.

Det sker efter at den hollandske forsvarsminister, Hans Hillen, under en tale i det Atlantiske Råd fortalte, at han havde bedt sine danske og norske kolleger om at overveje at gå sammen i købet af F-35.

»Ved at gøre det, kan vi tre lande bygge på det eksisterende samarbejde mellem F-16-lande, som ser på F-35 som afløser,« lød det fra Hans Hillen.

Ifølge Defense News var begrundelsen, at samarbejdet vil give større samarbejdsmuligheder i forhold til anskaffelse, vedligehold af kampflyene og fremtidige operationer.

Den danske forsvarsminister, Nick Hækkerup (S), har også lagt op til øget samarbejde på kampfly og kalder over for Ritzau det hollandske udspil for interessant.

Det synspunkt bekræftede ministeren så sent som tirsdag under et foredrag på Københavns Universitet, hvor han samtidig åbnede op for, at andre lande kan overvåge dansk luftrum.

Danmark, Norge og Holland købte sammen med belgierne F-16 i et samarbejde kaldet Epaf, European Participating Air Forces. Endvidere har landene haft et tæt samarbejde med Portugal, der også flyver F-16.

Hans Hillen lagde også op til at Belgien og Italien kan deltage i en ny omgang Epaf med F-35-kampfly. Italien er som Danmark, Norge og Holland partner i JSF-programmet, mens belgierne indtil videre ikke har konkret planer om at købe nye kampfly i form af en konkurrence, som i Danmark.

Heller ikke Portugal har planer om nye kampfly.



13. jan 2012 kl 15:02

avatar

Lars Fløche

Politiske eller tekniske argumenter ?

Der er overhovedet ikke nogen vigtige argumenter for, at Danmark skal følge Norges og Hollands eksempel og købe de samme amerikanske kampfly en gang til. Man kan i hvert fald bruge de samme argumenter om stordrift for at Danmark bør købe de samme svenske kampfly som Sverige og Finland gør. Kontrakterne om danske co-leverancer er i hvert fald heller ikke bedre i USA end i Sverige. Hvis ikke disse fly ikke kan sælges på klare tekniske argumenter, så kan man vel sige, at Danmark snarere har en klar fordel i at hjælpe den svenske forsvarsindustri fremfor at hjælpe den amerikanske forsvarsindustri. Hvad det hollandske flykøb angår, så er der historisk en kedelig tradition for, at alle flinke beslutningstagerere i Holland kan modtage rundhåndet amerikansk provision i forbindelse med flyhandler. Helt ind i den hollandske kongefamilie endda. Mon man kan forestille sig at amerikanske flyfabrikker stadig benytter denne måde at smøre på ?


13. jan 2012 kl 15:31

Bjarke Mønnike

Den som smører godt .......

....kører godt

En forhenværende FL Scmidt ingeniør blev spurgt om de brugte betikkelse.Svaret var: " Er du tovlig mand, nej da, det anvender vi da agenter til" :o)

Bestikkelse kan have mange former, der ikke alle er økonomiske !!!!!!

Vi læser om en af de større her i landet. der har kørt som føljeton her de sidste 100 dage:o)

Prins Berhards deltagelse i Lockheedskandalen var jo bare en klodset håndtering af noget der ikke plejer at blive opdaget .


13. jan 2012 kl 16:24

Jesper Guldberg Hansen

Re: Politiske eller tekniske argumenter ?

Det vil være svært at få stordriftfordele med svenskerne og finnerne, idet svenskerne flyver deres egne SAAB JAS 39 Gripen mens finnerne de sidste 15 år fra fløjet rundt i Boeings F-18 C/D.

Stordriftfordelene fås enten ved at vælge F35 med Holland og Norge (og Italien og UK omend de har valgt hhv. B og C udgaven) eller at vælge Eurofighteren med Tyskland, Italien, UK, spanien og Østrig

Ved valg af Gripen kunne man også arbejde sammen med Schweiz, omend det ikke er et NATO land.


13. jan 2012 kl 17:27

avatar

Lars Worm Andersen

Holland tjener på dansk F-35-køb

Holland er niveau 2-partner og HAR valgt F-35. Holland ønsker at etablere en servicebase til vedligeholdelse og opgraderinger af europæiske F-35. Holland har derfor et økonomisk incitament til at Danmark vælger F-35.

Norge er niveau 3-partner og har ligeledes valgt F-35. Kongsberggruppen i Norge har udviklet et stealth-sømålsmissil 'Naval Strike Missile' (NSM), som Lockheed Martin vil markedsføre sammen med F-35 som 'Joint Strike Missile' (JSM).

Danmark er niveau 3-partner og har udstationeret et tosædet F-16-fly med testpilot i USA til at udvikle sensorer til F-35. Terma A/S er med i F-35 som potentiel underleverandør. Danmark har bevilget knap én milliard kroner til F-35-projektet frem til 2013, som Danmark ikke er sikre på kommer igen, uanset om vi vælger F-35 eller ej.


16. jan 2012 kl 15:03

Thorbjørn Hansen

Hvem flyver hvad i de kommende krige?

Det er næsten altid USA, der har travlt med at etable et luftherredømme i en given krig.

Så hvorfor skal vi købe fly der er lige så gode som deres, når vi alligevel blot bliver bedt om at foretage bombetogter og lign. bagefter?

Jeg synes fint vi kan vælge Super Hornet, der er noget billigere end F-35, og den er allerede i brug.

Ja, der er tilbagekøbsaftaler osv., men batter det virkeligt, når flyene er så dyre som de er?


18. jan 2012 kl 11:33

Lars Nielsen

Re: Hvem flyver hvad i de kommende krige?

Hvorfor skifte de gamle F16 fly ud med noget nyt ?
Så længe de kan flyve, så burde det være godt nok. Da mange andre nationer har gamle fly...


18. jan 2012 kl 14:33

Anders B. Jensen

Min personlige mening

Nedlæg militæret.

Vi siger at vi ikke går ind for dødsstraf, men når vi tager til Irak, Libyen eller et af de andre lande på så kaldte fredsbevarende "krige" henretter vi soldater og civilbefolkningen uden forudliggende rettergang.

Dette burde være grund nok, hvis du også er i mod dødsstraf så burde du også være for nedlæggelse af militæret, alt andet vil være dobbeltmoralsk.

:) Peace.


18. jan 2012 kl 15:38

Lasse Kürstein

Vælg det bedste...

Anders.
Det er da den mest lyserøde holdning nogensinde. Det er jo ikke for sjov at vi sender soldater derned!

Men jeg antager at du så heller ikke kører i bil, bruger GPS, eller mikrobølgeovn samt internet... Nå, det gør du jo... Så hvem er dobbeltmoralsk nu -.-

Jeg synes det er dumt at der går så meget politik i hvilke fly vi skal have! Det handler om hvilke der er bedst til at opfylde vores behov. Det er suverænitetshævelse og bombetogter. Så F-35 (den billige af de 3) er den vi skal have. Ulemperne ved F-16 og snart F-18 er, at de er møg dyre at reparere, og hvis Holland vil smide mia. i udstyr til at reparere dem - så er det jo LÆKKERT for os. Jeg kan ikke helt tage Gripen seriøst, Den bliver hurtigt dyr at have på vingerne! Dyrere reservedele, sværere at eftermontere NATO udstyr, og så har vi alligevel investeret i JSF og F-35, så hvorfor ikke tage en af dem.


18. jan 2012 kl 18:45

avatar

Lars Fløche

Anders har helt ret, men ....

Man kan faktisk godt producere både biler, GPS, microbølgeovn og Internet uden at bevillige penge til "Forsvaret". Når vi andre har argumenter for eller imod indkøb af det ene eller det andet kampfly, så er det jo fordi vi ved, at Folketingets flertal er helt vilde med at brænde milliarder af kroner på alt lmilitært isenkram. Der er stadig stemmer i at sprede frygt i befolkningen. Millitær oprustning er gammeldags og primitivt. Vi kan kun glæde os over, at de nye generationer, der vokser op er helt anderledes indstillet og at de tror på, at gammeldags krige kan undgås, hvis man arbejder for en ærlig og global dialog samt en bedre fordeling af goderne. Så Anders har helt ret.


18. jan 2012 kl 19:01

Michael Eriksen

Re: Vælg det bedste...

Jeg kan ikke helt tage Gripen seriøst, Den bliver hurtigt dyr at have på vingerne! Dyrere reservedele, sværere at eftermontere NATO udstyr...
Du skulle måske sætte dig en smule ind i tingene. Gripen er det suverænt billigste vestlige fly at operere, det er fuldt NATO integreret allerede, det bruger samme motor, våben og elektronik som konkurrenterne (samme motor som F/A-18 E/F, næsten sammen EASA radar som næste Typhoon-generation - og nøjagtig samme våben som alle andre).


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.