(Opdateret) I generationer var kulminerne Ruhrområdets stolthed, der fyrede op under en boomende tysk industri. Men Tysklands regering og EU-Kommissionen har besluttet at droppe de milliardtunge subsidier, som i årtier har holdt minerne i live.

Så i 2018 er det definitivt slut med stenkulsproduktionen. Så snart de sidste arbejdere har forladt minerne, fyldes skakter og tunneler op, og de gamle slaggebjerge fjernes.

Det var i hvert fald planen, indtil Tysklands største mineselskab RAG (det tidligere Ruhrkohle AG) kom på andre tanker.

»Vi var på udkig efter nye forretningsområder,« fortæller RAG-ingeniør Walter Eilert.

»Normalt ville vi have lukket minerne og prøvet at sælge de overjordiske arealer til erhvervs- og boligformål, men så kom vi til at kigge på vores slaggebjerge, der er op til 80 meter høje. Set fra Nordsøen udgør de første højdedrag i det tyske landskab, så vi tænkte, at der måtte blæse en god vind deroppe. Det var ganske rigtigt tilfældet, og sådan opstod ideen til at producere vedvarende energi.«

I 2010 opførte RAG de første vindkraftanlæg på slaggebjerge i byen Gelsenkirchen. De forsyner nu omkring 10.000 husholdninger. Efterfølgende har selskabet indrettet et eget forretningsområde, der nu fortsætter etableringen af vindmøller på RAG’s mange minearealer.

Walter Eilert har det overordnede ansvar for RAG’s nye vedvarende energi-segment. Og han får stadigt mere at se til, for mineselskabet har øjnet en god gesjæft, hvad bæredygtighed angår:

»Vi er ved at undersøge, om bjergene også kan bruges til vandkraft, hvor vi etablerer en sø på toppen og for foden, og placerer en pumpestation imellem dem. Det ser indtil videre meget lovende ud.«

»Desuden er vi i gang med at etablere solcelleparker på nogle af vores arealer, frem for alt i den sydlige delstat Saarland, hvor der er mere sol end her i Ruhrområdet. Vi satser på biomasse, og har plantet pile- og poppeltræer på et 25 hektar stort område, hvor der indtil for ti år siden befandt sig en mine – midt inde i en by. Dem vil vores partnere producere træpellets af,« forklarer RAG-ingeniøren.

Han understreger, at hvis selskabet støder på mere indbringende muligheder for arealerne – f.eks. boligprojekter – vil de hurtigt kunne afvikle energiprojekterne igen.

»Men så har vi i det mindste fået noget ud af de forladte arealer i mellemtiden,« fastslår Walter Eilert.

Geotermisk varme fra minerne
Som det næste vil RAG vove sig ned under jorden og også bruge de gamle mineskakter, haller og tunneler til produktion af vedvarende energi (VE).

»Vi eksperimenterer allerede med geotermisk varme, som vi henter op fra 650 meters dybde via sonder og et eksisterende rør i en tilgravet skakt,« fortæller Walter Eilert.

»I samarbejde med et boligselskab bruger vi varmen til at forsyne en række lokale nybyggerier. Det kan vi i princippet gøre med enhver af vores mineskakter uden at skulle investere meget i det.«

RAG ser et endnu større potentiale i grubevandet i minerne, som selskabet skal pumpe op under alle omstændigheder.

»I Ruhrområdet pumper vi godt 80 millioner kubikmeter årligt, og det vand er 20-30 grader varmt,« forklarer selskabets VE-mand.

»Ved hjælp af varmevekslere har vi allerede forsynet flere nye husprojekter i området med varme fra grubevandet. Det projekt er vi også i gang med at udvide.«

Turbine i bunden af skakten
Det mest ambitiøse projekt, som RAG barsler med, er etableringen af vandkraftværker dybt nede i minerne. Tanken er at sænke store turbiner ned i underjordiske haller i over 1.000 meters dybde. De skal drives af vand, som falder ned gennem skakten ovenfor, og rammer turbinernes skovle med stor kraft. På den måde vil RAG opnå ydelser på godt 600 MW – hvilket teoretisk ville være nok til at forsyne en større by.

»Vi overvejer aktuelt, om vi skal etablere et lukket eller åbent system,« forklarer RAG-ingeniøren.

»Det lukkede system ville inkorporere et overjordisk og et underjordisk bassin, som tilsammen skaber et kredsløb. I så fald ville vi skulle etablere et godt 200.000 kubikmeter stort bassin nede i minen. I det åbne system ville vi droppe det bassin og bruge grubevandet som et naturligt nedre bassin,« fortæller Walter Eilert.

På den måde er det muligt at bruge minerne som pumpekraftværk til at udligne elproduktionen fra vindkraft og solceller.

RAG er stadig ved at undersøge, om noget sådant overhovedet kan realiseres – både hvad angår de tekniske aspekter og de geologiske forhold.

»For eksempel kan vi ikke nedsænke så store turbiner som dem, man anvender i Alperne eller i Norge. Det er fysisk umuligt,« konstaterer Walter Eilert og tilføjer:

»Så vidt jeg ved, har man aldrig forsøgt sig med lignende projekter andre steder i verden. Så man kan sige, at vi er pionerer – men det betyder også, at vi ikke kan støtte os til andres erfaringer.«

Walter Eilert indrømmer, at de store ambitioner ud i vedvarende energiproduktion i begyndelsen stødte på mistro og modstand i dele af selskabet. Men nytænkningen har bredt sig.

»Det skyldes for det første, at universiteterne i delstaten kom på tanken omtrent samtidig med os og nu slutter op om projektet. For det andet har atomkatastrofen i Fukushima og det tyske energiskifte skabt en større bevidsthed om nødvendigheden af bæredygtig energi.«

Både kommunale værker og Tysklands store energikoncerner er begyndt at kigge RAG over skuldrene, og på nogle punkter er man allerede begyndt at samarbejde.

»Men vi er alle enige om, at det endnu er for tidligt at bevæge sig ud i de helt store investeringer,« slutter RAG’s chef for vedvarende energiprojekter.