Professor Torben Grodal tøver med at drage konklusionen. På den anden side vil han heller ikke udelukke den: Krimifiktion kan føre til vold.

Den norske massemorder Anders Breivik kunne være et eksempel. En af hans erklærede yndlingsfilm er Lars von Triers 'Dogville'. Spørgsmålet er, om Anders Breivik ville have mejet en hel gruppe mennesker ned på samme vis som hovedpersonen i filmens slutningsscene, hvis han ikke havde set filmen? Dén tese vender vi tilbage til.

Den nyeste forskning viser, at krimier har en fysisk indvirkning på os. En spændende krimifilm giver hjertebanken og svedige hænder, når vi ser helten blive overmandet af skurken, men der sker også noget med os, når vi følger en detektiv eller politiassistent, der skal løse en kriminalgåde.

Det såkaldte dopaminergiske system bliver aktiveret, forklarer Torben Grodal, der er professor i filmvidenskab på Københavns Universitet. Han er forfatter til flere bøger om films fysiske og følelsesmæssige indvirkning på os: 'Moving Pictures, A New Theory of Film Genres, Feelings and Cognition', der udkom på Oxford University Press i 1997, og 'Filmoplevelse - en indføring i audiovisuel teori og analyse' er et par af dem. I disse år er han ved at skrive en ny bog, der indkredser de kognitive processer, der bliver sat i gang, når vi ser eller læser en krimi.

Den kognitionsteoretiske forståelse af film betyder, at der ikke er nogen forskel på, hvordan vi opfatter og sanser den virkelige verden og filmens verden. Film og til dels også litteratur 'trykker på de samme knapper' som i det virkelige liv.

»Vi er lidt som hunde: Når vi lugter noget bestemt, tror vi også efterfølgende, at det samme kommer til at ske som sidste gang, vi lugtede til det. Det er et neurologisk system, der er opbygget, så dyr kan finde føde eller en mage. Når vi først har set et spor lagt ud, forfølger vi det og regner med at opnå noget bestemt, som sidst vi fulgte et lignende spor. Generelt kan man sige, at det også fungerer sådan, når vi følger et spor på film eller læser om det,« siger Torben Grodal.

Han baserer sin forskning i æstetiske processer på resultaterne fra flere neuropsykologer – blandt mange andre den amerikanske professor Kent Berridge, den danske professor i psykiatri Morten Kringelbach og særligt den amerikanske psykolog Jaak Panksepp. Sidstnævnte har inddelt de syv grundfølelser frygt, vrede, panik/tab, omsorg, søge, parring og leg i hver sit system.

Dopamin kaldtes tidligere et lyststof, men nyere forskning har vist, at det nærmere er et 'begærstof', fordi det reaktiverer associationer til tidligere lystoplevelser. Når vi ser Sherlock Holmes opklare en mordgåde, aktiveres det stærke dopaminunderstøttede begær efter at komme frem til løsningen.

»Kriminalfilm virker i særlig grad, fordi der bliver lagt en række spor ud. Det samme gælder erotiske signaler eller madsignaler, der vækker målstyret begær,« siger Torben Grodal.

Torben Grodals og hans kollegers forskning kan være med til at forklare, hvilke neurologiske mekanismer der kan være på spil, når vi ser eller læser krimier. Hvordan er samspillet mellem ophidselsen og de følelser, der er knyttet til de forbrydelser?

»Når vi ser de nyere, skandinaviske kriminalfilm er det interessant at se, hvordan de også spiller på, at vores følelse af omsorg skal aktiveres. Det gælder for eksempel en tv-serie som Anna Pihl, der næsten kun handlede om parforhold og familierelationer. I de klassiske kriminalfiktioner følger vi mest sporhundene, hvorimod mange nyere krimier ofte vægter en udpensling af offerrollen, sorgen hos de efterladte eller panikken hos personer, der er fanget af forbrydere. Kriminalfilmene aktiverer derfor både søgesystemet og de voldsomme grundfølelser som sorg, vrede, frygt og panik ved at blive skilt fra sine nærmeste,« siger Torben Grodal.

Og her kommer vi tilbage til Anders Breivik.

»Når vi ser en kriminalfilm, er det i høj grad en simulering. Krimifilm aktiverer de dispositioner, vi i forvejen har. Derfor afhænger det også af, hvem der bliver eksponeret for det. Anders Breivik er jo en psykopat, og hvis hans adrenalinniveau kører i overgear, mens han ser filmen, vil jeg ikke udelukke, at det godt kan have haft en indvirkning. Ligesom mad virker stærkere på den, der er sulten, virker vold aktiverende på psykopaten, der ikke har den samme indlevelse i andres menneskers følelser. Normale mennesker vil også indskyde en realitetsvurdering, der inddæmmer læringen. Selv om det meste af hjernen bliver forført af de voldsomme billeder, ved vores frontallapper godt, at hjernen ser film,« siger Torben Grodal.

I sin tidligere forskning har Torben Grodal også beskæftiget sig med, hvad det er i hjernens opbygning, der gør, at de succesrige historier ser ud, som de gør.

»Hjernen er beregnet til at styre handlinger, såvel i bogstavelig forstand som i form af tankehandlinger. Kunstfilm blokerer ofte handlingsaspektet, så hjernen så at sige oversvømmes af følelsesladet sansning. Det er input, der ikke kan udlades i handling. Sådanne 'oversvømmede' oplevelser kalder vi lyriske og oplever dem ofte som drømmeagtige. Men de fleste tilskuere ønsker et stadigt episk flow mellem input og output. De kan ikke lide historier, der ikke har en klar, fremadskridende tidsstruktur,« siger Torben Grodal.

Han pointerer, at den ene fortælleform ikke nødvendigvis er bedre end den anden. Ligesom nogle mennesker har sans for atomfysikkens spidsfindigheder, kan andre se kvaliteterne i filmæstetiske finurligheder.