/transport

Eurocopter kæmper for kontrakt med Danmark

Indkøbet af nye maritime helikoptere nærmer sig sin afgørende fase, men har taget en overraskende drejning. Indtil kort før jul var franske Eurocopters Panther dømt ude af den tekniske evaluering. Men franskmændene har sat kløerne i politikerne og kæmper for livet.

Af Erik Holm, søndag 15. jan 2012 kl. 10:00

En af de største materielanskaffelser i indeværende forsvarsforlig bliver milliard-indkøbet af nye maritime helikoptere til Forsvaret. Måske derfor fik sagen pludselig politisk bevågenhed kort før jul, lige inden Forsvaret skulle bekendtgøre, hvilke kandidater de ville indlede forhandlinger med.

Forsvarets Materieltjeneste, FMT, som varetager den tekniske del af indkøbet, forventede selv i starten af december at offentliggøre, hvilke kandidater der ville gå videre. Sådan skulle det ikke gå, og det vender vi tilbage til. Først lidt baggrund.

Forsvaret har lagt op til køb af en militær hyldevare eller i det mindste en helikoptertype, som er meget langt i udviklingsfasen, og som er eller vil være operativ i mindst ét andet Nato-land. Konceptet er baseret på det, Forsvaret kalder 'best value'. Ifølge FMT betyder det overordnet set, at Forsvaret vil pege på den kandidat, som giver den bedste samlede løsning ud fra en række parametre. De er: missionseffektivitet, anskaffelsesomkostninger, drifts- og vedligeholdelsesomkostninger, sikkerhed for fortsat udvikling samt faktorer som interaktion med andre Nato-lande. Forsvaret har samtidig understreget over for leverandørerne, at fokus ligger på økonomi - både i form af anskaffelsespris og vedligeholdelses- og driftsomkostninger gennem helikopternes levetid.

Tre kandidater i spil

FMT har arbejdet med anskaffelsen siden 2007, da den daværende chef for FMT sammen med projektgruppen inspicerede helikoptere ved Paris Air Show, og Ingeniøren første gang beskrev købet. Siden har FMT lagt sig fast på tre kandidater: den britisk/italienske AW159 Wildcat, den amerikanske Sikorsky/Lockheed Martin MH-60R Seahawk samt den franske Eurocopter Panther. Seahawk og Panther er eksisterende produkter, mens Wildcat er en videreudvikling af den Lynx, som Forsvaret anvender i dag på sine skibe. Den vil være i service i den britiske hær i løbet af 2014.

At helikopterne alle har rotorblade, er groft sagt den eneste fællesnævner for de tre kandidater. Wildcat og Panther er mindre helikoptere, der vil kunne tilpasses som en relativ let erstatning for Lynx på blandt andet de mindre skibe som Knud Ramussen-klassen, der opererer i Nordatlanten. Seahawk er omtrent dobbelt så stor som sine europæiske konkurrenter, men der vil omvendt være plads til dem på de nye fregatter samt Absalon-klassen.

Både Seahawk og Wildcat er designet og udviklet som militære helikoptere med anti-ubådskrigsførelse som det primære formål, mens Panther er en militær version af den civile Dauphin. Seahawk og Panther er samtidig nyere versioner af helikoptere, som er udviklet i 1970'erne og 1980'erne, mens Wildcat langt hen ad vejen er en ny helikopter - også selv om flere afgørende komponenter som hovedrotor er levn fra den gamle Lynx, som Forsvaret bruger i dag.

Den politiske indblanding

Tilbage til nutiden og den politiske indblanding i det, som de fleste troede for en gangs skyld var et stort indkøb til Forsvaret, der kørte som smurt i motorolie.

I slutningen af november kom det frem, at politikerne krævede en briefing om Forsvarets valg. 16. december gav Forsvarets chef, general Knud Bartels, sin briefing, hvor emnet var de tre kandidater og tilsyneladende også fravalget af Eurocopter og deres Panther. Forsvarskommandoen ønskede at gå videre med Wildcat og Seahawk. Ifølge flere kilder var Bartels tilmed ganske klar i spyttet om, at han gerne så Seahawk som afløser for Lynx og egentlig helst bare ville køre videre med amerikanerne.

Efterfølgende sendte Eurocopter et brev til medlemmerne af forsvarsudvalget. Heri beklagede man at være bortdømt på en række parametre, som lå til grundlag for hele købet, og hvor man mente at stå stærkt i konkurrencen. Det var blandt andet i forhold til pris og udviklings- og vedligeholdelsesomkostninger. Punkter, som lå til grund for hele konkurrencen. Den franske helikopters civile ophav og store globale udbredelse (over 900 eksemplarer) var et gennemprøvet produkt, som man ville kunne finde, hvis man slog ordet 'hyldevare' op i ordbogen.

Forvirrende præsentation

Knud Bartels' præsentation af de tre kandidater imponerede ikke politikerne, og flere af dem har understreget deres fælles forvirring. Blandt andet fordi Bartels ifølge flere kilder skøjtede let hen over det ellers vigtigste parameter i udbudet: pris. Da det samtidig lykkedes for Eurocopter at så tvivl hos politikerne, blev der stillet nye, opklarende spørgsmål fra politikerne, som ingen dog i skrivende stund ved eller vil sige, hvornår bliver besvaret.

Hos Forsvarets Materieltjeneste henviser man til Forsvarskommandoen, der igen henviser til Forsvarsministeriet, som ikke vil sige andet, end at man ganske rigtigt er ved at besvare en række spørgsmål fra forligskredsen. Spørger man politikerne, er beskeden, at Forsvarsministeriet jo selv må vide, hvornår de mener at kunne besvare spørgsmålene, eftersom de jo udarbejder dem, men at man da gerne ser spørgsmålene besvaret inden udgangen af januar. Ifølge rygterne vil svarene ligge klar på næste møde i forligskredsen på torsdag 19. januar

Der står den så, den helikopterhandel, som alle troede kørte på skinner. Og før de nye svar lander, er der ingen af byderne, som ved, om de går videre eller skal pakke kufferten og rejse hjem til Frankrig, Sydengland eller den amerikanske østkyst.

Følg Erik Holm på Twitter: twitter.com/#!/holm_erik



15. jan 2012 kl 13:01

Mathias Waack-Möller

Så sker det igen IC4 bare hos militæret.

Man skulle jo tro at de danske politikkere havede lært af fortidens brøllere, fx IC4 bare foir at nævne det nyeste.....

Sidst da det skete var der "bare" nogle politikere der ikke var vilde med at det tog DSB gerne ville have fantes i andre lande.
Politikere også selvom de er trafikordstyrer og hvad det nu hedder, ved jo altså bare ikke det samme som nogle inginører hos DSB som ved hvad materielet på de danske skinder vil blive udsat for.

Men Det skete som bekendt ikke helt...
Svaret på hvordan det er gået kender vi vist desværre godt...

Men nej endnu engang, sker der indblanding i hvilket materiel der skal indkøbes til at dække et område som ingen af de politikere der skal bestemmer ved noget om, forstået sådan at de jo er politikere og ikke militærfolk.

Hvor mange penge og hvor politikere skal igennem det samme førend de fatter det....


16. jan 2012 kl 01:03

Steen Skovshoved

Der er da ikke så svært..

Sikorsky har vi haft og de klarede alle 40 år i tro tjeneste inden de blev afløst af Merlin 101 skrammet fra AgustaWestland.
Og den lille franskmand, Eurocopter er sådan set også en fin lille nips genstand, men jeg tvivler på den i en god stiv vind fra vest.

Nej, lad os få noget som flere 100 forskellige piloter har været med til at udvikle, nemlig MH-60R Seahawk, det virker og som elsker vind, varme og kulde og kan tage en del folk med ad gangen.
http://da.wikipedia.org/wiki/M...hawk


16. jan 2012 kl 18:41

Bo Leth Andersen

Eurocopter har gode referancer i Dk

Sud Aviation SE.3160 Alouette III med kun en motor, tjenestegjorde i Søværnet i 20 år uden tab af et eneste fly, blev netop anskaffet efter Hans Hedtofts forlis til brug i Nordatlanten.
Sud Aviation indgår i Eurocopter, og Panter fremstilles på den gamle Sud Aviation fabrik. Panter er den direkte efterfølger til Alouette III i Eurocopters program.
Panther anvendes under navnet HH-65 Dolphin af US Coast Guard, som primær skibsbaseret helikopter.
Jeg har aldrig hørt om problemer med Hærens Eurocopter Fennec.
Indfasningen af Lynx krævede meget værkstedarbejde i 80'erne.

Men det store spørgsmål er om man skal satse på en lille og handy helikopter, eller en stor og kostbar helikopter med stører bæreevne og rækkevidde.

De eksisterende inspektionsskibe en bygget til Lynx, og vil kunne ombygges til Sea Hawk, men næppe til Merlin.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.