'Markant ændret' energiudspil bliver billigere
Rettet: I et forsøg på at få oppositionen med i en ny energiaftale ændrer regeringen nu så markant på sit udspil, at det bliver markant billigere. Gevinsten skal hentes på effektiviseringer, siger minister.
Læs også
Regeringen er nu gået i gang med at revidere og billiggøre udspillet ’Vores energi’ fra 25. november.
Det sker for at imødekomme Venstre og Konservative, som ikke vil bruge mere end 3,6 mia. kroner på en ny energiaftale. En aftale, der ifølge regeringens forslag skal koste 5,6 mia. kroner, skriver Dansk Energis nyhedsbrev.
Klimamålene fastholdes dog som i det oprindelige udspil med bl.a. 40 procent drivhusgasreduktion i 2020 i forhold til 1990, men samtidig ser regeringen nu på, om effektiviseringer i energisektoren kan gøre udspillet billigere, oplyser energiordfører Rasmus Helveg Petersen (R).
De runde hovedtal er en årlig udgift i regeringens oprindelige udspil på 5,6 milliarder kroner i 2020, mens Venstre og Det Konservative Folkepartis ramme er 3,6 mia. kr., vel at mærke før indregningen af NOx-afgiften på 600 mio. kr.
Ifølge den konservative energiordfører, Mike Legarth, har ministeren til hensigt at imødekomme de konservatives ønsker om at sænke udgifterne i sit energiudspil.
Til nyhedsbureauet Reuters siger Martin Lidegaard (R), at der er tale om et markant ændret forslag:
»Her taler vi ikke om peanuts. Vi er i gang med at udvide søgefeltet og forligsrammerne lidt, sådan at vi måske kan finde noget finansiering ved at finde effektiviseringer i energimarkedet,« siger han.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) bekræftede tirsdag, at regeringen sigter mod en bred energiaftale.
Rettelse: Tidligere fremgik det af artiklen, at regeringen ville skære to milliarder kroner væk fra det nuværende energiudspil for at imødekomme oppositionens krav. Regeringen har dog ikke sat tal på, hvor meget billigere udspillet vil blive, men snakker blot om en markant ændring. Det er nu rettet i artiklen.






