Læserarrangement
Hvis der er interesse, vil vi forsøge at få stablet et læserarrangement til Sommers Museum og SAAB-udstillingen på benene.
Motorbloggen har aldrig lagt skjul på glæden ved en god SAAB. Jeg kan ikke prale af at være blevet lavet i en SAAB, men jeg tilbragte utallige timer på bagsædet af en på vej frem og tilbage fra familiens sommerhus i slutningen af 1960’er og 15 år frem.
Først en 96 Stationcar, så en 99 (den tidlige model med Triumph-motor, som desværre blev slidt op) og til sidst en lidt nyere 96 (Desværre var den blevet skiftet ud med en Toyota, da jeg fik kørekort). Før jeg blev født havde familien ejet en SAAB 93 næsten magen til den Jay Leno kører rundt i i LA.
Til alle SAAB-entusiaster og andre bilinteresserede, så har Ole Sommer og hans museum i Nærum nord for København arrangeret en SAAB-special.
Udstillingen åbner d. 5 februar og her kan man både se gamle sportsmodeller og sjældne modeller. For eksempel en SAAB 96 Sport fra 1964, der har tilhørt den kendte danske motorsportsmand og SAAB-mekaniker Keld Hansen, og en SAAB 600 fra 1985.
Hvis der er interesse, vil vi forsøge at få stablet et læserarrangement til Sommers Museum og SAAB-udstillingen på benene.
15. jan 2012 kl 17:45
Som repræsentant for de frivillige kustoder på Sommers Museum må jeg sige, at I skal være noget så velkomne!
Vi er i øjeblikket i fuld gang med de sidste forberedelser inden vi åbner særudstillingen om SAAB søndag den 5. februar.
Jeg har givet Bjørn besked direkte om, at hvis han kan samle 30 personer, arrangerer vi gerne et besøg på et tidspunkt, der kan passe jer, og for den normale entre vil vi så give gruppen en særlig rundvisning på både SAAB-udstillingen og i museets faste samling. Det får de almindelige besøgende ikke.
Så er det vel blot at give udtryk for jeres interesse over for Bjørn?
Vi glæder os til at se jer!
Med venlig hilsen
Svend Carstensen