Hvis hele verdens befolkning brugte lige så meget energi som danskerne, skulle vi ifølge beregninger fra Verdensnaturfonden have fire jordkloder.

Vi ved, at Jordens reserver af fossile brændstoffer og en række vigtige mineraler i vores produktion snart er brugt op. Vi ved, at Jordens klima er i gang med voldsomme forandringer med naturkatastrofer til følge. Vi ved, at vi ikke kan fortsætte vores udledninger af CO2 og andre klimagasser.

I Danmark er vi et oplyst land med et oplyst folk. Egentlig ved vi godt, at det er galt fat. Og vi vil gerne vise os, som dem der går foran. Men når det kommer til vores egen handling bag ordene, er det som om, vi hellere vil hygge os – ligesom passagerne på 1. klasse på Titanic, efter skibet er stødt på isbjerget. Musikken spiller videre, og så går det nok alt sammen.

I stedet for at bygge redningsbåde eller finde en måde at udbedre skaderne på skibet – eller endnu bedre at opfinde et skib, der kan navigere sikkert mellem isbjergene, ja, så er vi mere optaget af opdelingen mellem 1., 2. og 3. klasse på skibet, og hvilken musik der skal spilles.

I Danmark kan vi f.eks. bruge usædvanlig meget energi på at diskutere, om vi skal have en betalingsring rundt om hovedstaden eller andre initiativer, der kan nedsætte trængslen, forureningen og energiforbruget. Noget man for længst har gjort i vores nabolande. Men i Danmark er der ingen grænser for alle de ulykker, der vil ramme nationen, hvis vi omsætter det, vi siger, at vi gerne vil, til praktisk handling.

I to år har Danmarks beslutningstagere ligget i næsten konstant valgkamp og hidsig diskussion mellem rød og blå blok. Løfterne og beskyldningerne mellem de to blokke har fyldt medierne. Imens er der forsvundet 80.000 job i eksportsektoren, boligmarkedets kollaps har bidt sig fast, og underskuddet på statens budget er eksploderet.

Og selv nu mere end 100 dage efter valget er medierne stadig overfyldte med opgøret mellem rød og blå blok. Hvem har lovet hvad til hvem af velfærdsgoder og hvem har begået de værste løftebrud eller lavet de værste intriger mod hinanden i det politiske rænkespil?

Hvad med at vi i stedet startede med at slå fast, at vi i Danmark har en opgave – et projekt, der skal løses. Vi skal træffe nogle valg og satse på områder, hvor vi vil være de stærkeste, hvor vi vil være de efterspurgte, hvor det er vores viden og produkter, der stræbes efter.

Vores statsminister får tæsk af alle mulige kommentatorer for ikke at være konkret nok, da hun holdt sin første nytårstale. Sådan er det vist altid. Men Helle Thorning Schmidt pegede dog på de voldsomme økonomiske udfordringer, vi står over for. Hun ved, vi skal skabe en lyst til at lykkes. Vi kommer alle til at bære ofre, det er fuldstændig rigtigt, og havde godt af at blive gentaget, for det er nok ikke rigtigt gået op for alle.

Men jeg tror, det ville have været godt for forventningsafstemningen med danskerne, hvis vores nye regeringschef også havde givet os noget mere retning og fokus.

Tænk hvis statsministeren havde givet os nogle retningspile i forhold til disse meget vigtige spørgsmål og udfordringer for Danmarks fremtid:

Hvordan får vi skabt en bæredygtig vækst og produktion i Danmark?

Hvordan får vi øget den danske produktivitet?

Hvordan får vi uddannet tilstrækkeligt unge danskere til de fag, der skaffer væksten og produktionen?

Hvordan får vi genskabt den iværksætterånd og de iværksættervilkår, der skal til for at gode ideer bryder igennem og udvikler sig til arbejdspladser og eksport, som Danmark lever af?

Hvordan bruger vi vores offentlige investeringer klogt, så vi styrker erhvervslivet og dermed bedre grundlag for innovation og eksportmuligheder?

Hvordan får vi omlagt Danmarks og danskernes forbrug af fossile brændsler?

Hvordan får vi frigjort penge fra samfundshusholdningen, så vi har råd til de allervigtigste investeringer på ovennævnte områder?

Hvis vi som nation virkelig blev spids på, hvordan vi vil gå ind i de udfordringer, og alle trak i arbejdstøjet for at nå til enighed om løsningerne, så ville medierne ikke være overfyldte af højprofileret politisk skrigeri, som ikke bringer os nogen vegne.

Mens skrigeriet om betalingsringen, løftebruddene og den stakkels fattige eller ikke-fattige Carina kørte på sit højeste, slap en mindre artikel upåagtet gennem mediernes malmstrøm: En halvering af antallet af faste naturfagsundervisere på læreruddannelserne på bare fire år, så der i år nu kun er 29 undervisere i naturfag, fortalte Politiken 2. december 2011.

En mindre og helt igennem usexet historie, som ikke desto mindre er et alvorligt symptom på, hvorfor Danmark hænger i slæbesporet.

Naturfagsundervisere på læreruddannelserne er starten på hele den fødekæde, der skal skabe de kommende generationer af ingeniører og andre med tekniske og naturvidenskabelige uddannelser. Og det er den fødekæde, vi nu er i gang med at nedbryde. Fordi vi ikke sikrer, at der er tilstrækkeligt med veluddannede undervisere, der kan uddanne de lærere, der skal give vores børn den nødvendige basisviden og engagement til at tage en ingeniøruddannelse. Det er fallit.

Det er nemlig de højtuddannede inden for de tekniske og naturvidenskabelige uddannelser, der om nogen skal skabe det, som Danmark skal leve af i årerne frem. Det er ingeniørerne og deres beslægtede, der skaber nye måder at gøre ting på, skaber nye produkter, finder løsninger – specielt i vækstområderne som it, energi, klima, miljø, fødevarer og sundhedsteknologi.

Selv om vi for nylig har fundet en planet, der minder om Jorden, så er der nok en del år, før de første flytter derud og med syv milliarder mennesker på Jorden, er der brug for nytænkning hvad angår fødevarer, sundhed og brug af klodens ressourcer. De udfordringer går ikke væk foreløbig.

For nylig sagde hjerneforsker Peter Lund Madsen det meget enkelt i et interview i Go’morgen Danmark:

»De, der skal løse vores problemer, det er ingeniørerne. De skal gøre nogle opfindelser, der skal give nogle mere effektive maskiner. Det er ingeniørerne, der skal redde verden.«

Det er ingeniører, der har udviklet filtre, der beskytter mod de forurenende Nox-partikler, eller som udviklede katalysatoren, som fjerner Nox fra udstødning eller som går nye veje med el-, brint- og hybridbiler.

Det er ingeniører, der hele tiden udvikler og forbedrer vindmøllernes ydeevne.

Det er ingeniører, der skal finde alternativer til den kobber, der snart slipper op.

Det er ingeniører, der udvikler og forbedrer robotteknologierne på vores operationsstuer og som skaber løsninger til stærkt multihandicappede personer, som gør dem i stand til i højere grad at klare sig selv.

Det er ingeniører, der udvikler vores kloaknet, så det kan klare de langt større regnmængder, som klimaforandringerne fører med sig.

Det er ingeniører, der udvikler sikkerheden i vores biler og i indretningen af vejnettet, så det bliver sikrere for os at færdes i trafikken.

Ingeniørerne er kernetropperne i det, vi i Danmark kunne kalde for skafferne. Skafferne er dem, der arbejder i de valutaindtjenende erhverv, dem der skaffer eksportkroner til landet.

En opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at ud af de 2,8 mio. danskere, der var i arbejde i 2007, var der godt 700.000, der arbejdede i job, hvor der hentes penge via eksport til Danmark. Disse skaffere udgør blot 13 pct. af hele den danske befolkning. Det er alt for lidt!

Det er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at alle andre job ikke har værdi: pædagogerne der passer vores børn, rengøringsfolkene, der gør rent, lægerne der behandler de syge m.fl. – alle de job er nødvendige, hvis det moderne samfund skal holdes i gang. Men de har ikke løsningen på alle de mega-udfordringer verdenssamfundet står over for, og heller ikke løsningen på de udfordringer, som det danske samfund står over for.

Og Danmark vil inden længe stå over for et alvorligt problem, hvis vi får mangel på skaffere. Allerede i dag kan vi se det komme. Arbejdsløshedsprocenten for ingeniører er faldende og i de seneste tal er tallet nede på tre pct. Det er i sig selv godt for ingeniørfaget og dermed godt for Danmark.

Men inden for vitale grene af skafferbrancherne mangler der allerede danske ingeniører, f.eks. elektro- og it-uddannede teknologer, og hvis vi ikke vil miste arbejdspladser i Danmark, skal vi importere udenlandsk arbejdskraft. Danmark er nødt til at gøre sig lækre og attraktive for udenlands arbejdskraft – her har hele nationen en opgave!

Ingeniørforeningen har fået lavet nogle fremskrivninger, der viser, at selv med den lavvækst, der er i Danmark lige nu, så vil der i 2020 mangle godt 17.000 ingeniører eller andre med en teknisk og naturvidenskabelig uddannelse. På trods af en vækst på studieoptagelserne på 40 pct. over de seneste fem år er det slet, slet ikke nok. Vi kommer til at mangle skaffere!

Det betyder færre kloge hoveder, der kan hitte på, få nye ideer, der kan skabe udvikling og vækst for Danmark. Kan Danmark ikke levere de kloge hoveder, så har virksomhederne ingen grund til at slå sig ned eller blot forblive i Danmark.

Vi skal samtidig huske, at de steder i verden, hvor væksten buldrer frem, er man i fuld gang med at uddanne ingeniører. Indien uddanner hvert år 300.000 nye ingeniører. Hvor vi tidligere trøstede os selv og hinanden med, at vi i Danmark var stærke på vores faglige kunnen, så må vi i dag erkende, at det er mange af de ingeniører, der uddannes i både Indien og Kina også.

Jeg er stærkt bekymret på Danmarks vegne, når vi ikke engang er i stand til at sikre os fundamentet med nok veluddannede naturfagslærere. Vi skal sikre, at de unge får tændt gnisten til uddanne sig inden for de tekniske og naturvidenskabelige fag.

Det er fint, at den danske undervisningsform tilskynder og udvikler de unges innovative evner, selvstændigheden og at det at arbejde på tværs af faggrupper. Det er nogle af de danske styrker og dem skal vi holde fast i. Men de grundlæggende faglige færdigheder skal altså også være i orden.

Og hvordan udvikler vi de unges evner som iværksættere og entreprenører? Hvordan lærer vi dem troen og viljen til at trodse sulten? Lærer dem ikke at være tilfredse med det middelmådige, ligusterhækken og en god grillaften?

I Kina spiser de hunde, hedder det sig. I Asien er de sultne, de har gåpåmod og de vil frem! Det skal de og det kan de også. Spørgsmålet er blot, om vi i Danmark og Europa er røget ned bagest i klasselokalet og ser på?

Jeg er også stærkt bekymret på Danmarks vegne, når vi her midt i en alvorlig krisetid tilsyneladende ikke er i stand til at arbejde mere målrettet på at få noget ekstra ud af de store investeringer, vi trods alt foretager.

Da Danmark tilbage i 1970’erne befandt sig i den første alvorlige energikrise og økonomiske krise, tog den danske stat nogle fantastisk fremsynede skridt, der lagde grunden til det danske vindmølleeventyr. Her i 00’erne har vi besluttet at investere 41 mia. kr. i nye hospitalsbyggerier i Danmark. Det er de fem regioner nu gået i gang med – hver for sig.

Det kunne ved en overordnet koordineret indsats måske have været udnyttet til skabelsen af et nyt dansk vindmølleeventyr, hvis det offentlige, forskerne og erhvervslivet havde sat sig sammen fra start og sagt, hvordan kan vi i denne proces samle nogle erfaringer i at bygge nye moderne og fleksible hospitaler, hvor vi siden kunne eksportere denne knowhow til f.eks. Asien, hvor man i de kommende år skal investere i nye hospitaler til millioner af mennesker.

Vi er som et lille land nødt til at tænke som en enhed, samle og forene kræfterne frem for interne skænderier om hvem, der skal have først og hvor meget sand i sandkassen. Det bliver sandkassen altså ikke større af.

Vi er nødt til at handle og turde træde i karakter – som danskere og som nation. Vi er nødt til at tænke i større sammenhænge – at offentlige investeringer skal styrke erhvervslivet, at Danmark er en del af en langt større verden, at skaffe flere skaffere, at modtage udenlandsk arbejdskraft med kyshånd, at give empowerment til vores iværksættere, så de når ud over rampen.

Vi ved nok nu. Vi burde være mere sultne og mærke muren. Der skal seriøs handling til. Jeg ønsker et Danmark, der er kendt for at finde løsninger, som er kendt for at gå forrest, og som er kendt for at skabe alternative løsninger til det synkende Titanic. For vores børns skyld – tag ikke mere vand ind!

Frida Frost er formand for Ingeniørforeningen, IDA.