Hækkerup: Andre lande kan fint overvåge dansk luftrum
Der er ingen grund til, at dansk luftrum skal beskyttes af danske kampfly, fastslog forsvarsminister Nick Hækkerup (S) i går under et foredrag på Københavns Universitet. Ligeledes kan nye danske kampfly bruges i andre lande.
Tyske eller britiske Eurofighter kampfly overvåger dansk luftrum, mens dansk F-35 bomber et sted i verden. Ikke et urealistisk scenarie ifølge Forsvarsminister Nick Hækkerup. Foto: Eurofighter
Tema
Læs også
-
Forsvarsminister åbner for at købe kampfly sammen med andre lande
Læs mere om
Fremtidens vogtere af dansk luftrum kan lige så godt være tyske Eurofighters, norske F-35 eller måske endda svenske Gripen-kampfly.
Det fastslog forsvarsminister Nick Hækkerup (S) én gang for alle, da han tirsdag eftermiddag holdt foredrag på Københavns Universitet.
Her var en broget skare af almindelige borgere, studerende, embedsmænd, militærfolk, journalister, professorer og våbenhandlere fra internationale koncerner mødt frem for at høre forsvarsministerens bud på fremtidens danske forsvar.
»Den økonomiske krise tvinger os til at tænke nyt og åbne for nye løsninger og øget samtænkning,« sagde Nick Hækkerup under mødet, der var arrangeret af Center for Militære Studier.
Han pegede på, at Nato allerede arbejder ud fra det, man kalder smart defense. Pointen er, at de fleste landes forsvarsbudgetter skrumper, mens materiellet bliver stadigt dyrere. Nato kan med andre ord ende i en situation, hvor alle lande har de samme kapaciteter, men ikke nok til at kunne bruge dem.
»Derfor vil der være god fornuft i at tale sammen, så ikke alle lande køber de samme ting, men i stedet deler kapaciteterne,« lød det fra Hækkerup.
Danske kampfly kan gøre nytte i udlandet
Men selv om den nye forsvarsminister åbner for, at andre landes kampfly kan overvåge dansk luftrum, skal vi stadig have nye kampfly, fastslog han. Men det kan være, de så skal bruges andre steder.
»Aktionen i Libyen viste tydeligt, at danske kampfly kan gøre stor nytte andre steder i verden. Pointen er, at det sagtens kan lade sig gøre at dele opgaverne, hvis vi tænker nyt,« lød det fra Hækkerup.
Det vil dog give anledning til et par grundige overvejelser – eksempelvis i tilfælde af, at udenlandske fly skal skyde andre fly ned over dansk luftrum. Hvem træffer afgørelsen?
Nick Hækkerup anerkendte, at der er nogle store overvejelser forude, men at det kan sagtens lade sig gøre.
»Der er flere lande i Nato, som ikke har kampfly. Jeg siger ikke, det er let, men økonomien tvinger os altså til at spare på ressourcer og tænke i nye baner. Det vil ikke ændre sig i de kommende år, kan jeg godt understrege.«
Hvordan det efterlader købet af nye kampfly, er mere usikkert. Indtil videre er købet på standby, og ifølge Nick Hækkerup er det usikkert, hvornår processen går i gang igen.
»Jeg ved det helt ærligt ikke. Men den kommer i gang, det er helt sikkert,« lød det fra forsvarsministeren.






