Nu skal planloven klimatilpasses
Miljøministeren vil give kommunerne lov til at tage hensyn til klimaforandringer, når de skal udarbejde lokalplaner. I dag må eksempelvis grønne tage pakkes ind i et ønske om æstetik, selv om det reelt handler om opsamling af regnvand.
Læs også
-
Cowi: Bekæmp ekstremregn med højvandslukkere fremfor kloakker
Læs mere om
Dokumentation
I dag er funktionalitet og arkitektur udgangspunktet for kommunernes lokalplaner. Det betyder, at forebyggelse mod fremtidige oversvømmelser eller forureninger ikke har været en gyldig grund til at bygge eller ændre i lokalområdet.
Men nu giver miljøminister Ida Auken (SF) kommunerne direkte mulighed for at udarbejde lokalplaner med henblik på klimatilpasning igennem en ændring af planloven.
»Vi må forvente, at Danmark får et varmere og vådere vejr med flere ekstreme vejrhændelser, som vil give store mængder regn og oversvømmelser. Før var det unødvendigt svært for kommunerne at integrere deres klimastrategi i lokalplanlægningen, fordi klimahensyn slet ikke var en lovlig begrundelse i lokalplanlægningen, men de hindringer fjerner vi nu,« siger Ida Auken.
Grønne tage ud af gråzonen
Ændringen betyder, at hvis en kommune for eksempel gerne vil planlægge grønne tage i dag, kan de gøre det med den begrundelse, at det giver en æstetisk værdi i et område.
Men med lovændringen vil det betyde, at kommunen kan planlægge grønne tage ud fra et ønske om at opsamle regnvand.
»I dag er det ikke en mulighed at planlægge med klimatilpasning som formål,« siger kontorchef Sanne Kjær.
»Så planloven har i virkeligheden haltet lidt efter virkeligheden, fordi kommunerne ender i en gråzone, hvis de gerne vil planlægge efter klimatilpasning.«
Selvom der i høj grad er tale om at kalde en spade for en spade, så er opsamling af regnvand og det at udlægge arealer til det, en reel ny mulighed, kommunerne får med ændringen af planloven. Men ellers er der i høj grad tale om at lovændringen kan være med til at sætte fokus på området, siger kontorchefen.
Ændringen af loven betyder også, at kommunalbestyrelsen kan vælge at delegere vedtagelsen af en lokalplan ud til eksempelvis Teknik- og Miljøudvalget eller forvaltningen.
Lovforslaget indebærer en udvidelse af de planlægningsmæssige begrundelser, som kommunerne kan benytte, når de udarbejder lokalplaner, og forslaget ændrer derfor ikke på de krav og emner, der lovligt kan planlægges for.






